Rapport, Kirsten og Peter Buch

Ansættelse

Vi blev ansat ved en kontrakt af juni 2015 til en nyoprettet stilling inden for Danmission: Undervisning af teologiske studenter i den laveste akademiske grad (diploma, der ikke er det samme som en diplomuddannelse i Danmark) Skolen ønskede at tage springet fra en bibelskole til et mindre universitet for præstestuderende, et såkaldt college. For ELCT-ELVD (The Evangelical Lutheran Church of Tanzania – East of Lake Victoria Diocese) var det en satsning, man ønskede bedre uddannelse af sine præster.

Vores arbejdsbeskrivelse indebar også andre opgaver:

I aftalen med ELVD står der endvidere: ” Preparation and keeping the books of accounts for the Nyakato Lutheran Bible College as well as conducting research on culture and traditions of local ethnic groups” og “Teaching Practical Theology at ELVD Nyakato Lutheran Bible College and supporting research work on culture and traditions of local ethnic groups”.

Om os

Kandidater i de fem hovedfag.

Vi har begge en ”gammel” teologisk uddannelse bag os, hvor man skulle bestå alle 5 hovedfag: De to eksegetiske fag: Gammel testamente med hebraisk, Ny testamente med græsk. Dogmatik, Kirkehistorie og Etik. Som noget ekstra tog vi begge bifag i Religionshistorie.

De fleste der underviste på Nyakato samtidig med os, havde enten en bachelor eller master i et af hovedfagene, de fleste havde valgt ”missiology”. Ingen havde nævneværdig uddannelse i de bibelske fag (hvilket undrede os meget) og græsk stod meget svagt, mens de hebraiske kundskaber var fraværende. Vores kollegaer fra FELM har også haft en anden studieform end vi og manglede hebraisk og havde kun et kursorisk overblik over GT. Ingen ønskede at binde sig til Græsk.

Det viste sig hermed at vores ”gamle ordning” (i forhold til den nye ordning på KU, der nu har afløst den ordning vi blev kandidater på) med en lige vægtning af alle fag var et stort plus for vores fleksibilitet som undervisere.

Kirsten havde desuden en lærereksamen og kordegneuddannelse incl. kirkeregnskab og budgetlægning med i bagagen.

Da vi forlod stedet, havde de (som vi har skrevet i anden sammenhæng) ikke nogen der kunne undervise i GT og hvis ikke den finske lærer Kari-Antti magter at undervise i græsk, (noget han påstod han sagtens kunne, men hvor hans opgaveløsning inden for ”global learning programmet” pegede i en anden retning), så mangler de en til erstatning af Kirsten Buch og kan ikke opfylde curriculum.

Ankomst

Vi rejste til Dar, hvor Simon Schøler Kristensen mødte os og hjalp med at få arbejds- og opholdstilladelser. Derefter kørte vi til Iringa for i 3 måneder at læse Swahili. Simon fulgte med til Iringa og sørgede for at vi blev godt installeret.

Sprogskole

Vi fik forelagt to muligheder for sprogskole: Iringa eller Morongoro. Morongoro blev fravalgt til fordel for Iringa, da den ligger lavt og alle åbenbart får malaria når de kommer der. Set i bakspejlet vil vi ikke anbefale Iringa skole, fordi:

forvirrende lærerfordeling: Skolen havde en mærkelig praksis at vi efter en måneds undervisning skiftede lærer ”for at vi skulle lære forskellige menneskers måde at tale swahili på”. Teorien er måske i orden, men i praksis fik vi lærere der ikke vidste hvad den foregående lærer havde undervist i. Vi havde 5 forskellige undervisere på tre måneder.
Undervisningsmaterialet var først klart da vi skulle slutte.
deraf følgende forvirring om hvor langt vi var kommet; der var områder af sproget vi aldrig nåede at få gennemarbejdet.
Af vores undervisere var det kun Immanuel der havde en gymnasie-lærers baggrund for sin undervisning, de øvrige var lærere på primary school niveau.
Vi fik 3 måneders undervisning før vi skulle begynde på Nyakato. Kurset er beregnet til 4 måneder, hvilket vi også vil anbefale. Det var semesterstart på Nyakato, der fremtvang den kortere periode. Siden fik vi ekstraundervisning i Mwanza, under dr. Salala, hvor vi langt bedre kom til at forstå grammatik og sprogets opbygning, noget kun den ene lærer i Iringa (Immanuel) forstod. De andre anede intet om ordklasser og sprogopbygning. Ekstraundervisningen kom særlig Kirsten til gode i hendes græskundervisning, hvor hun havde brug for at kommunikere en grammatisk sprogbevidsthed relateret til swahili.
Sprogundervisningen i Mwanza under Dr. Salala var tillige en uvurderlig indføring i kultur og politik.

I slutningen af august begyndte vores tid på Nyakato, hvor vi blev fantastisk hjertelig modtaget. Simon Schøler Kristensen havde sørget for hus, møbler, pige i huset og vagter.

Vi havde valgt at tage imod den af Danmission tilladte fragt: 300 kg teologisk litteratur primært på engelsk. (Det gav en lidt morsom effekt, da bøgerne ankom til Mwanza,”for det kunne da ikke være private bøger alle sammen?” Dean rev. Steven Sinyangwe låste dem derfor inde på biblioteket. Det varede længe før vi fik lov at bruge dem 😊)

Alt andet kunne vi købe efter behov, sådan er vilkårene nu.

