Kinakredsens historie

Kina-kredsen blev grundlagt af hjemvendte missionærer fra det lukkede Kina.

Første epoke: Et behov, som Kinakredsen dækkede.
Kinakredsen blev dannet allerede under anden verdenskrig, hvor hjemvendte missionærer samledes på Fuglegårdsvej 6A hos dr. S.A.Ellerbek for at drøfte situationen i Kina. I efterkrigstiden ændredes vilkårene drastisk fra slemt til umuligt. Kommunismen lukkede for al kontakt med 'vestlige imperialisme' - i Danmark sad nu missionærer afskåret fra deres bedste venner (husk flere af dem havde været ude i over 30 år) uden mulighed for at spørge, hvordan det gik dem. Snart efter blev kommunismens anklager mod missionsarbejdet gentaget i den vestlige verden: det som missionen havde forsøgt, men ikke opnået, det klarede Mao: Mad, undervisning og helse til folket. Missionen havde i parløbet med imperialismen svigtet sit kald.
Det blev en stærkt traumatiserende tid, der fulgte for de hjemvendte missionærer, tilspidset af at missionen i Kina endog af den danske kirke og det sendende missionsselskab betragtedes som en fallit-historie, som missionen andre steder i verden skulle vogte sig for at gentage.

Det føltes som et dolkestød i ryggen. Kinakredsen blev stedet, hvor man kunne tale sammen og lindre den bitterhed, der let kunne opstå blandt de hjemvendte missionærer. Samtidig var det også stedet, hvor man bad for de mennesker og de menigheder, man nu ikke havde nogen mulighed for at holde forbindelse med.
Uden at nogen vidste af det, voksede de små kinesiske menigheder, man havde forladt i krigens tid, sig stærke midt under trængslerne. Måske var dette også tilfældet for Kinakredsens medlemmer herhjemme. Modgangen gjorde dem stærke til Kinakredsens næste træk:

Anden epoke i Kinakredsens historie: Kinesere i Danmark.
En dag var "Tre sme kenesere pe Hejbrepleds" ikke kun en børnesang, hvor man bytter vokaler ud, men en virkelighed. Der kom flere og flere kinesere til Danmark, og ønsket om at gøre noget for dem voksede sig så stærkt, at man i 1982 oprettede "Dansk-Kinesisk fællesskab".
Der var rent medmenneskelige grunde til oprettelsen: en ny gruppe immigranter falder bedre til, hvis de mødes af mennesker og ikke et system og Dansk-Kinesisk fællesskab gik i gang med sprogundervisning, kulturundervisning, fællesskabsaftner samt ture og lignende. Dansk-Kinesisk fællesskab havde dog hele tiden et overordnet mål, at støtte fremvæksten af en kinesisk, kristen menighed i Danmark.
Når jeg postulerer at 'modgang gjorde dem stærke' er det, fordi det viste sig, at det overordnede formål ikke kunne udføres så let som sagt. Det tog faktisk 25 år, før Dansk-kinesisk forening kunne lukkes ned, fordi målet var nået: CCiC - den kinesiske kirke i København var blevet en virkelighed.
I anden epoke er der særlig tre personer, der bør nævnes (selv om alle Kinakredsmedlemmer fra Københavns nærområde har lagt skuldre til og dermed også burde skrives på). Det er sognepræst og tidligere missionær Jørgen Reebirk Hansen, der med sit flydende mandarin blev præst for Dansk-Kinesisk fællesskabs programmer i de mange år, fællesskabet var tilknyttet Trinitatis kirke. Kræfterne svandt ind blandt medlemmerne og til sidst var det kun 'kærneydelsen' man magtede at opretholde: Gudstjenesterne. Da Jørgen Reebirk Hansen blev syg og måtte stoppe, var det et vældigt tilbageslag for arbejdet. Dansk-Kinesisk fællesskab var faktisk gået i stå, da Ingrid Yeh Olsen begyndte sit arbejde blandt en ny gruppe kinesere: flygtninge. Dansk-Kinesisk fællesskab genopstod da som en anden fugl Fønix og ydede igen en betydelig indsats. Mange kinesere var kommet illegalt til landet og levede under kummerlige vilkår helt på andres nåde og barmhjertighed (eller i virkeligheden mangel på samme) - selv dem, der var kommet mere legalt til landet, levede længe i skur-parker og containerhuse under dårlige forhold, med en udvisning hængende over sig. Ingrid gjorde et kolossalt arbejde, der gav genlyd også uden for de almindelige kirkelige sammenhænge, hvor kommuner efterhånden også brugte hende i deres integrationsarbejde. På dette tidspunkt havde Dansk-Kinesisk fællesskab fået mig som formand. Et andet medlem, Jens Dammeyer, sprang til helt fra Aalborg (sammen med Ingrid og flere andre) for at fortsætte gudstjeneste-fællesskabet.
Peter Lam, en kinesisk forsker, var kommet til Danmark i 1999 fra England, hvor han har boet det meste af sit liv som barn af en kinesisk indvandrerfamilie fra Hong Kong. I England var han med til at starte en kinesisk menighed i Londonforstaden Hounslow. I Danmark begyndte han på bibeltimer og gudstjenester i sin lejlighed på Frederiksberg, men det blev hurtigt alt for småt. Det var ganske naturligt at begynde et samarbejde. I 2004 fik vi lov af LM på Amager til at benytte deres lokaler hver anden søndag om formiddagen (flere kinesere var tilknyttet restauranter og i modsætning til mange andre etniske menigheder, der benytter folkekirker søndag eftermiddage, var det et problem med eftermiddagsgudstjenester). I 2006 fejrede man i CCiC 1-årsdagen for gudstjenester hver søndag, hvilket i realiteten vil sige, at de var en kirke og i 2007 havde Dansk-Kinesisk fællesskab i sit 25. års jubilæum nået, hvad det havde sat sig for.

