Ankomst - "det gik da sån'set meget godt"

Orlov.
Orlov er noget med at have fri, så for en sikkerhedsskyld plejer jeg at sige at jeg har studie-orlov. Det lyder bedre end at jeg skal have 3 måneders fri... oven i købet i Hong Kong på en lille oase i storbyen, hvor aber springer rundt i træerne, hibiscussen blomstrer året rundt og temperaturen er 31 - 32 grader om dagen og et par grader derunder om natten. Måske sniger den sig helt ned på 29 grader.

Forhistorie:
Jeg søgte orlov for snart et år siden, lige efter vi havde købt hus i Sverige. Jeg tænkte at et orlov ville give mig god lejlighed til at tænke over tingene, samtidig med at åndens og håndens gerning kunne supplere hinanden på en frugtbar måde. Jeg ville gerne studere lidt kinesisk filosofi... i virkeligheden blot lære lidt om hvad en med kinesisk baggrund tænker på i sin dagligdag. Min provst sagde at det ville jeg aldrig få noget orlov på, så jeg måtte finde på noget andet hvis jeg ville til Sverige.
Næste emne var: "Frivillighed i den danske folkekirke"
Det er noget folkekirken kan bruge. Og ikke alene folkekirken ... jeg diskuterede det (så vidt det kan lade sig gøre med munden fuld af kirurgisk stål) med tandlægen der også havde sit syn på frivillighed, idet han er medlem af dansk klatreklub og har til huse (altså klatreklubben) i en af de gamle turbinehaller ved det gamle Sundholm hospital. Når der skal laves noget så er der 5-6 'tordenskjoldssoldater' der dukker op, og når de ikke dukker op, sker der ikke noget. Tandlægen og provsten mente det var et godt emne. Jeg fik sendt ansøgningen af sted og minsandten om jeg ikke var den eneste fra Københavnsområdet der fik tildelt studieorlov. Det havde altså været en rigtig god ansøgning.
Straks, da jeg fortalte nogle i Areopagos (hvis du ikke lige ved hvad ordet dækker over, søg på nettet... det har noget bla. med Kina at gøre - og jeg sidder i bestyrelsen) om dette orlov, spurgte de hvorfor jeg ikke havde søgt om stipendiet til Hong Kong. Men det er jo for sent, indvendte jeg, ansøgelsesfristen er længst overskredet. Jeg søgte -- og tro det eller lad være, jeg fik stipendiet. Nu var det ved at blive kompliceret, for en ting er at tage til Sverige for at studere forholdene i den danske folkekirke, det ligger lige på grænsen, bogstavelig talt. Men at tage til Hong Kong for at studere frivillighed i den danske folkekirke må vel overføres til kategorien 'fantasifuldt'.

Som planlagt vil jeg arbejde med frivillighed, samtidig med at jeg også tager fat på det første emne: kinesisk livsforståelse. Jeg håber at blive bedre til arbejdet for de kinesere der er kommet til vort land, som ønsker at møde Jesus Kristus, samtidig med at jeg får øget insigt i frivilliges placering i institutioner som folkekirken. Det bliver 3 måneder med et meget spændende program.

Jombo-jet for første gang.... og jeg troede det var en stor maskine, lige til jeg så benpladsen. Min datter der fornuftigt foreslog at jeg skulle vælge en siddeplads ved midtergangen (når nu nødudgangspladserne var optaget) fik mange gode tanker med under vejs, jeg kunne simpelt hen ikke have mine ben placeret der hvor de almindeligvis burde være. Hver gang den foran-siddende rokkede på sig, fik jeg mast knæskallerne. Jeg smed mine vandrestænger ud på midtergangen og hørte natten igennem stewardesserne falde over noget halvanden bænkerække længere fremme. De tog det meget pænt.

I Amsteram havde jeg sendt den besked, at det var storm i Hong Kong. En sms har ikke mange ord, for det skal jo være short message. Og da jeg havde sendt beskeden sagde de over højtalerne i Jomboen at man skulle slukke sin mobiltelefon. Det gjorde jeg og straks kom jeg i tanke om at jeg ikke havde husket at få pinkoden med til sim-kortet i telefonen. Når jeg landede i Hong Kong kunne jeg derfor ikke som lovet sms'e at jeg var kommet godt frem. Jeg er bange for at flyve, eller rettere for at komme for sent til flyverne, så jeg kommer latterligt meget for tidligt til afgangene, for en sikkerheds skyld. Andre (også nogle medlemmer i familien) er bange for at flyve fordi et fly kan falde ned. Jeg ved at jeg nåede flyet og kunne derfor slappe helt af under de næsten 11 timers flyvetur. Hjemme havde andre fornøjelsen af at tænke på vejrudsigten i 11 timer... nej, nu er det 12 timer siden... hvorfor skriver han dog ikke ... 13 timer... osv.
Jeg skyndte mig at sende en email straks jeg landede og var i lufthavnen, hvor der -ta' den Kastrup - er fri internetadgang.
Birgitte Malmkjær tog i mod og vi drak en fantastisk god cafelatte, mens jeg sendte et par beroligende e-mails.