Li Dan

(mandag eller tirsdag den ca 14./15.)
Tænk jeg har været her i en uge.
Det føles ikke sådan.
Det er der gode grunde til: Først havde jeg det næsten obligatoriske jet-lag. Da jeg så var kommet mig efter et døgns turbulens i kroppens indre ur, kom en anden form for turbulens. En efter en lagde folk sig efter et angreb af maveinfluenza. Vi troede selvfølgelig alle at det var noget andet, jeg købte nyt vand for jeg synes bestemt at jeg var blevet dårlig efter at jeg havde drukket noget af det vand jeg ellers havde hældt på flaske fra et af anlæggene der sørger for at hanevand bliver filtreret til drikkevand.
Det med at filtrere drikkevand prøvede jeg faktisk på min første orlov i Egypten, og det fungerede perfekt. Dengang blev jeg ikke syg.
Snart fik jeg dog mistanke om at det ikke var madforgiftning, men en influenza, da jeg havde ondt i hele kroppen og feber. Sengen som TFS stiller til rådighed er med madras, men en af den type hvor de har glemt at installere fjedre. Madrasproducenten behøver ikke at indskrænke garantiperioden afstemt efter fjedres holdbarhed, jeg tror madrassen har samme form også om 10 eller 20 år. Jeg synes ikke at jeg kan få den til at gi' sig det mindste, og jeg vejer dog godt 80 sværvægtige kilo. Når jeg står op om morgenen føler jeg det som om jeg har brækket skuldrene. Begge skuldre, for jeg aflaster selvfølgelig den ene skulder, ved at flytte (jeg sover på siden) over på den anden.
Hele natten igennem.
Jeg nævner blot dette en passant for at fortælle at jeg ikke sov godt, da jeg af influenzagrunde havde en kraftigt sænket smertetærskel i alle knogler.
Men i går gik det godt og i dag er det helt ok. Jeg er dog begyndt på min egen udgave af Tai Chi hver morgen, for at få genindsat skulderbladene på deres oprindelige plads.

Li Dan havde også engang haft ondt i maven.
Hun var så gået til den kinesiske læge som Josephine bruger og han fortalte at det med medicin var forskelligt fra person til person. Nogle var varme, andre kolde og andre var midt i mellem. Og medicinen skulle afstemmes efter ens varme. Lægen fastslog, at hun var alt for kold, så derfor måtte hun spise noget der er varmt. Varmt er rødt, så det var kød hun skulle til at hale indenbords. Han havde dog lige glemt at spørge om hun var vegetar - det var hun. Så hun har som en god kineser lyttet til ekspertens råd, nikket og betalt og lod være med at følge hans råd. (Hun afslører at hvis hun er rigtig syg, vælger hun en 'vesterlandsk læge'). Det der var galt, var en omgang gemen stress, da hun forsøgte at skrive en doktorafhandling samtidig med at hun skulle ernære sig selv: altså arbejde om dagen, skrive om natten. (Billedet er fra deres matas, dr Watson. Kommentaren er min, selvfølgelig, fordi det er på dansk, ikke ret meget står på dansk her. Manden der ikke har hårtab er Jackie Chan. Han bor i H.K. på strandboulevarden nr 99. Nr 4 er der ingen der vil bo på, for tallet 4 lyder som selveste døden på kinesisk, så der er ingen hus-nummer 4, eller 14 osv. Men nr 9 er populært, for det betyder langt liv. Hvad mon så 99 betyder? Evigt liv uden hårtab, det er da noget der vil noget).