Tredje epoke: CCiC bliver registreret og får en præst, Kina er åben og Danmission lukker ned.
Under tredje epoke træder Kirsten Bertelsen fra som formand for Kinakredsen og jeg vælges som ny formand. Det vældige arbejde i tiden med de mange flygtninge har tæret hårdt på de økonomiske ressourcer i Dansk-Kinesisk fællesskab. Hanne Graulund træder til og får ordnet forholdene mellem Dansk-Kinesisk fællesskab, det opsøgende flygtningearbejde, CCiC og Kinakredsen. Kinakredsen dækkede gennem et betydeligt bidrag Dansk-Kinesisk fællesskabs udgifter, hvilket som konsekvens medførte at Dansk-Kinesisk fællesskab på mødet den 27. august 2007 erklærede sig insolvent og "lukkede sig" - hvilket kan lyde mærkeligt - med stor tilfredshed.
Nu overtog Kinakredsen som kreds, at videreføre de gode relationer, der var opstået til CCiC. Hanne Graulund ønsker ikke at blive trukket frem, men uden hendes utrættelige indsats var der mange ting, der ikke så ud, som de gør i dag: Kontakten til Areopagos blev oprettet, vedtægter for CCiC blev udfærdiget og der blev indsendt ansøgning om registrering af CCiC, så den kunne opnå fradragsmulighed, - og lige nu bliver der arbejdet aktivt på budgetter og fundraising for en kirke med tilknyttet præst:
Det helt fantastiske og stadig også udfordrende (økonomisk) er, at pastor Dan med hustruen Peggy (en dygtig lovsangsleder) fra Singapore har sagt ja til at blive menighedens første kaldte fuldtidspræst.

Kinakredsen har udført langt udover, hvad man kan forvente af en kreds. Jeg er dog overbevist om at Kinakredsen også fremover vil markere sig.
I hele Kinakredsens lange levetid har der været afholdt møder hvor fortiden i Kina mindes og man hørte nyt fra Kina. I Jylland har der under ledelse af Kirsten Yang og Julie Nielsen været afholdt efterårsmøder med stor tilslutning, (i København har det tilsvarende forårsmøde længe haft et vigende deltagerantal). Det kommer til at fortsætte ufortrødent. Disse møder er ikke nostalgi. Der skal skrives historie, og denne historie skal Kinakredsen bringe tilbage til den unge kirke i Kina, så den kan kende og bevare sin egen historie. Det indebærer oversættelse af bøger og artikler til kinesisk og redigering af billedmateriale,

I overskriften nævner jeg åbningen af Kina i samme åndedrag som Kina glider ud af Danmissions fokus-område. Læses Danmissions femårsplan, vil man dog se at landekredsarbejdet har fået en helt anden placering end tidligere:
- Pakistan-kredsen kaldes "tovholder for arbejdet". I handlingsplanen er Pakistan-kredsen inddraget i en treårsplan
- Om Bangladesh står der: "Det gør vi i samarbejde med Bangladesh Landekreds".
- Om Kinakredsen står der: "Forbindelsen til Kina fastholdes fremover som en venskabsforbindelse. Kina-kredsen vil i den forbindelse spille en væsentlig rolle og der vil på Danmissions budget årligt være afsat midler til gensidige besøg".
Som Kina-kredsen engang oprettede Dansk-Kinesisk Fællesskab med det formål at støtte fremvæksten af en kinesisk kirke i Danmark, har Bangladesh Landekreds oprettet et udvalg, der står for et menighedsudviklingsprogram. Målet er ikke en ny kirke eller at fremme en bestemt kirkepolitik, men at styrke menighedernes selvbevidsthed. Det gør de under mottoet: Den lokale menighed er verdens håb.
Hanne Graulund og jeg valgte et seminar om dette projekt ved årets repræsentantskabsmøde i Danmission. Projektet udfolder sig i et land, hvor kirkens ledelse er i splid med sig selv og dermed uegnet til at lede. Pakistan-kredsen indsamler årligt 180.000 kr til dette arbejde, hvilket er både imponerende og inspirerende.

Med disse muligheder og inspirationer og Jens Dammeyer i Taiwan og en ny præst i CCiC og Kinakredsens årelange stabile indsats, er der gode grunde til frimodigt at tage hul på en
- epoke fire.
Gud ved, hvad den vil bringe - vi skal være lyttere til hans kald.

2010, Peter Buch.