Buch

Dette er egentlig noget jeg har skrevet til mine konfirmander. Men måske er der også andre der kunne bruge nogle af tankerne. Baggrunden er noget jeg har hørt om gennem Norsk Areopagos, da jeg som Landsudvalgsmedlem var i Norge med den danske afdeling for at høre om deres arbejde. Det inspirerede mig til nedenstående, jeg ved ikke om det helt var det de mente, for det var blot et lille punkt under en lang dagsorden... Jesus-Dojo's ;) [Dojo:] er japansk: Do = sted. Jo = vej. Sammen: stedet, hvor man træner "vejen". Eller Træningssted, "en plads for vejen" eller "en plads hvor vejen udføres". Termen bruges ofte i sammenhæng med visse former for kampsport. Når jeg siger til en: "Hvad er der i vejen med dig?" betyder det ikke: Er du ude at rejse - men hvad er der galt, hvorfor gør du sådan. Den brug af ordet 'vej' er næsten gledet ud af vores sprog, mens det på andre sprog stadig er en aktiv del af sproget. "Th...

Mission bliver aldrig færdig, fordi mission er samtale. Stopper vi vores samtale forsvinder korrektionen af de misforståelser der er båret af historien, for historie er fortid, men mennesket lever i nutiden. Det er kun når det gælder sladder, at tavshed er guld. Holder vi op med at tale, giver vi plads for misforståelser og svigter dem, der dengang talte og svigter dem, der lever nu. Mission er ikke som vandpumper, der kan sættes op og forlades. Alt hvad vi gør eller ikke gør indeholder budskab. Der er budskab i at tale, men også i at tie. Hvad sker der, hvordan opfattes det, hvis vi går midt i en samtale? Hvad tænker de andre? Hvad gør Danmark, Danmarks kirker, danske missionsselskaber, vi, når Kina pludselig ikke længere lukker af, når det gælder undervisning på universitetsplan i bibel og kristendom? Tænk hvis de fandt på at spøge os om at komme (det er ikke længere utænkeligt) - og vores svar er .... ? Jens Dammeyer tog på eget initiativ til Taiwan for at arbejde på...

Min farfar Niels Buch, missionær i Kina fra 1921-1946 bad indtil sin død (1979) for sine kristne venner i Kina. Det er ikke så mange ting jeg kan huske fra ham, da jeg selv først kom hjem til Danmark 1970 som 14-årig fra Tanzania hvor mine forældre havde arbejdet som lægemissionærer. Men jeg kan huske alle de mange sort/hvide billeder af venner der stod på hans skrivebord, som han ikke kunne kontakte pgra de politiske forhold, men som han bad for hver dag. En anden ting kan jeg også huske. Som 14-årig er man ikke så meget til lange gudstjenester og lange prædikener. Det vidste han godt. Derfor fortalte han mig en gang om en dame der netop havde ønsket en kort prædiken. Han valgte 2. Kor. 1,20: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Så sagde han: "Nåden kommer altid først – dernæst freden." Det må da vist siges at være en kort prædiken. Som mennesker/danskere ønsker vi først og fremmest fred (den danske udgave er vist 'fred og ro')–...

Julebrevet giver mulighed for at sende en hilsen med tak til  jer der har betydning for mig, og som jeg ikke får sagt det ordentligt til i hverdagen. Det er ret væsentligt. Julebrevet er også reflektionens tid, hvor det væsentlige skal skilles fra det uvæsentlige. Af uvæsentligt kan nævnes: 1. december fik jeg besked om at jeg havde 25-års jubilæum.  Der er måske nogle der kan huske at jeg blev ansat i Rønne første september 1987 hvor der ikke lå sne for døren. Hvorfor er jubilæet så ikke fejret 1. September 2012?  Det er fordi jeg havde 3 måneders orlov i Hong Kong og orloven tages af pensionstiden. Så vil nogle af jer vil måske huske at det er ikke det eneste orlov jeg har fået tiltusket mig: 1994 var du i Egypten også på et 3 måneders orlov. Altså burde du først fejre dit 25-års jubilæum 1. April?  Men den første orlov blev lønnet af et løntillæg (det så kaldte  fedterøvstillæg , et ord som er så grimt at det næsten ikke står her...) som p...

Der var is-slag fredag den 4/3...... (råd om forsigtighed blev gentaget ved alle stationerne sidenhen på rejsen) og jeg faldt på cyklen, ved Kastrup station. Jeg mente nok jeg havde slået mig, men ville ikke slås ud af noget sådant, så jeg fortsatte til toget, kom til Osby og skulle løbe for at nå bussen til Lönsboda fordi toget var forsinket. "Hvorfor havde jeg ikke sat mig bagerst i toget?", løbe hen ad perronen, ned ad trapperne under togbanen og op på den anden side og ud til busstoppestedet. "For sent" - ordet har en fatal klang. Definitivt fortabt. Man mister mod og livskraft. For sent er altid forbundet med tab og uheld. Hvad hvis man nu for eksempel kom for set til, lad os bare sige et uheld? Så overlever man vel? Hvad med at komme for sent til sin egen død? Altså set lidt i samme perspektiv som ulykken, den ramte altså en anden? Vrøvl? eller måske kristendommens centrum og hemmelighed, jeg er kommet for sent til min egen død, Jesus nåede den...

Jeg tror, at jeg engang læste i en avis at J.K. Rowling (Hun hedder Joanne og har indsat sin farmors fornavn K for Kathleen, fordi udgiveren ved den første Harry Potter-bog mente man ville miste drengene som læsergruppe, hvis hendes navn blev ‘offentliggtjort’) ikke brød sig om at blive sammenlignet med C.S. Lewis. Egentlig mærkeligt. Det var C. S. Lewis der med J. R. R. Tolkien påbegyndte den (engelske) bølge af ‘fantasy’ der har influeret verdenen så meget, at vi f.eks ikke har fået et dansk navn for genren endnu. Det var derfor ikke en dårlig sammenligning, skulle man synes. Pointen er, at hun ikke skrev som C. S. Lewis, hun ønskede ingen metatekster i sine historier: historierne var historier på fortællingens egne vilkår. Og dog er det spørgsmålet om hun ikke alligevel kom til at gøre det. Allerede fra begyndelsen af. Når Lily, Harry Potters mor, springer ind foran Voldemort for at redde sin dreng, sker der noget med magien. Det onde (Voldemort) slås tilbage da hun gør ...

Skygger over lærredet Det sker at biografens mørke, rummets magi tilsidesættes for privathed. Det er såmen lige meget, om det sker til en koncert, en gudstjeneste eller i biografen, de der gør noget helt andet end det flertallet er kommet for at være sammen om, får intensiteten til at falde markant for de øvrige deltagere. Om det er småhviskende samtaler eller grin forkerte steder, misbrug af biografen som lydtæppe for private hygge, eller mobiltelefoners SMS’er, der i et blåt lysskær konkurrerer med lærredet lys, sker der det samme. Nogle er blevet betragtere og ikke medlevere, de distraherer ikke kun - de trækker de øvrige deltagere ud af magien tilbage til en hverdagen uden tydning og dermed uden betydning. Det er selvfølgeligt ærgerligt, men jeg kan kræve af mit selv at det fokuserer på trods, og at jeg dermed alligevel få noget ud af oplevelsen. Det sker også at skygger sniger sig ind over lærredet. Det sker forholdsvis sjældent for mig, for jeg er relativt høj, måsk...