Vi begyndte med at ”stikke fingeren i jorden” og lære stedet, kollegaer og studerende at kende.

Første periode

Under rev. Elias Yelonimo Lugaganya.

Simon Schøler Kristensen havde betegnet vores undervisning ”som at undervise konfirmander” – han sagde det, er vi sikre på, for at ikke at overanstrenge os det første år, vi skulle tage det roligt og ikke gå for meget op i, hvor meget vi skulle præstere.

Lugaganya er sukuma og en blændende fortæller og vi havde et godt forhold til ham. Vi forsøgte at opfylde kultur-opgaven i vores arbejdsbeskrivelse ved at bede forskellige om at nedskrive noget af hvad de kunne huske af mundtlige overleveringer og legender. Vi foreslog at netop han, Lugaganya, skulle nedskrive nogle af de fortællinger, han underholdt alle med, da han havde en kolossal viden om sukumakulturen. Men så blev han forflyttet og det blev aldrig til noget. Vores opfordring til at skrive fortællinger ned ligger dog stadigvæk i hans bevidsthed, er vi sikre på, da han godt kunne se sig selv som forfatter.

Om end han var en blændende fortæller var han en nærmest katastrofal leder af skolen. Planlægning var ad hoc – pludselig skulle vi have efterårsferie, hele to uger og syllablus faldt fra hinanden. I forvejen var det svært at nå de 16 ugers undervisning med to ugers eksamenstid og når der pludselig blev trukket yderlige to uger fra, røg planerne. Vi mener han var blevet ’placeret’; han havde et uheldigt ry fra tidligere embeder, men han var en af tre i stiftet der havde en teologisk mastergrad i theologi.

Da han blev forflyttet, var der et betydeligt rod i regnskabet. Kirsten Buch fik, selv om det var aftalen, ikke lov til se de virkelige regnskaber, sikkert af god grund.

Anden periode

Under rev. Stephen John Ling’hwa.

Lingh’wa var en betydeligt bedre leder. Under Lugaganya måtte alle selv vælge hvad de ville undervise i. Det skabte siden problemer i hvert af de følgende semestre for vores første hold diploma, da de var blevet undervist i lidt fra det ene semester og så lidt fra et andet semester. Økonomien var dog stadig godt skjult.

Under Ling’hwa blev skolens syllabus overholdt og der kom meget mere orden på både undervisning og det praktiske og hans iver for mission førte til at skolen (igen) drog ud på missions ”outreach”, et par weekendture, en årlig ugemission og så et stort engagement i stiftets Aswa (se blogs).

Aswa’en: Stiftet har – som vi har beskrevet i flere blogs – en årlig missionsuge, hvor man tager ud til et kirkeligt svagt område og hjælper de lokale med at opbygge kirke. Ling’hwa indså at ”Utumaduni” (betyder egentlig kultur, men blev synonym for inculturation) var et glimrende værktøj for mission og skolen bidrog til Aswa med meget vellykkede indslag på Sukuma. Under ham var det vi havde et kursus i inculturation for skolens elever og andre særligt udvalgte som forberedelse til Aswa’en.

På ASWAEN oplevede vi at anden del af vores ansættelse blev virkelighed. Menighedsopbygningen på stedet blev opmuntret og biskoppen (det hele tiden har været meget positiv over for utumaduni) fik vist stiftet (som et showcase) at det at bruge sukumakulturen som bærer af evangeliet kunne bære god frugt. Biskoppen opmuntrede os og skolen til at fortsætte arbejdet med utumaduni som en vigtig del af kirkens udtryksformer, noget han har gentaget over for os flere gange siden.

Ling’hwa tager nu en master i missiologi, han underviste på basis af en bachelor. Han er en god mand, ønsker kirkens vækst, og har selv investeret i en kirke i sin barndomslandsby i et sukumaområde, hvor der ikke er nogen anden kirke. Han læser i Nairobi og når han er færdig, har kirken så endnu en med en master i missiologi.

Tredje periode – rev. Mimii Brown Mziray Rubindamayugi

Om Mimii Brown og hendes arbejde med at skolen bliver anerkendt under NECTA har vi grundigt skrevet om i bloggen status og i ”Missionærkandidater til Nyakato”. Det sidste indlæg er også et forsøg på at gennemtænke og lægge mulige planer for Nyakato Lutheran College.

Indtil da havde vores arbejde været en stor glæde for os, men under Mimii blev det som om alle ender blev knyttet sammen; de evner vi besad blev udnyttet, og Mimii har en særlig evne til at få andre til at deltage i det fælles arbejde at skolen skal blive en succes. Hun har mange visioner og deler dem gerne, medinddrager og uddelegerer. Fantastiske lederegenskaber. Samtidig er hun ydmyg og yderst venlig.

Vores opgaver

Kirstens undervisning:

Kirstens store scoop var at implementere professor Winter-Nielsen og professor Kimes online undervisning i græsk på Nyakato. Med baggrund i sine græskkundskaber blev ”Bible-online learning” (https://bibleol.3bmoodle.dk/) og ”Global-learning.org” kraftfulde værktøjer til undervisning i græsk. Der findes ikke noget lignende værktøj online i dag til græskundervisning (eller for den sags skyld: hebraisk). Grunden til at værktøjet ikke er blevet særlig udbredt er dobbelt: undervisning i teologi hænger fast i fortidens terperier og er ikke fulgt med nyere pædagogiske metoder og: mange lærere vil gerne sole sig i ”eget undervisningssystem”. Vi har skrevet meget om dette i blogs, se dem. Programmet viste sin styrke ved at Peter Buch i andre fag, som fx ”The synoptic gospels” kunne citere direkte fra den græske tekst i sin undervisning.

