Dødstegnet

Ups, jeg gav hende dødstegnet....

Spiseregel: Lad ikke spisepindene stå i din skål når du er færdig, det er et Taoistisk dødstegn.

Vi var på tur i dag med hele personalet fra Tao Fong Shan. Derfor var der ingen til at servere morgenmad eller noget andet måltid i øvrigt, så man ku' vel lissågodt tage med. Rettere modsat, det var heldigt at jeg kunne komme med, da jeg ikke har været her så længe og dermed ikke var tilmeldt. Men det lykkedes med lidt menglerier, at få det til at hænge sammen, så jeg ikke skulle overtage en andens plads (hvad var det første tilbud de straks gav).

Bådtur til en nationalpark.

Efter fredags morgenandagten kl. 07, gik vi ned ad bjerget til stationen for at tage toget ud til 'universitetsparken' – eller det kunne det hedde, for det er en bydel, hvor Hong Kong Chinese University ligger. Jeg har snakket med Jacob Wong, der har 3 børn, ældste søn er færdig med secondary school og måske skal videre til universitet, ”det er kun en ud af 8 der kommer ind siger han, lidt tvivlende”. Secondary school slutter med en ekstra eksamen som skal fravælge dem der ikke er egnede til universitet. Det er omkring ½, der bliver siet fra ved den eksamen. Efter sommerferien skal de til en eksamen igen, hvor det er universitet der står for eksaminationen. Her bliver igen ½-delen siet fra.

"Den skolegang giver jeg ikke meget for!"
Jeg havde besøg af Edward og Hanna Broadbridge (Hanna er formand for Mellemkirkeligt råd). Egentlig var det ikke mig der havde besøg, men TFS, og det faldt i min lod at være guide for dem. De havde været på aktiv ferie og blandt andet besøgt en secondary school.

Første halve time var der frilæsning. Dvs der sidder en lærer og holder øje med eleverne, det fri består i at de må vælge hvilken bog de havde lyst til at læse i. En valgte en suppelerende kemibog, en anden en engelsk læsebog... så begyndte undervisningen og et af de emner der blevet taget op var minimumsløn. Det er politisk topemne netop nu. Eleverne skulle dele sig i hold hvorefter der skulle dramatiseres: en gruppe var arbejdsløse, en anden underbetalte arbejdere, en tredje arbejdsgivere... og så skulle de argumentere for deres standpunkter. De arbejdsløse ville hellere have arbejde end mindsteløn. Hong Kong forsøger at håndhæve arbejdsretslige vilkår, hvilket blandet andet kunne læses af en helt offentlig ulykkesrapportering på en af de store arbejdspladser på Hong Kong Island. Man må ikke arbejde alle ugens 7 dage, men har en 5-dages arbejdsuge.

Hanna var, selv om hun er lærer, ikke ret imponeret over elevernes præstationer og ydelser.
... i Danmark, - altså (set i forhold til det hun havde oplevet her).

Fra universitetsbyen var der reserveret en båd der førte os ud i Hong Kong geo-nationale park. Den jord som Tao Fong Shan er bygget på er overgroet af vækster, men siger ….., der er gartner på stedet, 'det er ikke god jord'. Den er alt for fyldt af Al₂Fe₃, altså en aluminiumferrid. Jorden er rød som svensk Falu-färg og måske kan den også bruges som slamfarve. Men til at dyrke grøntsager og ris synes han ikke den egnede sig. Dog den kan indeholde vand (store mængder, så store at der sker jordskred, når der bindes for meget vand i jorden og den dermed bliver tung) Derfor gror der træer i mængde, de har brug for et sted at stå, meget vand og en masse CO₂ - det sidste tror jeg at byen Hong Kong er en god leverandør af.

