Buch

”Der er ikke længere den samme glød i arbejdet” Sådan udtrykker en nær bekendt af mig om sin arbejdssituation. Arbejdet er godt nok, men der er gået en form for træthed ind i arbejdet. En konfirmand har skrevet følgende bøn: ”Kære Gud. Jeg vil spørge om du ikke kan hjælpe mig med at forbedre mit spil og hjælpe mit hold med at spille vores bedste i hver kamp? Amen. ” Jeg har gemt den. Det er en god bøn. Ingen 'kirkeord', hun beder ikke, hun spør' Gud. Det er talesprog, og hun taler med Gud. Og det hun taler med Gud om er hendes hverdag, det der betyder noget for hende. Hun vil gerne forbedre sit spil. Det er også talesprog, et sprog der hører til i træningsmiljøet. Og hun beder om at de må gøre deres bedste i hver kamp. Som sagt har jeg gemt den, fordi det er en god bøn. Men det er også en symptomatisk bøn. Symptomatisk for Danmark og det samfund vi har i dag. Det er ikke længer kun visse politikere, men hele den meningsdannende elite der taler politisk slan...

Det er imponerende at de kan. Et lille vindstød og det går fra at skulle have været en 10'er til en 8'er. De dygtige kan beregne hvad vinden vil gøre ved pilen på vej mod målet. Jeg ville være imponeret hvis jeg overhovedet på den afstand kunne få en pil til at nærme sig målet. At ramme ved siden af.  Det ord for "synd", Jesus oftest bruger, betyder "At ramme ved siden af målet". Og jeg tænker 'mål' her må være Guds mål med mit menneskeliv. En pil der ikke rammer målskiven er ude på en meningsløs flugt, ligemeget hvor langt den ellers kommer. Et langt liv er ingen garanti for at man er på ret vej, og meningsløshed er ikke kun noget for unge, der synes det er svært at finde vej. Som barn har jeg brugt uforholdsmæssig meget tid på at lede efter pile der ikke ramte noget som helst, men blot forsvandt ud i buskads og græs. Jeg oplever Gud som den der tålmodigt finder mine fejlskudte pile og siger: prøv igen. Fordi det jeg gør ikke altid ender h...

Dette er egentlig noget jeg har skrevet til mine konfirmander. Men måske er der også andre der kunne bruge nogle af tankerne. Baggrunden er noget jeg har hørt om gennem Norsk Areopagos, da jeg som Landsudvalgsmedlem var i Norge med den danske afdeling for at høre om deres arbejde. Det inspirerede mig til nedenstående, jeg ved ikke om det helt var det de mente, for det var blot et lille punkt under en lang dagsorden... Jesus-Dojo's ;) [Dojo:] er japansk: Do = sted. Jo = vej. Sammen: stedet, hvor man træner "vejen". Eller Træningssted, "en plads for vejen" eller "en plads hvor vejen udføres". Termen bruges ofte i sammenhæng med visse former for kampsport. Når jeg siger til en: "Hvad er der i vejen med dig?" betyder det ikke: Er du ude at rejse - men hvad er der galt, hvorfor gør du sådan. Den brug af ordet 'vej' er næsten gledet ud af vores sprog, mens det på andre sprog stadig er en aktiv del af sproget. "Th...

Mission bliver aldrig færdig, fordi mission er samtale. Stopper vi vores samtale forsvinder korrektionen af de misforståelser der er båret af historien, for historie er fortid, men mennesket lever i nutiden. Det er kun når det gælder sladder, at tavshed er guld. Holder vi op med at tale, giver vi plads for misforståelser og svigter dem, der dengang talte og svigter dem, der lever nu. Mission er ikke som vandpumper, der kan sættes op og forlades. Alt hvad vi gør eller ikke gør indeholder budskab. Der er budskab i at tale, men også i at tie. Hvad sker der, hvordan opfattes det, hvis vi går midt i en samtale? Hvad tænker de andre? Hvad gør Danmark, Danmarks kirker, danske missionsselskaber, vi, når Kina pludselig ikke længere lukker af, når det gælder undervisning på universitetsplan i bibel og kristendom? Tænk hvis de fandt på at spøge os om at komme (det er ikke længere utænkeligt) - og vores svar er .... ? Jens Dammeyer tog på eget initiativ til Taiwan for at arbejde på...

Min farfar Niels Buch, missionær i Kina fra 1921-1946 bad indtil sin død (1979) for sine kristne venner i Kina. Det er ikke så mange ting jeg kan huske fra ham, da jeg selv først kom hjem til Danmark 1970 som 14-årig fra Tanzania hvor mine forældre havde arbejdet som lægemissionærer. Men jeg kan huske alle de mange sort/hvide billeder af venner der stod på hans skrivebord, som han ikke kunne kontakte pgra de politiske forhold, men som han bad for hver dag. En anden ting kan jeg også huske. Som 14-årig er man ikke så meget til lange gudstjenester og lange prædikener. Det vidste han godt. Derfor fortalte han mig en gang om en dame der netop havde ønsket en kort prædiken. Han valgte 2. Kor. 1,20: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Så sagde han: "Nåden kommer altid først – dernæst freden." Det må da vist siges at være en kort prædiken. Som mennesker/danskere ønsker vi først og fremmest fred (den danske udgave er vist 'fred og ro')–...

Julebrevet giver mulighed for at sende en hilsen med tak til  jer der har betydning for mig, og som jeg ikke får sagt det ordentligt til i hverdagen. Det er ret væsentligt. Julebrevet er også reflektionens tid, hvor det væsentlige skal skilles fra det uvæsentlige. Af uvæsentligt kan nævnes: 1. december fik jeg besked om at jeg havde 25-års jubilæum.  Der er måske nogle der kan huske at jeg blev ansat i Rønne første september 1987 hvor der ikke lå sne for døren. Hvorfor er jubilæet så ikke fejret 1. September 2012?  Det er fordi jeg havde 3 måneders orlov i Hong Kong og orloven tages af pensionstiden. Så vil nogle af jer vil måske huske at det er ikke det eneste orlov jeg har fået tiltusket mig: 1994 var du i Egypten også på et 3 måneders orlov. Altså burde du først fejre dit 25-års jubilæum 1. April?  Men den første orlov blev lønnet af et løntillæg (det så kaldte  fedterøvstillæg , et ord som er så grimt at det næsten ikke står her...) som p...

Der var is-slag fredag den 4/3...... (råd om forsigtighed blev gentaget ved alle stationerne sidenhen på rejsen) og jeg faldt på cyklen, ved Kastrup station. Jeg mente nok jeg havde slået mig, men ville ikke slås ud af noget sådant, så jeg fortsatte til toget, kom til Osby og skulle løbe for at nå bussen til Lönsboda fordi toget var forsinket. "Hvorfor havde jeg ikke sat mig bagerst i toget?", løbe hen ad perronen, ned ad trapperne under togbanen og op på den anden side og ud til busstoppestedet. "For sent" - ordet har en fatal klang. Definitivt fortabt. Man mister mod og livskraft. For sent er altid forbundet med tab og uheld. Hvad hvis man nu for eksempel kom for set til, lad os bare sige et uheld? Så overlever man vel? Hvad med at komme for sent til sin egen død? Altså set lidt i samme perspektiv som ulykken, den ramte altså en anden? Vrøvl? eller måske kristendommens centrum og hemmelighed, jeg er kommet for sent til min egen død, Jesus nåede den...