At lære studerende at bruge internettet til online learning og dermed selv være ansvarlig for egen læring, er til gavn for fremtiden. Vi tror online learning er fremtiden for Afrika og ikke mindst Tanzania, med de store afstande og et veludbygget internet til nærmest enhver del af landet. Udbud i online undervisning vokser hele tiden og det er en langt billigere måde at uddanne sig på, end flere års (udlands)ophold langt fra familie og arbejde. Mimii Brown tager pt. en master i pædagogik, som kombinerer seminarer i Tyskland og Rwanda og hjemmestudier, så hun kan både studere og passe sit arbejde!

Inculturation:

Kirsten Buch arbejdede naturligvis med det Danmission har ansat hende til at gøre: Undervise i teologi og arbejde med kulturen.

Angående kultur, så prøvede vi os noget frem i starten. Der stod i vores arbejdsbeskrivelse, at vi skulle forsøge at etablere et Sukuma-museum. Men intet om hvor? Til hvad? Og for hvilke midler?

Der findes allerede et etableret, godt Sukuma-museum, BUJORA, (½ times kørsel fra Mwanza) Det er oprettet af den katolske White Father Clement for godt 50 år siden og har fået økonomisk støttet i lange baner. Hensigten med Bujora var Inculturation:

Hvordan kan kristendommen forkyndes ind i den traditionelle sukuma-kultur så det giver mening for den almindelige sukuma-tanzanianer?

Vi besøgte museet og blev inspirerede: Formålet med kultur-arbejdet for ELVD og os som lærere på Nyakato må være det samme som Bujora. Det er allerede en del af syllabus med fagene: ”Traditionel afrikansk religion!” og 1/3 af faget filosofi er ”Afrikansk filosofi og livsanskuelse”. Det ville derfor give mening at undersøge, hvilke elementer fra kulturen, det kan være brugbar brobygger for kommende præster. Og hvorfor ikke bruge, det museum som allerede fandtes. Hertil fik vi Biskop Gulle’s opbakning

Først tog vi fat på historiefortællingen – en tradition, som vil dø ud og historierne gå tabt, hvis de ikke bliver nedskrevet. Den første skoleleder var som før nævnt en blændende historiefortæller og havde en bagagefuld af traditionelle historier og boede på skolen med sin gamle mor, som ikke forstod andet end sukuma. Kirsten Buch lærte at hilse og ellers smile med hende. Vi fik studerende til at skrive historier ned, som de havde fra deres barndom /bedsteforældre. Det betød historier fra forskellige tribes – kun en del studerende er sukumaer, men princippet er det samme og alle skulle gerne have gavn af ideen. Det gik fint indtil der kom for mange gengangere og ”køer” (sukumaer er kvægavlere) i historierne.

Vi ændrede derfor metode og gjorde brug af den store betydning sang, musik og dans har i alle kulturer og også i kristne kirkesamfund til både undervisning, oplæring og underholdning.

Især i Sukuma-kulturen er traditionen stadig levende, ”man synger på vejen, på arbejdet, ved socisle begivenheder og med sang lærer de gamle den nye generation ”tribe-values, tribe tradition, religion and ethics” Derfor ”opfandt” vi sammen med meget musikalske Diploma-studerende Abel Mkoma ”den kristne-sukuma-opera” til brug for formidling af det kristne budskab. Som kommunikationsmiddel er dette især brugbart i landsbyer, uden moderne kirkebygninger og el.

Danmission gav projektmidler, så vi kunne gennemføre kursus for studerende og interesserede evangelister, og deltagerne medvirkede som kor ved Stiftets ASWA i 2018 med stor succes. Der var også penge til at købe et keyboard (til komponisten og korlederens store glæde) og traditionelle instrumenter, Nyakato havde indtil da kun haft én ødelagt tromme og ellers kun A Capella kor.

Desværre var det på grund af økonomi ikke muligt at gentage succesen i 2019 og heller ikke i 2020. Men hvert semester har Nyakato haft en sukuma-gruppe, som gerne optrådte med nye sange og dramaer, når der spurgtes efter det. Der har hele tiden været arvtagere til ideen.

Vi har flere gange hørt sagt at inculturation ikke var noget kirken efterspurgte. Men både biskop Gulle og skolelederen (ang. Ling’hwa, se ovenfor) havde forståelse for ideen og Mimii Brown brugte runyambo, luhaya, sukuma og mara (de 4 stammer som lever som "nabo" til victoriasøen) som kulturel baggrundsforståelse i sin undervisning. for os var inculturation centralt for at vi tog jobbet som undervisere – det var aldrig et lille appendiks der kunne skæres fra. tvært imod er inculturation eller kontekstuel teologi som det også hedder, en vigtig del af det teologiske arbejde. Al oversættelse er "in-culturation" - ellers er det en dårlig oversættelse. Og er det er særligt sted hvor Danmark har noget væsentligt at bidrage med på verdensplan, er det en grundtvigsk baseret missionsteologi.
Misbrug af inculturation finder også sted, særlig indenfor de pentekostale kirker i Afrika, som sammenblander afrikansk religiøs offerfilosofi ("noget for noget") med en skævvredet kristendom ("Bed, så skal du få"), det som er blevet kaldt "herlighedsteologi" i dens vestlige udformning. Det er vigtigt at det teologiske arbejde gøres på Luthersk baggrund, med hans forståelse for nåden alene, i hans kamp mod afladsteologien på grund af den store vækst i ”Misleading Theology”.

