En tur hen ad dragens ryg.

En tur hen ad dragens ryg.

Hans havde lovet os en tur. Han kommer i den engelsktalende menighed på Tao Fong Shan – og her en søndag aften hvor vi havde været til gudstjeneste og sad sammen til fællesmåltidet (der er fri spisning for alle deltagere bagefter gudstjenesten) foreslog han volontørerne at vi kunne tage en gåtur hvis vi havde lyst til det. Han er ivrig 'tracker', en der kan lide at gå ture på de forskellige stier der er i Hong Kongs område. Jeg var meget interesseret.

Hans Jørgen Ladegaard er ansat på Hong Kong Baptist University. Hans egentlige uddannelse er i kommunikation og det lyder som et væsentligt bidrag i universitetsverdenen herude, men han er ansat i den engelske afdeling, og arbejder i administrationen. Det gør han samtidig med at universitetet forlanger mindst 2 offentliggjorte videnskabelige artikler i nogle af de store videnskabelige tidsskrifter. Og han skal også skrive noget som institutlederen finder vigtigt.... han kom til at sige at det nok ikke kunne nås, med den tid, der var til rådighed. Det gælder om ikke at tabe ansigt. Når han offentligt havde antydet at lederen ikke havde styr på hvor meget tid det tog at lave arbejdet, ville det få hende til at tabe ansigt. Hun sagde at det kunne hun godt forstå. Alt så ud til at være i orden, indtil de sagde farvel til hinanden i døråbningen. Da sagde hun: ”jeg forventer at artiklen er klar til aftalte tid”. Det blev den. Hans skrev den færdig, godt hjulpet af en kinesisk helligdag i fredags, månefesten, en efterårs eller høstfest, som man fejrer ved bla at spise månekager. Hans fejrede den ved at skrive. Den kinesiske løsning havde været at han havde sagt ja til lederen, det skulle han nok, og så blot beklaget, der havde ikke været tid nok og så ikke afleveret. Da havde hun ikke tabt ansigt.

Vi mødtes på Sha Tin station, den kender jeg efterhånden godt. Tog de almindelige togskift ind mod byen (betalingssystem og banesystem er selvfølgelig langt foran dansk standard inden for offentlig trafik, octobus-kortet fører man hen over en læser ved rejsens påbegyndelse, og læser så ud når man har sluttet turen og beløbet trækkes automatisk på kortet) og steg så på bus 911 og steg af igen ved begyndelsen af en af de gangstier der er i Hong Kong. ”Hvordan finder du ud af hvornår du skal af?” - det er nemt nok, sagde han, der er én rundkørsel, når du ser den trykker du stop.

Vi gik op af en smal sti mod Dragens ryg. Da vi var kommet et stykke op, standsede han og spurgte om vi havde myggeolie på. Det var der ingen af os der havde tænkt på. De første år havde han heller ikke brugt det, men så var han blevet stukket af en inficeret myg – først havde han fået feber, men da feberen ikke fortog sig efter en uge bliver man mistænkelig her i Hong Kong. Da så hans nyrer satte ud, vidste man at den var helt gal, han havde fået den i Hong Kong sjældne japanske myggesyge som behandles med en voldsom gang bredspekteret penicillin.

Vi skulle op på Dragens ryg. Måske ligner højdedragene en sovende drage, hvis man flyver henover den. En para-glider sad i sin lænestol under sin 'faldskærm' båret oppe af opvindene fra havet, når de blev presset over bjergkammene. Han sad der i sin himmelstol lige så længe som vi gik. Jeg prøvede selvfølgelig at vække dragen, men havde ikke fået noget ægte dragepulver med hjemmefra og selv det at trampe hårdt på drageryggen virkede ikke. Landskabet var ikke med højtgroende træer som i en anden regnskov, og som det er på Tao Fong Shan bjerget. Klippen er så højt oppe, at der ikke gror andet end lave buske. Det minder om det tætvoksende krat på Røsnæs ved Kalundborg, som man af og til ikke kan se over og dermed går i en tunnel, og mens det andre gange er laver og giver en fin udsigt ud over havet.

