En kugle gennem kæben

Der var is-slag fredag den 4/3......

(råd om forsigtighed blev gentaget ved alle stationerne sidenhen på rejsen)

og jeg faldt på cyklen, ved Kastrup station. Jeg mente nok jeg havde slået mig, men ville ikke slås ud af noget sådant, så jeg fortsatte til toget, kom til Osby og skulle løbe for at nå bussen til Lönsboda fordi toget var forsinket. "Hvorfor havde jeg ikke sat mig bagerst i toget?", løbe hen ad perronen, ned ad trapperne under togbanen og op på den anden side og ud til busstoppestedet.

"For sent" - ordet har en fatal klang. Definitivt fortabt. Man mister mod og livskraft. For sent er altid forbundet med tab og uheld. Hvad hvis man nu for eksempel kom for set til, lad os bare sige et uheld? Så overlever man vel? Hvad med at komme for sent til sin egen død? Altså set lidt i samme perspektiv som ulykken, den ramte altså en anden? Vrøvl? eller måske kristendommens centrum og hemmelighed, jeg er kommet for sent til min egen død, Jesus nåede den. Men alle positive tanker fodsede ud og der var kun opgivelse tilbage: Der var to timer til næste bus mod Lönsboda. Jeg ville ind i ventesalen, hvor der var varme og vente på næste tog tilbage til Danmark. Men så opdagede jeg at jeg ikke kunne gå. Venstre kunne godt, men højre ben nægtede at bære noget som helst. Men jeg ville ind i varmen.

Der kom en ung mand gående, jeg spurgte om han kunne hjælpe mig ind. "Ursäkta...osv. " sagde jeg. "Nej" svarede han. For en der bad om hjælp, var altid ude efter at stjæle fra folk. Det vidste han. I øvrigt skulle jeg blot tage mig sammen. Han var soldat fra Kossovo. Han var engang blevet skudt i kæben og kunne da godt gå videre.

Jeg kikkede på ham.
Kæben.... de måtte være vældig gode til plastic kirurgi i den svenske hær. OK da - '!soldier move on!' Højre hånd på knæet og underbenet som en kort krykke og så gik jeg ind i stationsbygningen og satte mig. Soldaten havde ret, jeg kunne godt, hvis jeg ville. Jeg var henne ved billetlugen for at spørge om man kunne få en taxa til at køre en over til den anden perron så jeg kunne stige på toget igen og lige da hun skulle til at ringe kom hun i tanke om, at jeg jo var på den rigtige side nu, så jeg skulle blot gå op på perronen. Jeg satte mig igen. Men hvordan skulle jeg kunne komme op til perronen, og når toget kom, kunne jeg så nå ind, inden dørene lukkede...

Jeg opgav helt og ringede 112.
Det viste sig siden at jeg havde lårbensbrud."Va sa du? från Köpenhamn med brutit ben?" Måske var det alligevel ikke så almindeligt i Sverige at man bare gik videre når man fik en kugle i kæben eller brækkede benet.

Jeg blev indlagt på Kristiansstad sygehus fredag eftermiddag, opereret kl.22, det kunne jeg godt, fordi jeg havde helt glemt at spise, så jeg var vældigt fastende og fik isat et par store søm. Nu håber jeg at det ikke tager alt for længe før end jeg igen kan gå som før, lægen mente 4-6 uger - men han mente også at opholdet på sygehuset ville tage en god uges tid. Jeg synes jeg havde det fint mandag så jeg blev hentet mandag aften. Kan det ene gå hurtigere, kan det andet vel også. På den anden side: Jeg investerede i to krykker.... Jeg går ikke så hurtigt, endnu.
Peter.