Kirsten Buch og biblioteket

Når Kirsten Buch påtog sig at stå for biblioteket, var det fordi biblioteket var i en tilstand af kaos og tilmed forældet. Det var blevet flyttet af ukyndige og stod i papkasser hvori der var gået mus. At få klassificeret det efter Dewey Decimal Classification (DDC) var noget af et problem i sig selv da systemet er udviklet i Europa-USA og de klassifikationsopsætninger der er tilgængelige, er de gamle, hvor Østafrika slet ikke eksisterer. Men da det er det system der bruges internationalt og kræves, har hun tillempet det til brug for biblioteket. Derudover skulle alle bøger registreres og mangler indkøbes. Hun har købt bøger gennem det lutherske forlag Logos, tilbudsbøger fra Amazone, hentet rejsekufferter (hver af vores rejser til Tanzania var med fuld bagage) fulde af bøger fra Bethesdas boghandel, Menigheds fakultetet og private donorer så biblioteket nu er brugbart og værdifuldt inden for de 5 teologiske hovedfag. Der var slet ikke noget budget for biblioteket, men der stod nogle donorpenge fra Tyskland. Biblioteket har nu næsten 4000 titler. Et bibliotek skal vedligeholdes, og Sara, en masai-kvinde med en certificat i økonomi (desværre ugyldig, fordi skolens leder af Bussines-afdelingen svindlede med indberetningerne til NECTA) var ved at blive oplært da vi skulle hjem.

Biblioteket stod ikke i ansættelseskontrakten. Men arbejdet var af central vigtighed for skolen som et teologisk college. Uden det ville det gå som mange andre steder, at læreren har patent på sandheden (”hvis man ikke siger som læreren har undervist, dumper man”, det hørte vi fra St. Augustin University en af eleverne sige). De studerende har ikke økonomi til køb af bøger ud over de allermest nødvendige. Desuden er bøgerne lige så vigtige for underviseren, for at underviseren kan fordybe sig og dygtiggøre sig til sin undervisning. Msaidizi Oscar Leema gav biblioteket den cadeau at det var bedre end alle andre biblioteker i Mwanza, han bruger det flittigt.

Biblioteket var tidligere placeret i Nyakato’s spisesal og Multi purpose Hall blev brugt som spisesal. Det blev ændret med to nye klasselokaler (en gave fra Finland). Det ene nye klasselokale blev indrettet som bibliotek. Peter Buch stod for indretning med 40 læsepladser til de studerende.

NYAKATO fik sin spisesal tilbage i forlængelse af det nye køkken (se senere).

Kirsten Buch og skolens økonomi og Danmission

Tredje part af Kirsten Buchs ansættelse var at indgå i skolens regnskab-førelse.
Det tog noget tid før det blev klart, hvad hun kunne bruges til udover at hjælpe med kontering. Da Mimii Brown overtog posten som skoleleder blev der nedsat et ”finansudvalg”, hvor Kirsten blev medlem. Kirsten fungerede også som mellemled mellem landerepræsentanten og Nyakato, når der opstod usikkerhed om aftaler.
Kirstens erfaring med regnskabet på Nyakato er:

At pengene forvaltes omhyggeligt og regnskabet er åbent og bliver grundigt revideret mindst en gang årligt.

Kirsten tog også del i ”fødevare-udvalget”. Dette indebar optælling og kontrol med forbrug og ideer til forbedring af menu og mulige besparelser. (Der blev bygget oplagringsrum til det nye køkken).

Før vi blev kaldt hjem, havde Kirsten aftalt med Nyakato’s regnskabsfører, at de skulle sammen finde en enklere og mere overskuelig måde til fremlæggelse af regnskaber med brug af projektor, større enkelthed og illustrationer. (Amagerlands provst har doneret sin gamle bærbare til Nyakato’s regnskabsfører) Det nåede vi desværre ikke.

Peter Buch og computerrummet

FELM havde kontakt med en skole i Finland der havde doneret 12 Raspberry Pi computere med skærm og styresystemet Linux. Under hans tid blev computerne opgraderet til Raspberry Pi 3 også med støtte fra Finland hvilket muliggjorde online internet arbejde. Dermed blev computerne også fundamentet for Kirsten Buchs undervisning i online græsk, ikke alle studerende kan forventes at have egen computer. De tidligere Raspberry Pi 2 maskiner var mere at betragte som udvidede skrivemaskiner.

