Indlæg

Viser indlæg fra 2011

En kugle gennem kæben

Der var is-slag fredag den 4/3...... (råd om forsigtighed blev gentaget ved alle stationerne sidenhen på rejsen) og jeg faldt på cyklen, ved Kastrup station. Jeg mente nok jeg havde slået mig, men ville ikke slås ud af noget sådant, så jeg fortsatte til toget, kom til Osby og skulle løbe for at nå bussen til Lönsboda fordi toget var forsinket. "Hvorfor havde jeg ikke sat mig bagerst i toget?", løbe hen ad perronen, ned ad trapperne under togbanen og op på den anden side og ud til busstoppestedet. "For sent" - ordet har en fatal klang. Definitivt fortabt. Man mister mod og livskraft. For sent er altid forbundet med tab og uheld. Hvad hvis man nu for eksempel kom for set til, lad os bare sige et uheld? Så overlever man vel? Hvad med at komme for sent til sin egen død? Altså set lidt i samme perspektiv som ulykken, den ramte altså en anden? Vrøvl? eller måske kristendommens centrum og hemmelighed, jeg er kommet for sent til min egen død, Jesus nåede den

Hvad stod der på gravstenen?

Billede
Jeg tror, at jeg engang læste i en avis at J.K. Rowling (Hun hedder Joanne og har indsat sin farmors fornavn K for Kathleen, fordi udgiveren ved den første Harry Potter-bog mente man ville miste drengene som læsergruppe, hvis hendes navn blev ‘offentliggtjort’) ikke brød sig om at blive sammenlignet med C.S. Lewis. Egentlig mærkeligt. Det var C. S. Lewis der med J. R. R. Tolkien påbegyndte den (engelske) bølge af ‘fantasy’ der har influeret verdenen så meget, at vi f.eks ikke har fået et dansk navn for genren endnu. Det var derfor ikke en dårlig sammenligning, skulle man synes. Pointen er, at hun ikke skrev som C. S. Lewis, hun ønskede ingen metatekster i sine historier: historierne var historier på fortællingens egne vilkår. Og dog er det spørgsmålet om hun ikke alligevel kom til at gøre det. Allerede fra begyndelsen af. Når Lily, Harry Potters mor, springer ind foran Voldemort for at redde sin dreng, sker der noget med magien. Det onde (Voldemort) slås tilbage da hun gør
Billede
Skygger over lærredet Det sker at biografens mørke, rummets magi tilsidesættes for privathed. Det er såmen lige meget, om det sker til en koncert, en gudstjeneste eller i biografen, de der gør noget helt andet end det flertallet er kommet for at være sammen om, får intensiteten til at falde markant for de øvrige deltagere. Om det er småhviskende samtaler eller grin forkerte steder, misbrug af biografen som lydtæppe for private hygge, eller mobiltelefoners SMS’er, der i et blåt lysskær konkurrerer med lærredet lys, sker der det samme. Nogle er blevet betragtere og ikke medlevere, de distraherer ikke kun - de trækker de øvrige deltagere ud af magien tilbage til en hverdagen uden tydning og dermed uden betydning. Det er selvfølgeligt ærgerligt, men jeg kan kræve af mit selv at det fokuserer på trods, og at jeg dermed alligevel få noget ud af oplevelsen. Det sker også at skygger sniger sig ind over lærredet. Det sker forholdsvis sjældent for mig, for jeg er relativt høj, m