Hans fortalte om sin tid i Kina. Han fortalte også at han ikke troede han længere ville egne sig til at komme tilbage igen. Sidst han havde været hjemme, havde været en skidt oplevelse, folk der taler meget højt og meget personligt over mobiltelefonen i det offentlige rum (”.... jeg troede fa.... hun var sluppet af med sine børn, hvis vi skal være kærester gider jeg fa..... ikke være sammen med hendes unger i påsken...”) og på en københavnsk S-togsstation havde han oplevet – sammen med nogle kinesiske delegerede der skulle se Danmark – at en gruppe Brøndby Hooligans offentligt urinerede på alt på hvad der var i nærheden af dem.

Han er meget glad for at være her, selv om han og hans familie fik en noget turbulent start. Da han ansøgte (og det stod også på universitetets hjemmeside) var det almindeligt at universitetet betalte en fornuftig løn, men hvad var meget vigtigt også husleje og skolepenge til skolesøgende børn. Denne ordning ville man udfase. Udfasningen bestod i at nyansatte slet ikke fik noget, mens de øvrige ansatte beholdt deres rettigheder. Ikke særlig solidarisk.

Nu er det ikke småpenge det drejer sig om. Hans og Elsebeth betaler 25000 HK$ om måneden for deres to skolesøgende børn. (Den tredje er i Danmark og læser under statens betaling, han vil på musikkonservatoriet). Det er kun for at gå på skolen. Dertil kommer udgifter til undervisnings-materiale, og oven i det betaling for at gå til eksamen. Det var lige 20.000 oven i måneden før sommerferien. Nu forstår jeg bedre at det har været dyrt for fx Danmission at have missionærer i Hong Kong, det er pgra udgifterne til bolig og til børnene. Over 700.000 danske kroner måtte Danmission ryste op med til sidst ansatte præstepar. Langt over hvad en dansk præstelønning er på. Og det selvom huslejen blev betalt af Areopagos. Det er skolepengene der trækker beløbet op. Der er ikke andet for end at ansætte munke og nonner igen i Danmission.

Hans har før ledet forældre underskrifts indsamling mod systemet som er blevet ekstra grælt de sidste år, betalingen er steget med 30 % et par år. Skolelederen forstår ikke problemet. Hun er god for en årsgage på 8 millioner HK$. Her på det sidste har pressen fået nys om sagen, på en eller anden måde er det forældrene har skrevet mod skolelederen og skolens ledelse i det hele taget blevet lækket til pressen. Og nu kan det være der sker noget.

Danskerpauser.

Det er et godt ord. Det er et ord jeg har opfundet, men det lyder som om det er et alment ord i det danske sprogbrug. Det dækker over en pause, hvor man lige kan indtage noget slik, drikke vand eller på anden måde gøre sig livet behageligt på en vandre tur. Det er sagt over for vores senior volontørpar fra Norge, der er glade vandringsmænd uden pauser. Jeg havde en pose tørret frugt med og bød rund til alle og en hver. Kun Hans ville ikke ha.

Det undrede mig. Og til sidst fik jeg ud af ham hvorfor. Jeg sagde at det var kinesisk tørret frugt. For mig er det kinesisk tørret frugt, fordi det er købt i Hong Kong. Og det er vel også Kina? Men nej, det er det ikke.

”Vi boykotter alle fødevarer fra Kina”. De var købt i Sha Tins supermarked. Det beroligede ham lidt, men ikke helt.

Der har været en lang række fødevare-skandaler:

Hormonbehandlede lyn-høns, fuldvoksne på 14 dage.

Æg med gule æggeblommer fra fritgående høns, der dog aldrig har set friheden, men nippet til kraftige kemikalier.

Fisk med tilsætningsstoffer der ikke står på nogen E-liste.

Mælk med melanin.

Grøntsager med dioksin.

Da vi var kommet ned af dragens ryg kom vi til en af Hong Kong øens badestrande. Fint sand. Ingen hajer (de kan ikke lide sand i gællerne + der er opsat haj-hegn omkring offentlige badestrande), dejligt varmt vand, brusere til at skylle saltet af bagefter.

Vi tog en kop kaffe før vi vendte hjemad. Snakkede lidt løst og fast. Jeg var ved at bestille billetter til Taiwan.

”Oh, lad være med at flyve med China Southern, det har vist sig at flere af deres piloter har et faked pilotcertifikat, og at de faktisk ikke har lært at flyve de der maskiner”.

Jeg skal lige hjem og se hvad det er for et selskab jeg er ved at betro mit liv til.