Men det holdt hårdt. Da skolen fik den ide at starte en afdeling for business (for at generere indkomst til skolen; det blev lige modsat, afdelingen blev en tung belastning af skolens økonomi), var der stærke kræfter for at smide Pi’erne ud og blot bruge skærme og tastatur til stationære Windows maskiner. Linux ses på med stor mistænksomhed, rigtige computere skal køre med Microsoft. Hvorfor? Som Peter Buch før har fremhævet det: alle ulandshjælpere og missionærer bruger udelukkende Microsoft (evt Mac) og giver dermed Linux stødet som amatøragtigt eller ”I kan nøjes med det, mens vi bruger Microsoft”. Først med nuværende skoleleder, Mimii Brown, kom der reel støtte til dette klasseværelse. Det tyske undervisningsprogram hun følger (se ovenfor) benytter udelukkende linuxbaserede computere. I foråret 2020 har vi fået 4 ekstra computere (Raspberry Pi 4) i biblioteket, doneret af FELM og Else Højvangs rejsegruppe (de kom med skærme og tastatur), men Peter Buch nåede ikke at få dem fuldt integreret som værktøj til biblioteket før han skulle tilbage til Danmark. Han håber på at få dem op at køre og installere yderlige 4, også Pi 4, på genbesøget i november.[Det er gjort, nu er der 8 maskiner der kan bruges i biblioteksøjemed]

Peter Buch og praktiske opgaver

Lige som Kirsten Buch er Peter Buch ansat til undervisning med inddragelse af inculturation. Og som hos Kirsten er første del af opgaven udfyldt godt, mens anden afdeling har givet ovennævnte problemer.

Derudover har han et praktisk håndelag, der er blevet benyttet af skolen på flere måder. Alle fastansatte lærere får ”opgaver” ud over deres undervisning. Ikke at ville tage imod disse opgaver der uddelegeres på et lærermøde, vil være upassende ukollegialt og er altså ikke noget man kan vælge fra eller til.

”Pedel”

Peter Buch fik ansvar for skolens udenoms områder og for vedligeholdelse af skolen. Første store problem, et problem der endnu ikke er løst, var det enorme vandforbrug skolen har. Eleverne bruger pr person ca 4 gange så meget vand som vi som privatpersoner brugte. Han gennemgik vandsystemet og fik rettet dryppende vandhaner og utætte vandrør og omlagt systemet fra den kommunale måler til buffertanken, men forbruget er stadig for højt. Han prøvede at anskaffe haner der kun virker ved tryk, således at man ikke kan lade en hane løbe når man går (Alle lukker vel hanen efter sig? - indtil man har stået ved en vandhane hvori der ikke er vand og kommer til at efterlade den åben, uden at vide at den er åben. Når vandet så kommer igen midt om natten, bliver der et umådeligt vandspild til næste morgen). Desuden kommer lagt de fleste af de studerende fra landsbyer uden rindende vand, de medbringer alt deres snavsetøj til skolestart, og de har ikke forståelse af at vand koster penge (det gør det ikke når det hentes fra åen).

Det nye køkken

En graverende mangel på college, der kunne lukke skolen ved inspektion fra staten, var de mangelfulde sanitære forhold ved køkkenet. Her havde skolen et åbenlyst problem - var der kommet statslig inspektion, var lukningen sikker. At lave mad over tre sten virker, det er en gammel afprøvet teknik, men er meget energiforbrugende og set med moderne sanitære forhold utidssvarende. Staten vil ikke have at træ misbruges og forlanger at alle større institutioner skal benytte gas for at hindre skovrydningen.

Skolen fik penge fra en finsk erhvervsmand til oprettelse af et lovligt køkken. En arkitekt fra Mwanza havde tegnet et køkken afsides fra spisesalen. Peter Buch fremhævede at det på flere punker var en dårlig ide. Biskoppen er speciel netop på dette punkt at han lytter til andres mening og han sagde at hvis Peter Buch kunne bevise at det kunne lade sig gøre, ville de forsøge at bygge køkkenet i forlængelse af spisesalen. Biskoppen og Msaidizi var bange for at det blev for småt, men da vægge og tag stod færdige og Bisop Gulle kom til inspektion sagde han spontant: ”Ni kubwa!” (det er stort) – og det er det også, stort nok til at et køkkenpersonale kan arbejde uden at støde ind i hinanden og stort nok til at man kan dele køkkenet op i en uren zone, en rengøringszone og et rent område. Køkkenet blev udstyret med både mulighed for gas og brænde. Se blogs.

Denne opgave ligger langt uden for hans ansættelse, men med baggrund i ”Tupo pamoja/vi er sammen” er det at få skolen til at fungere en helt naturlig opgave. Enhver bruger sine evner/talenter til skolens bedste.

Den nye lærerbolig

Peter Buch blev også sat til at skulle arbejde med en ny lærerbolig, sådan at skolen kan engagere lærere fra de andre stifter, eller placere de finske lærere på compound’en og dermed indkassere de penge som en huslejer i byen ellers ville nyde godt af. Hans ide med et ”multi purpose house”, hvor et familiehus kunne omdannes til 4-5 singlers beboelse, blev ikke til noget selv om de godt kunne forstå ideen (det blev lidt dyrere, og der var nogle regler i Tanzania for kloakering der ikke ligner danske) men vi fik snakket sammen om hvor den bedste placering var og i øvrigt er tanzanianerne dygtige håndværkere, som han nød at tage ved lære af.

Projekter: Vand

Som ovenfor nævnt er skolen fanget i et vandforbrug der trækker alt for mange penge ud af budgettet. Den rette løsning vil derfor være at skolen får en lokal boring lige som naboskolen Loreto. De har både regnvandshøstning (noget Peter Buch påbegyndte at opsætte) kommunal vand og egen boring og dermed er der altid vand på skolen selv til udendørs swimmingpool i tørtiden. Lige nu arbejder han og rev. Mimii Brown sammen om en ide: at rengøre en brønd der er placeret tæt ved bolig 3 (hvor missionærparret Artos og Anne-Christina Achterberg bor) opsætte en pumpe og bygge en reservoirtank til vask og rengøring, mens det kommunale vand går til køkkenet. [Om dette kan man læse i bloggen under]

Projekter: Solpaneler.

