En mand med en kanon-flot rød turban gik over gaden for at hjælpe os

Der er gået 3 uger....

Antropologer siger:
Man kan være turist i tre måneder, max.
Så kommer sammenbruddet.
Som bundet af tvangstanker, søger man alt der er kendt:
McDonnal ser pludselig eftertragtelsesværdig ud.

3 uger og så ser man en sådan 'smart-annonce' i google:

Dansk guf til Hong Kong
Dansk mad, slik, blade, bøger og DVD. Nemt og bekvemt
www.hjemve.dk
Nej, de er for tidligt ude. Den siger mig ikke noget endnu. Og hjemve klarer jeg over Skype (en god dansk opfindelse der engang blev solgt for et imponerende antal millioner danske kroner) og min søns billeder fra Sverige... Jeg vil dog godt skrive om mad, uden at det skal misforstås som hjemve.

En mand med en kanon-flot rød turban gik over gaden for at hjælpe os.

Vi skulle finde bygningen, hvor man køber visa til fastlandsKina. Beskrivelsen var meget god, men virkelighedens verden ligner ikke altid et Google-udprint. Først var vi på 7. sal i et hus vi ikke skulle være i. Det var ellers også et offentligt kontorhus, med masser af skranker og mulighed for at tage pasbilleder. Jeg 'tog' et af mig selv til visaet, men jeg turde ikke tage bare et billede af dem. Det så stedet lidt for officielt ud til.
Sikhen var overmåde imødekommende, han kunne se at vi havde mistet orienteringen og at vore spørgsmål til en nærværende gadefejer ikke rigtig gav pote.
Ved hans vejledning fandt vi den rette bygning. Nu var det virkelig officielt, stedet. Gennem metaldetektorer, jeg måtte aflevere drikkevand og lommelygten. Den kunne ikke komme med ind. At den skulle være mere farlig end et fotografiapparat med tilhørende linser forstår jeg ikke.
Der var masser af tid på det sted. 2½ time sad vi og ventede på at det blev vores tur. Alle var stille og officielle, og jeg turde slet ikke bruge tiden til at tage billeder. Jeg havde sat kryds i 'Klergy' som arbejde og turist som begrundelse for at komme ind i landet. Det var ikke godt nok, jeg skulle skrive under på at jeg var en ikke-prædikende turist. Hvordan man så definerer forskellen, en del præster snakker på prædikestolen og nogle præster prædiker når de taler med andre.
Jeg har fået visa'et tilbage. Kun een gang til Kina - og jeg havde søgt om multiple entrance. Jeg må om igen, for jeg skal 3 gange til Kina, hvis jeg også skal besøge Kong i Shanghai. Jeg må tilbage til kontoret og alt det officielle og søge en gang mere efter en dobbelt-indgang. Måske er jeg på det tidspunkt ikke længere en 'klerk', men studerende....

På søndag skal vi på interreligiøs dialog - vi skal besøge Sikh-templet her i Hong Kong. Det er noget John LeMond står for. Han er ansat som præst og som dialog-medarbejder på TFS og det lutherske præsteseminar (samme sted). Han holdt et indledende foredrag om Sikh'erne og deres tro og historie. John LeMond er en meget vidende mand, og hans viden står ham ud af hovedet på en ikke særlig struktureret måde. Men han er som skabt til arbejdet her på stedet.
Som 14 årig fik han et kald af Gud til at tage ud som missionær. Jeg tror han da tilhørte en baptistisk kirke. En søndag hvor der blev kaldt frem til forbøn, havde han rejst sig, stået frem i kirken og fortalte om sit kald og sine visioner, alle var begejstrede. Nogle år gik, og han var i gang med at læse til noget helt andet, da han kom i kontakt med en luthersk kirke (blev konfirmeret som 22 årig, ca, den var ikke gået i en dansk luthersk folkekirke) og da han fortalte præsten om sin oplevelse som 14 årig kom det prompte fra ham, at hvis han ikke fulgte det kald ville han ende sine dage som en skuffet mand.

