Buch

Vores lærer ville have at vi skulle skrive en hadith. Han er katolik, men er det ikke at lege med ilden... Hadith? Det er muslimernes (næst) helligste skrift, det er fortællingerne om Muhameds liv og levned! Vi skulle skrive en hadith, en historie, og med en løbsk fantasi bliver det aldrig en 'helligbog', måke en 'helligbrøde'. Læreren vil forøvrigt gerne gøre det godt, og når han underviser gør han meget umage med pædagogisk at tydeliggøre hvad han mener: si- og så peger han på sig selv, hu- og han peger på en af os osv og så kommer han til I: ham- og han peger på os, hawa og han peger ud af vinduet på en imaginær gruppe: Dem. Så skal vi gøre det samme... det er en gode øvelse: Jeg peger på Kirsten og siger ha! og peger ud af vinduet mod fælleshuset og siger "kahawa". Den synes jeg var meget god. Kahawa betyder kaffe ;) Men jeg skulle altså skrive mit livs hadith og da hadith blot betyder en lidt længere fortælling, kan det oversættes med en blog:

I søndags var vi i kirke i Iringas domkirke. Præsten var en af de gæstelærere der kommer fra Iringa theological college, altså noget der ligner det vi skal være med til at oprette i Mwanza. Det var anden gudstjeneste vi kom til og bagefter var der endnu en gudstjeneste. Da vi kom var der plads nok til at vi kunne sidde sammen, men efterhånden som gudstjenesten skred frem, blev alle pladser optaget; der var nogle menighedstjenere i hvid alba med grønne kors på, der gik omkring og anviste de nyankomne pladser. Det var vist en god ide, som hermed videregives til folkekirken…. hvis altså den skulle komme i den situation at der ikke er plads på kirkebænkene. Ledende præst var en kvinde der meget sikkert ledte gudstjenesten, Simon var ganske hjemmevandt i liturgien og kunne finde rundt i de mange opslag mens vi måbende fulgte med som konfirmander til første højmesse. Side 361 – så er det side 330 – så en salme og så en tekstlæsning side 532 og lidt mere fra side 330… vi skal ikke kun lære sw