De strømafbrydelser der jævnligt kommer i Tanzania og Mwanza er generende for skolen. Især bibliotek og computerrum er afhængig af stabil strøm, som gør at læreren kan benytte computerne til undervisning når skemaet siger at der er græsk eller rapportskrivning og at eleverne kan læse bøgerne om aftenen eller søge viden i bibliotekets computere også efter kl. 19.

Sidst, men ikke mindst, deltog vi begge i ELVD’s kirkelivt. – Peter fik opgaver ved gudstjenester i forskellige menigheder. Begge deltog vi i arrangementer på lige fod med stiftets øvrige præster.

Samarbejdet med de øvrige missioner (i)

Felm

Det er FELM der under missionærparret Heino og Rita Olkki opbyggede en TEE skole, en bibelskole, som siden blev udbygget med en evangelist uddannelsesinstitution. Da vi kom, havde skolen også en uddannelse af præster på ”lokalt” certificat niveau (verificeret af stiftet, se bloggen status) og her er det særlig en anden af FELM’s missionærer, Pekka Härkönen der har arbejdet på at opgradere bibelskolen til college. Han har ihærdigt, skaffet lokale midler og finske donorer til at udbygge den oprindelige skole, der kun bestod af få undervisningslokaler og soverum for de studerende til den skole, vi ser i dag. Mwika er stadig storebror, men Pekka stilede mod at Nyakato kunne blive en pendant til Mwika (og har været aktiv med at skaffe både lokale midler, studerende og midler fra Finland.) Da vi kom, arbejdede Hanna Oja-Nisula som deltidsansat på skolen. Vi fik et vældigt godt samarbejde med Hanna, både med respekt for hinandens arbejde, dedikation og evner og hinandens åndelige ståpunkt. Ulla Risiinen der senere kom og også underviste på skolen, var ikke på sin rette hylde, og selv om fællesskabet var godt, rejste hun hjem og er nu ordineret præst i Finland.

Siden kom Heino og Rita Olkki, FELM havde rekrutteringsproblemer og havde bedt det pensionerede præstepar og tidligere missionærer om at genindtræde som missionærer. De lovede et års arbejde på skolen og var til stor velsignelse og passede også ind i lærerteamet både med arbejdsmoral og åndeligt. Da vi 5 arbejdede sammen med de tanzanianske lærere og Mimii var leder, fik skolen en åben fremtid mod at blive anerkendt statsligt under NECTA.

Samarbejdet med de øvrige missioner (ii)

Brot für die Welt.

Anne-Christina Achterberg

En dygtig fundraiser fra BfdW, arbejder primært i stiftets hovedkontor, missionærdatter, og i gang med et projekt for bæredygtigt landbrug. Hun tog en phd, mens vi var der, i bæredygtig turisme. Hun sætter et utal af ”skibe i vandet”. Sidste ”skib” hun søsatte, mens vi var der, var en musikafdeling på skolen til stiftet. Hun udviser ikke den store forståelse for sukumakulturen men arbejder med at kirken skal få gode musikere. Hun er selv udøver af musik i en privat musikgruppe hun har oprettet hvor de spiller reggae / vestlig popmusik. . Vi forsøgte at ”styre” udviklingen mere i retning af inculturation, hvor et samarbejde mellem BfdW og Danmission både ville skaffe flere penge til instrumenter og musiklokale, og det vigtige at knytte musik og teologi tættere sammen.

Artos Achterberg

Christinas mand, også BfdW, har en diplomuddannelse (som i Danmark en erhvervsbachelor) i psykologi og selv om vi synes han har lige i overkanten af en freudiansk tilgang til psykologien er han en god mand til arbejdet. Et af Christinas projekter var opbyggelsen af et lille psykiatrisk institut på skolens grund, hvor de psykiske problemer som også Tanzanianere går med kan komme under behandling. Han underviser i psykologi på skolen.

Luthersk bibel oversættelse

Andrew Olson, entusiastisk amerikansk luthersk bibeloversætter som et stykke tid boede på stiftets ”Charming bungalow” (også et af Christinas projekter under sustainable tourism) hvor vi lærte ham lidt at kende. Han er dygtig sprogligt, lærte hurtigt det sprog der tales på øen Ukelewe men har ikke den teologiske bredde vi er uddannet med og er hurtig til at dømme al ”liberalteologi” ude (antog Barth for at være Bultmann og kommenterede: ”they are dangerous”).

Nyakato Lutheran College

Nyakato ligger dermed placeret midt i et undervisningsområde.

Selv om Nyakato mangler det som Mwika og Kiabakari nyder godt af: landbrugsjord til billiggørelse af skolernes uddannelse, mener vi at det lutherske college ligger godt placeret for en uddannelsesinstitution i Lake Zone. Mwanza som den næststørste by i Tanzania, har allerede mange uddannelsesinstitutioner og vi mener det er klogt set at samle Lake zones uddannelse i Mwanza og ikke i Nkwenda eller Ruhija. Alle Lakezone stifter er for små til selv at bære en teologisk uddannelsesinstitution, men sammen burde der være basis for en fælles institution.