I går var jeg sammen med de nye volontører på tur til det endnu ukendte HK. Vi tog toget ind til Morten Koch, eller det er sådan jeg husker hvad stationen/byen hedder, vi skulle af på. Der er ikke ellers ret meget Morten Koch over Mong Kok med sine store indkøbscentre. Vi delte os i to grupper, en gruppe tog op for at se på computere og en anden for at se på tøj. Kønsfordelingen var ... klassisk. Tøj-afdelingen var dog ikke et center i egentligste forstand, idet det drejede sig om en 2-3 gå-gader med tøj, tøj fylder jo også mere end computere, tænk blot på garderobeskabene hjemme.
En af volontør-drengene ville have sig et kamera, sådan et der, sagde han og pegede. Det var på mit kamera. Altså et Canon EOS 400 - det findes ikke mere, det hedder 500 nu så det var det han ville ha. Et mindre problem var dog at han havde glemt sit visakort hjemme. Derfor blev der trukket store veksler på min erfaring som fotograf og kortholder. Til min forskrækkede familie vil jeg dog indskyde, at hjemme ikke her betyder Danmark, men TFS. En time efter stod han glad med sit nye kamera i hånden - hvem ville forøvrigt ikke være glad, for at stå med et sådant der ikke har kostet én noget (endnu).
Da vi var færdige med at købe ind, skulle vi spise, og her var det at Li Dans kundskab som kinesisk læsende kom os tilgode, for en af volontørerne er buddhist (hun er præstedatter) og vegetar, så Li Dan fandt en buddhistisk restaurant. Den er pr definition vegetarisk. Det smagte meget godt. Baggrunden var ... eller kontrasten var: et par dage på toast med stort set intet på og te uden mælk. På billedet sidder hun til venstre.
I dag fortalte Li Dan lidt mere om sig selv.
Hun er fra Beijing, født der i 1982 og altså 28 år. Hun har læst i 4 år i Hong Kong.
Hendes far er født i en bondefamilie som "aldrig i hele deres liv kom til at opleve det at være mæt" - 8 søskende, han var den eneste der overlevede. Hans forældre døde før Li Dan blev født. Faderen ville væk, ønskede at læse og fik muligheden. Dermed mødte han sin kone, der havde forældre der var 'intellektuelle'. Det var nu heller ikke godt, særligt ikke da hendes far var russisk oversætter, og det var efter bruddet med Rusland. Begge Li Dans forældre var tro mod kommunismen og hvorfor de fandt på en dag at adoptere en dreng fra Mongoliet, ved jeg ikke, men det førte til at de ikke længere kunne være ansat ved den læreanstalt de arbejde på. Li Dan fortsatte med at gå i skole hvor hun var begyndt, moderen tog sydpå med den ny 'søn' til sine forældres sted, og faderen arbejdede langt væk og var sjældent hjemme. Hun virker som om hun synes det var helt naturligt, at det var sådan.
Hendes far siger: "Hvis der ikke er fred, er der ikke noget liv" - det er hans råd, og det synes jeg egentlig er helt fornuftigt. Li Dan mener at de fleste kinesere føler og tænker sådan. "Fred er meget vigtigt for det kinesiske folk".
Li Dan tog Masterdegree i Beijing på det universitet, der er bygget af kommunisterne, og tillige kendt som stedet for dem der gerne vil ind i partiet. Lige meget hvilket fag du læser, om det er til læge, ingeniør eller samfundsvidenskab, er der nogle prøver der er ens: Recitation af partiets historie og vigtige partitaler (dette gælder ikke specifikt ovennævnte universitet, det er et landsdækkende krav). Jeg tænkte at det kunne vel ikke blive et problem, hvis du kommer op i samme pensum: Mao's tale til folket, fra første klasse til når du ansøger om at tage en p.hd. Men min kundskab om hvordan en historisk tale teer sig viser sig ikke at holde i Kina. Man kan forsøge at memorere lidt i Martin Luthers tale: I have a dream today... eller slå den op på nettet. Men næste gang man skal huske Maos tale eller en af de andre store talere, har den ændret sig, så man må lære den om igen. Kineserne har en langt større fornemmelse for levende historiefortælling end vi har.
At hun efter master i religionshistorie, valgte at læse teologi, og endog at blive kristen var svær kost for hendes forældre.

Der sker ting og sager i Kina i dag, der ændrer meget ved den verden de vokser op sammen med.
Da hun i 2005 kom til Hong Kong første gang, var hun også den første der havde fået visa til dette studie. Hun var noget virkeligt specielt. Nu er der ikke noget specielt ved det. I 2005 var der ingen i Hong Kong der talte mandarin, hun kunne ikke købe ind i butikkerne, for de forstod hende ikke (og ville ikke forstå). Hun følte at de var uvenlige og fjendske.
To år senere, 2007, var folk begyndt at tale mandarin i de fleste forretninger. Nu taler alle det. Og folk kommer fra Beijing til Hong Kong for at handle ind (de har en fornemmelse af at der ikke bliver fusket ved varer fra Hong Kong, jfr mælkeskandalen med melanin). Hong Kong har ændret sig meget.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvorfor gå i skole, når man kan blive gift.

Ét eneste alternativ: Islam?