Han virker ikke som en skuffet mand.

Han kom gående i fin stil mod os ved deres havelåge: Han var klædt helt i hvidt, som en imam! Han er amerikaner og til hverdag går han i designertøj, blåt eller en anden farve. Design: ”Pakistan, but made in China, mainland China”. Da han fyldte 60 svor han ved sig selv at han ikke længe ville iføre sig nogen form for vestlig dresscode længere. Pressede bukser, stive flipper og slips er også upraktiske når det er svedende varmt. Og det ser ud til at han er kommet over det der, med at glemme sine egne løfter. Jeg har aldrig set ham i andet end pakistan-dress.

Vi tog toget helt ind til kysten, så op i bussen der kører under vandet, Harbour Tunnel, til Hong Kong Islan og så var vi der snart: Sikh templet.

Guru Nanak

30 år gammel fik Guru Nanak en vision. Indtil da havde han levet som en typisk religiøs leder af sin tid (som for øvrigt også er Luthers tid), som asketisk omvandrende munk. Han blev bortrykket i 3 dage og kom tilbage med det gode budskab:

Der er hverken hinduer eller muslimer.
Gud er hverken hindu eller muslim og den vej jeg følger er Guds vej (en efterfølger, discippel, kaldes sikh).

Han kritiserede til begge sider: Billeddyrkelsen i hinduismen, sammen med præstedømmet, asketismen og kastesystemet.
Hallal-slagtningen var han imod, ligesom tilsløringen af kvinder, retningen mod Mekka og Muhammed som profeternes segl.

Ikke alle muslimer og hinduer tog lige godt imod hans budskab og sikh-historien fortæller da også om voldsomme og grove overfald på en ny religion der i mange år kæmpede for at være pacifistisk. Nu er den måske mest, hvilket kan synes mærkeligt, kendt for at have de bedste soldater i verden (min far kender dem som de bedste mekanikere i verden, dengang hans verden var Tanzania). Sikherne kæmper ikke for sig selv, men for de svages og de undertryktes ret.
Lige nu går det for øvrigt voldsomt ud over Sikherne i Punjab. I Punjab drømmer Sikherne om deres eget land, det har de gjort i flere hundrede år, Nehru gav dem løfter om deres stats oprettelse, men glemte løfterne, da han ikke længere havde så meget brug for Sikhernes støtte, Punjab er nu stedet hvor hindu dødspatruljer, de sorte katte, ustraffet sørger for at sprede død og lemlæstelse omkring sig.

Først skulle vi af med skoene, og vaske hænder og fødder. Bare fødder er en behagelig foranstaltning i et varmt klima. Så skulle vi til gudstjeneste. Søndag? ”De fleste har fri her i Hong Kong om søndagen, så det er den dag vi bruger til vore gudstjenester”. Praktiske folk er de også.

Jeg kikkede efter manden med den røde turban.

Der var godt nok mange at vælge imellem. Røde turbaner.
Men der var også blå, eller sorte, eller hvide eller orange. Farverne var steget dem til hovedet, for de fleste var ellers i hvidt tøj. Undtaget kvinderne der var i de flotteste hindu-sarier. Kvinderne havde spredt farverne ud over det hele.

Vi var der ved halv-elve tiden og nåede kun de første par timer af gudstjenesten.
Der var en mande-side og en kvindeside. Det har ikke noget med religionen at gøre, kun noget tradition.
Der var allerede en lang procession op mod det allerhelligeste, der hvor deres hellige bog ligger på en piedestal. Dette møde med 'bogen' kaldes darshan. På billederne kan I se hvordan forskellige sikher svinger med en hvid hestehårs kost over det tildækkede skrin hvor bogen opbevares. Hvis du ser for dig et billede af Farao, svinger de også med vifter for at 'vifter fluer væk' og fjerne varmen. Der har været ti guruer, den første, Guru Nanak valgte sin efterfølger osv. Men da den tiende var valgt, var det hårde tider og den tiende overførte bevidstheden om guruer til deres helligskrift. Man kan ikke hugge hovedet af en bog. Således blev bogen den 10 guru. Bogen behandles som deres absolutte overhoved.