Josia Kibira College i Bukoba blev lukket af staten fordi de ikke fulgte de regler staten sætter for videregående uddannelser. Få elever gav dårlig økonomi, og for at få enderne til at hænge sammen benyttede man mange timelærere. Staten kræver ansættelse af fultidslærere. Dårlig økonomi giver også dårligt uddannede lærere, her er et stort problem, at en præstestilling med landbrug til en hver tid økonomisk vil udkonkurrere lønninger i en stilling i et college/mindre universitet.
Kravet fra staten er at underviseren skal have et højere uddannelsesniveau (naturligivs) end dem der undervises.

Samarbejde med den katolske skoler og katolikkerne.

Pigeskolen Loreto

I ELVD har man ikke meget overskud til Økumenisk samarbejde, men økumeni er en del af læseplanen. Da vi kom, havde biblioteket ikke en eneste bog om katolicismen! Nu er der mange. For os er det en helt naturlig ting. Den katolske kirke har arbejdet i Tanzania i mange år, har mange medlemmer og har etableret mange gode uddannelsesinstitutioner. For den unge lutherske kirke ELVD er der store muligheder i samarbejde på undervisningsområdet. Nyakato College er omgivet af katolske skoler.

Vi fik god kontakt med en katolsk pater og teolog som underviste præster. Han blev kaldt hjem til Skotland, mens vi var der, meget ærgerligt, da han og Kirsten havde meget at tale om. Han er en af de få, der glædede sig til at komme hjem til Skotland "for at få tid til at fordybe sig i Ny Testamente på græsk".

Vi nåede også at få et nært forhold til den nonneorden der styrede pigeskolen Loreto. Søster Paula var kommet som ung til skolen og havde udviklet den til en af de mest eftertragtede skoler i Mwanza, videreført af dygtige (afrikanske) nonner af samme orden fra Kenya og Tanzania. Skolen har et storkøkken som Peter Buch studerede for at se, hvad vi kunne overføre til det planlagte køkken på vores College, de har solceller, der skaffede strøm til skolen, så der altid var lys også når alt andet var mørklagt ved strømnedbrud, vand fra en bjergboring, og de underviser i svømning i et udendørs friluftsbad. Alt dette førte til at skolen ud over at pigerne kom ud af skolen med ”remarkable marks” også er en af de billigste privatskoler i Mwanza.
Det er helt på Mimii Brown’s linje at samarbejde med, lære af og lade sig inspirere af Loreto.

Drengeskolen

Marist boy school inviterede Nyakato til deres Graduation. Vi deltog sammen med Mkurugenzi /skoleleder Mimii Brown og nåede således lige at få kontakt med marist- boy School. Den ligger lige bag Nyakato Theological College og samme sted, hvor præsteskolen under ”de hvide fædre” også har deres uddannelse. Samarbejde med denne skole og præsteuddannelse ser vi gode perspektiver i, selv om vi ikke nåede til nærmere bekendtskab med skolens ledelse.

Øvrige skoler

Veta

VETA er statens tekniske skoler, hvor man kan tage uddannelse i alt, lige fra chauffør til elektriker. De har en stor afdeling for hotelbranchen. Samarbejde med dem kunne være interessant da Veta-skolen har muligheder for (i hoteluddannelsesområdet) at indlogere folk, hvis Nyakato Lutheran College bliver rammen for større seminarer. Det er en af Mimii Browns gode ideer. Samtidig er det nærliggende at efteruddanne noget af skolens personale på VETA, som kokke og havemand.

Det nye konferencecenter

Blev aldrig færdig mens vi var der. Hvad meningen med det egentlig er, ved vi ikke, men sammen med skolerne i området kunne centret være med til at stadfæste Nyakato området som uddannelsessted.

Samarbejdet med de øvrige ELCT-undervisnings institutioner

Danmission har igennem flere år sponsoreret et årligt læringsseminar for de fire bibelskoler i Lake-zone: Ruhija, Nkwende, Kiabakari og Nyakato. Både det at udvikle lærings- og undervisningsmetoder i fællesskab og styrke fællesskabet har været med til at udvikle de enkelte bibelskoler.

Vi havde den fornøjelse at deltage i to af disse seminarer.

Kiabakari

er en Bibelskole oprettet af Luthersk Mission. Skolen er velplanlagt og har alle muligheder for at gøre et stort og godt arbejde. Kvaliteten af deres uddannelse kan vi bevidne, idet flere af deres elever fortsatte præsteuddannelse på Nyakato. Bl.a er de. første kvindelige præster er nu på vej i Mara stift fra Nyakato.

Vi fik dog et godt indtryk af skolen og dens undervisere på vores besøg der og samværet ved læringsseminarer.

Dette år indledtes et samarbejde med de to andre ELCT Colleges, som også tilbyder diploma-undervisning: Ideen er at ELCT skal have disse tre uddannelsessteder for præster på Diploma-niveau og et opgraderet Certificate-niveau. Makumira-University er for videregående akademiske studier:

