Skygger over lærredet


Det sker at biografens mørke, rummets magi tilsidesættes for privathed. Det er såmen lige meget, om det sker til en koncert, en gudstjeneste eller i biografen, de der gør noget helt andet end det flertallet er kommet for at være sammen om, får intensiteten til at falde markant for de øvrige deltagere. Om det er småhviskende samtaler eller grin forkerte steder, misbrug af biografen som lydtæppe for private hygge, eller mobiltelefoners SMS’er, der i et blåt lysskær konkurrerer med lærredet lys, sker der det samme. Nogle er blevet betragtere og ikke medlevere, de distraherer ikke kun - de trækker de øvrige deltagere ud af magien tilbage til en hverdagen uden tydning og dermed uden betydning.

Det er selvfølgeligt ærgerligt, men jeg kan kræve af mit selv at det fokuserer på trods, og at jeg dermed alligevel få noget ud af oplevelsen.

Det sker også at skygger sniger sig ind over lærredet.
Det sker forholdsvis sjældent for mig, for jeg er relativt høj, måske er det i virkeligheden mig der bliver skyggen for andre. Jeg flytter mig til højre for at se mellem en skygge og en anden. Det går til skyggerne foran også flytter, så gør jeg det igen. Flytter for at se.
Jeg skriver ikke dette for at give lyd for nogle mishagsytringer, men for at trække et spor ind i mit eget livs verdensbillede.
Når jeg skal fokusere på livets egentlige virkelighed, ønsker at gå ind i livets dybere magi, opdager jeg at jeg også der har skygger der distraherende har placeret sig i fokus for mit synsfelt. Også her kan man forsøge det samme som i biografen, flytte sig for at se 'i mellem', men hvor frustrerende!: skyggen følger mine bevægelser. Det kan kun lade sig gøre, fordi skyggen i virkeligheden er mit eget selv, der har sat sig forrest i mit synsfelt. Og jeg finder ud af at når jeg vil fokusere på livets intensitet, er det mit eget ego der er i gang med at sende ‘vigtige beskeder’, snakker uden om eller griner hvor jeg burde have været tavs.


En løsning fra Fantasy-verdenen.
I fantasy-verdenen kan man lave reglerne, som man ønsker det. Jeg kan møde feer, trolde, magi og ondskab i en verden, hvor det er logisk, at det magiske sværd skal findes og hvor det siger sig selv, at når det er fundet og brugt på rette måde, vigter onskabens magter og retfærdighedens rige bryder frem.
Den eksperimenterende verdensforståelse gør også fantasy-verdenen sårbar for misbrug, som det skete politisk da “Det Tredje Rige” (mytisk udtryk) lod den ariske race vinde over den monstrøse omverden. Eller som det sker når Pullmann benytter fantasy-verdenen til en indoktrinerende kirstendomskritik. Misbruget kan fremkomme, når man knytter fantasy for tæt sammen med vores reale verden.
Derfor er der inden for fantasy-genren gamle regler for at hverdagsverdenen adskilles fra fantasy-verdenen; at man går gennem et garderobeskab. Eller et billede. Eller at man finder perron 9½. Eller at der slet ingen (ydre) forbindelse er, som eventyrene finurligt antyder ved indledningen: "Der var en gang..."
Fantasy ligner på en måde drømmen:
drømmen er adskilt fra den vågne tilstand, samtidig med at den benytter elementer fra og bearbejder de indtryk vi får, fra når vi er vågne. Af og til møder vi også i drømme at skellet nedbrydes og vores verden trækkes ind i drømmen. Vi kender det fra mareridtet.
Der hvor fantasy fungerer, kan et forenklet univers belyse, hvad der er godt og hvad der ikke er godt og tydeliggøre de valg, vi som mennesker må træffe.
- Det er det samme som filosofien (og nogle gange også teologien) kæmper med at udtrykke i et langt mere svært tilgængeligt sprog.
- Og det som laveste fællesnævner i dagliglivet fuldkommen skjuler: At der er forskel. At ikke alt er lige godt.

Fantasy kan se stjernerne jeg ikke kan se.
Øjet er opbygget af stave og tapper. Tapperne sidder i fokusområdet i øjet. De kræver meget lys og samtidig kan de give os klare informationer om farver og detaljer. Stavene findes primært uden for øjets fokusområde. De kan næsten se i mørke.... derfor kan man på en stjerneklar nat opleve det besynderlige, at stjerner vi fokuserer på forsvinder, for at komme tilbage, når vi ‘ser ved siden af’ stjernen.

I mit livs virkelighed står jeg i vejen for mit eget udsyn. Mit ego, både når det selvhøjtidligt udnæver sig til helten eller selvdestruktivt gør mig til skurk, skygger for den rigtige virkelighed. Måske kan man kun se lyset fra Gudsriget, ved at se ved siden af. Ved at opsnappe den virkelighed, der ikke er i fokus, stump for stump. En dag – lover bibelen – tages skyggerne bort og vi ser ansigt til ansigt.
Da er det gode i fokus.
Da er det gode i fuld 3D.
Indtil da må jeg se på en anden måde. Og jeg benytter gerne fantasy til denne anderledes måde at se på.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvorfor gå i skole, når man kan blive gift.

Ét eneste alternativ: Islam?