Deres første guru, Guru Nanuk samlede sange sammen på sine vandringer. Disse sange blev under den 5. guru kanoniseret som bogen Adi Granth (egentlig er en salmebog, lige som salmernesbog i GT), den som nu æres som Guru Granth Sahib, den sidste guru.

Musik og sang spiller en stor rolle i deres gudstjeneste.
Der var en prædiken (ikke så almindeligt sagde John), det er ikke altid at sangene synges, de kan også reciteres. Tre musikere leverede en smuk musik, to på harmonier (fingerbetjent), en på trommer mens de sang. Aron (volontør) og jeg mener bestemt at man kunne lære at holde af deres musik. Det var ikke 12-tonet indisk uforståelighed.

Imens der blev sunget, fortsatte processionen op omkring deres hellige guru/bog. Man knæler ned, rører ved en sølvskindende boks, evt lægger penge i (det var svært at se derfra hvor jeg sad), og går så venstre om tronstolen, hvor en sikh står til stadighed med sin vifte. Modsatte side, fra hvor jeg sad, fik de noget at spise. Jeg kunne se at nogle havde en banan med, men de fleste har nok fået Karah Parsahad, en dej af mel, sukker og Ghee, en indisk form for indkogt smør. Jeg synes det smager som om er er (jord)nød i også, og jeg har købt en del af det i Egypten da jeg var på ophold der. Hvis det ellers er det samme.

Sidst i gudstjenesten (eller for vort vedkommende, da vi havde overværet 2 timer) får alle en klump Karah Parsahad som symboliserer fællesskab, broderskab og tydelig kritik af hindi kastesystemets adskildelseskodexer.

Stadig barfoede gik vi nu til Langar'en, køkkenet, en lige så vigtig del af Gurdwaren (deres tempel). I hindu-verdenen kan lavkaste ikke sidde sammen med højkastefolk. Her er det præcis hvad alle må. Fællesbord, hvor alle sidder på gulvet og får samme mad i samme form for bliktallerken opdelt i rum (modellen har Kalundborg kommune tydeligvis tyvstjålet til deres fjernmad's servering, det som min far fik, da han boede hjemme. I øvrigt ingen sammenligning ellers, med kommunens køkken). Dem der serverer og dem der koger og dem der vasker op er: mændene. Kvinderne har fri denne dag. Det smagte herligt. Men, sagde John, det er det samme hver gang. Det er måske fordi det kun er mænd der laver mad....

Eller også er det samme mad hver gang, for at hindre gæster i at gro fast :) I Largar'en kan man som gæst overnatte et par dage på denne konto: gratis.

Hvad kan vi så lære af det?
Kineserne kunne lære at putte lidt mere krydderi i deres mad på Pilgrims Hall.

Vi kristne kunne lære noget af denne gæstfrihed og lighedstanke.

Nej, ikke noget, vi burde virkelig lære MEGET af denne form for integreret gudsfromhed og opofrelse for andre.

Jeg tror John ikke alene har iført sig en ydersidig dress-code, men også har ind-ført sig en form for inderlig code: Efter søndagsgudstjenesterne er der ligeledes her på Tao Fong Shan gratis aftensmad, vegetarmad som hos Sikherne, alle er velkomne.
Overnatning er dog endnu ikke på programmet.

Men som tænkt, hvilken dansk folkekirke ville invitere til middag efter højmessen?
Hvor mændene står i køkkenet?
Helt sikh'ert: det sker ikke i Danmark.

PS: Rummelighed skal have sine grænser.
Det er jo derfor vi f.eks. ikke tillader konfirmationer senere end det 8. skoleår.