Buch

Dette er egentlig noget jeg har skrevet til mine konfirmander. Men måske er der også andre der kunne bruge nogle af tankerne. Baggrunden er noget jeg har hørt om gennem Norsk Areopagos, da jeg som Landsudvalgsmedlem var i Norge med den danske afdeling for at høre om deres arbejde. Det inspirerede mig til nedenstående, jeg ved ikke om det helt var det de mente, for det var blot et lille punkt under en lang dagsorden... Jesus-Dojo's ;) [Dojo:] er japansk: Do = sted. Jo = vej. Sammen: stedet, hvor man træner "vejen". Eller Træningssted, "en plads for vejen" eller "en plads hvor vejen udføres". Termen bruges ofte i sammenhæng med visse former for kampsport. Når jeg siger til en: "Hvad er der i vejen med dig?" betyder det ikke: Er du ude at rejse - men hvad er der galt, hvorfor gør du sådan. Den brug af ordet 'vej' er næsten gledet ud af vores sprog, mens det på andre sprog stadig er en aktiv del af sproget. "Th

Mission bliver aldrig færdig, fordi mission er samtale. Stopper vi vores samtale forsvinder korrektionen af de misforståelser der er båret af historien, for historie er fortid, men mennesket lever i nutiden. Det er kun når det gælder sladder, at tavshed er guld. Holder vi op med at tale, giver vi plads for misforståelser og svigter dem, der dengang talte og svigter dem, der lever nu. Mission er ikke som vandpumper, der kan sættes op og forlades. Alt hvad vi gør eller ikke gør indeholder budskab. Der er budskab i at tale, men også i at tie. Hvad sker der, hvordan opfattes det, hvis vi går midt i en samtale? Hvad tænker de andre? Hvad gør Danmark, Danmarks kirker, danske missionsselskaber, vi, når Kina pludselig ikke længere lukker af, når det gælder undervisning på universitetsplan i bibel og kristendom? Tænk hvis de fandt på at spøge os om at komme (det er ikke længere utænkeligt) - og vores svar er .... ? Jens Dammeyer tog på eget initiativ til Taiwan for at arbejde på

Min farfar Niels Buch, missionær i Kina fra 1921-1946 bad indtil sin død (1979) for sine kristne venner i Kina. Det er ikke så mange ting jeg kan huske fra ham, da jeg selv først kom hjem til Danmark 1970 som 14-årig fra Tanzania hvor mine forældre havde arbejdet som lægemissionærer. Men jeg kan huske alle de mange sort/hvide billeder af venner der stod på hans skrivebord, som han ikke kunne kontakte pgra de politiske forhold, men som han bad for hver dag. En anden ting kan jeg også huske. Som 14-årig er man ikke så meget til lange gudstjenester og lange prædikener. Det vidste han godt. Derfor fortalte han mig en gang om en dame der netop havde ønsket en kort prædiken. Han valgte 2. Kor. 1,20: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Så sagde han: "Nåden kommer altid først – dernæst freden." Det må da vist siges at være en kort prædiken. Som mennesker/danskere ønsker vi først og fremmest fred (den danske udgave er vist 'fred og ro')–