Men herude skiftede landskabet karakter, der var ingen træer på bakkerne, kun græs (hvad man ikke kan se, er at græsset er godt 2 m højt, det brænder de af en gang om året – ligesom i Tanzania). Det der manglede var vand. Der var en irsk ung mand, der sidste år omkom af dehydrering, fordi der ikke er noget vandløb på hele den lange bakkeryg. Det er mest sten, og den sten er ”forty billion years old” - når tallene er så store begynder det for mig blot at være tal, og det amerikansk/engelske billion ved jeg ikke helt hvad dækker. På en af tavlerne i nationalparken stod der: 'sten omkring Lai Chi Wo er dannet af kompakt vulkansk aske opstået for 160 millioner år siden' – men de tal skulle gøre området til Hong Kongs aller ældste jordområde. Der er flote sten, flotte farver og fin natur.

Vi mødte hele landsbyen.
Vi kom så til den første landsby og vi så alle landsbyens indbyggere. Begge to. Det er en forladt by, lige som også den næste vi så, er det. Det er et hårdt fattigt liv at være fisker, og mulighederne for at tjene penge ligger i Hong Kong, hvor også skolegang og alt andet der hører til den moderne verden, er. Det er dog underligt at komme til en by som denne hvor alle beboerne er taget væk og staten er ved at gøre den til et frilandsmuseum. Næsten et stenkast væk, ligger Fastlandskina. Og dér er en kolossal container havn. Måske kunne stedet ha blevet et luksussted, hvis den blot havde overvundet nogle ganske få år mere, før beboerne havde opgivet. I dag kan man godt have en fjernarbejdsplads, og der er strøm og vand i byen, ingen biler, men bådtrafik til og fra (lidt langsomme forbindelser, men de går) og en masse idyl. I København ville det havde været stedet hvor overstressede folk kunne slå sig ned og arbejde med deres arbejdsgiver lidt på afstand. Hakka-folket som har boet her, troede på en jordgud, som de ofrede til. De fleste fra TFS havde ikke set noget lignende før. Jordguden fik sine ofringer ved et lille alter under et kæmpe mangrovetræ, og i træets mange luftrødder var der hængt kinesiske lamper. Og så var der guden for havet, en dame, som man ofrede til for at få noget ud, af at tage på havet. Spådom om vejret var hendes speciale.

Geologisk set er området fantastisk, et stort område med mangrovetræer, og et 'vadehavsområde' hvor jord skyller ud i havet og giver grobund for en form for søsalat eller ålegræs, der igen huser en biotop af dyreliv.

Jeg ville gerne have forstået mere af hvad guiden sagde, men mit kinesisk (ligemeget om det er kantonesisk eller mandarin) er stadig yderst begrænset. Haya haya har jeg fundet ud af betyder ja. Det er da en positiv begyndelse. Det memotekniske element er tydeligt fra min opvækst blandt hayafolket. Jeg har også lært hvordan man siger ”Hej!”. Det er godt at kunne, for det kan bruges hele dagen. Jeg har også glemt det igen.

Vi spiste i fiskerlandsby nr 2. Der var stadig lidt folk tilbage, selv om den mest af alt også var en spøgelsesby og helt uden mulighed for at blive museum. Vi fik alt godt fra havet (naturligvis), lidt af endnu en mangevinget hønes vinger (den må være meget almindelig herude, vi spiser vinger hele tiden) og så var det jeg gav hende dødstegnet. Jeg satte grøntsagerne, med pindene strittende ud i luften lige over for hende.

Ingen sagde noget.
Til det, altså, for hende, der fik dødstegnet, var en af de danske volontører og hun kendte det heller ikke.

Tegn er vist uvirksomme over for den ikke-inviede og hertil må vi danskere regnes, en totalt uvidende pøbel.

Da vi havde spist, var der forskellige muligheder. Badning eller hike. Jeg ville gerne begge dele, men valgte at tage gåturen (forbi templet med 'grandmum-dameguden') og på vej tilbage købte vi lidt kinesisk slik. Det kan jeg egentlig godt lide, det er ikke sødt, men lavet af naturprodukter, bla nødder. Da vi kom tilbage, var båden med de badende ikke nået tilbage igen. Så besluttede jeg at jeg ville købe en æske mere med det kinesiske slik. Det gjorde jeg. Da jeg kom tilbage tog jeg nogle pæne billeder af båden der sejlede væk.

Det var et smukt syn, som I kan se på billederne.

Heldigvis vendte den om, for ellers havde det også været et noget beklemmende syn....

P.