Mwika

Er den store skole på diploma-området. Med mange år på bagen er den en solid institution. Man kunne spørge sig om hvorfor man opbygger en ny institution som Nyakato Lutheran College og om Danmission gør vel i at være med til at satse på Nyakato, når Mwika er velfungerende og veldrevet? Spørgsmålet er meget relevant. Da Danmission i 2016 valgte at satse og udsende os som missionærer er vi sikre på at Simon Schröder Kristensen var påvirket af rev. Pekka Härkönen’s (tidligere skoleleder udsendt af FELM) entusiasme. Men som nævnt oven for er Mwanza Tanzanias næststørste by, større end København. Sukumafolket er ”unået” (få kristne og få muslimer) men med stort potentiale for, efter vor opfattelse, at blive ”Sukuma-kristent”. En institution i dette område, med en grundtvigsk baseret forkyndelse baseret på ”modersmål-teorien” (at ens kultur bør spille en stor rolle i ens kristendomsforståelse, det som også kaldes inculturation eller interculturation, afhængigt af kulturens betydning i kristendomsforståelsen eller kontekstuel kristendomsforståelse) vil vi fastholde som en stærk vision, hvis Danmission ved hvad det gør, jfr. andre af vore beskrivelser og blogs. Vi har før i det meget lille Danmark haft hele to teologiske institutioner, en i Århus og en i København, den i Århus er ved at forsvinde, fordi den ikke kan samarbejde med MF, men Tanzania har ikke 5 millioner indbygger, derimod det tidobbelte, og geografisk er landet meget større og landet er i økonomisk stærk vækst, den lutherske kirke ligeså. Dertil kommer kampen mod ”Misleading theology” som Danmission bør være stærkt engageret i, som et missionsselskab med stærke rødder i luthersk kristendom.

Kidugala

Denne ELCT-institution for diploma-uddannelse ligger langt mod syd. Vi havde besøg af en af lærerne på skolen, tyske Gerhard Muck på vej til Kenya for at købe bøger. Han har stærke holdninger mod liberal teologi og ville vide hvor Nyakato stod, for et fremtidigt samarbejde.

Samarbejde med Danmission.

Før udrejse gav Danmission os mulighed for at lære Danmission at kende gennem dage på Strandagervej. Det var godt at kende lidt til de mange, som har deres arbejde i Danmark.

I Tanzania tog Simon Schøler Kristensen sig af os med god erfaring af landet og sproget og kendskab til samarbejdspartneren.

Senere kom den nye landerepræsentant, Louis Møllerfors og Anna-Marie Lauenstein jævnligt på besøg både hos samarbejdspartneren og os. Louis var ualmindelig hurtig til at svare på mails, når vi havde spørgsmål, det var godt.

De månedlige samtaler med vores teologiske leder, Arngeir Langaas, var uvurderlige på grund af hans teologiske viden og kendskab til Tanzania.

Vi er taknemmelige over den forståelse Danmission udviste i forbindelse med vor datters sygdom.

Konklusion på udearbejdet.

Som vi har udtrykt mange gange – og gerne gør igen. Danmission har gennem vores udsendelse givet os en oplevelse og opmuntring i vores liv, som vi ikke har oplevet i hele vores karriere.

Vi har fået godt 3½ år i et meningsfyldt arbejde hvor TUPO PAMOJA har været overskriften. Vi har ikke haft særlige leder-opgaver, men blev taget ind i et arbejdsfællesskab, hvor vi var til stede og arbejdede sammen om at gøre Nyakato til at godt og udbytterigt sted at være for studerende og lærere. Hver især får lov at tjene med de talenter som er en givet.

Vi snakker stadig meget med ledelsen af skolen, særlig rev. Samson Madata og rev. Mimii Brown, men også med øvrige ansatte, der spontant ringer os op og spørger til hvordan vi har det, ligeså vore studerende. Og som helt særligt for biskoppen over ELVD ringede han i aftes og spurgte til vores datter, ville høre om Kirsten Buchs øjenoperation og om Peter Buchs arbejde.

Vi har også god kontakt til stift og skole gennem WhatsApp præsteliste og skoleliste.

Har vi løst vores opgave?

Desværre kan vi ikke sige et entydigt ja til dette. Nyakato har ikke kvalificerede, Tanzaniske undervisere endnu. I mindst 1½ år har man brug for missionærer for at det akademiske niveau kan opretholdes. Specielt lærere i de eksegetiske fag er en mangelvare på Nyakato. Det kræver både græsk og hebraisk kundskab at kunne undervise på diploma-niveau.
Dog er første hold diploma’er nu parate til at tage fat på deres præstegerning. Det er Danmissions og ”vores” studerende som vi kan være stolte af.

Og flere dygtige teologer er på vej på de næste hold. Vi glæder os til at følge dem på afstand.

For arbejdet med traditionel musik ved vi at det ville have været gavnligt med opfølgning, som retter sig mod både kirkemusikere og præster/evangelister. Det er for os at se, yderst nødvendigt at teologien inddrages i kirkemusikken. Kirkemusikerne/korlederne skal selv komponere og digte nye korsange til hver søndag.
Kirkemusik skal være mere end underholdning.

Biblioteket mangler lige en sidste hånd.[se bloggen herunder]. Raspberry Pi skal klargøres til læsning online (gaver fra rejsegruppe og LMF) Meget litteratur findes gratis på internettet og det at studere kræver at der er adgang til meget og også nyere litteratur. Der er ikke penge til et stort biblioteksbudget med indkøb af nye bøger. LMC arbejder heldigvis på at skaffe (oversætte og udgive) relevant litteratur på Swahili i samarbejde med SOMA-Biblia, hvilket er et nødvendigt projekt.
Vores engelsksprogede bøger, vil vi forære Nyakato og de skal tilføjes Biblioteket. Dette sidste vil blive en af vores opgaver, når vi kommer på kort ”farvel” visit.

Kirsten og Peter Buch.