Tro som en lotusblomst.

Da Krist-temple skulle bygges, blev man nødt til at nivellere grunden. Området er meget kuperet. Det førte til at man på vestsiden blev nødt til at bygge et platto op for at der blev plads til templet, og da man på den måde skabte et hulrum besluttede man at der kunne laves en krypt under den kommende kirke.

Krypten blev færdig før kirken og Karl Telle blev døbt der. Han fortæller også at ordet lotuskrypten kom helt af sig selv. En hule eller en krypt er et særligt sted indenfor kinesisk tænkning. Som det hule rum indeholder noget af livets særlige væsen i sig. På sine gamle dage skulle Reichel næsten udelukkende have opholdt sig i krypten. Han opfattede sig selv som pilgrim, et menneske på vandring ind i troen. Han mediterede der, han holdt sine samtaler med folk der.

9 ringe

Krypten er firkantet i bunden med en cirkelrund hvælving over sig.

Hvælvingen er bygget op af 9 ringe. 9 er det sidste i rækken af ulige tal, ulige står for Yin.

Himlens alter i Beijing elle Nanjing (den nordlige eller sydlige hovedstad) har som centrum på den øverste terrasse - Himlen - en hellig sten, "Tianxingshi", "Himlens Hjertesten". Omkring denne sten er arrangeret fliser i 9 koncentriske cirkler: 9 fliser i første cirkel, 18 i anden, 27 i tredje osv. indtil 81 fliser i niende cirkel. Herefter fortsætter man på den midterste terrasse med 90 fliser, 99 fliser osv.

De ulige tal er Yin og det højeste ulige tal er 9 og står for kraft (magt)

Når solen er i zenit kl 12 (så vidt årstiden) samles man til bøn i Lotuskrypten. Lotusblomsten er buddhismens symbol men er også et tegn for tro og tilbedelse. Når lotusblomsten åbner sig kommer oplysningen. I lotuskrypten opholder vi inde i blomstens hulrum og ved at det er snart... snart åbner den sig og lyset vil strømme ned over en.

Det giver et andet trosperspektiv end vi er vandt til.

Vi spørger os selv om vi tror nok, om vi har troen eller om vi er ved at miste troen.

Troen er på den måde noget der er i os, som kan blive så lille, så den har det med at blive væk.

”Hvor er mine nøgler? Jeg har mistet dem. Det er en katastrofe – hvad gør jeg nu”.

Ligesådan har vi det med troen.

Hvor er min tro? Jeg har misten det – hvad gør jeg?

Det som er småt har det med at blive væk.

Her i lotusblomsten er det lige modsat. Troen er stor, det er mig der er lille. Jeg har ikke troen, troen har mig. En gang sagde Johannes døberen om sit trosforhold til Jesus: Han bør vokse og jeg blive mindre.

Når vi går ud i naturen, ikke kun for at tage solbad, men for at opsøge naturen, er det for at blive små. Man kunne tro at bjergbestigere har et mindreværdsego, de vil højere op for at være sikre på at være større. Men de der har gået i bjerge, tror jeg, oplever noget andet. Den ekstatiske fornemmelse af at blive lille. At det er verden der vokser sig stor.

Meget kinesisk kunst har dette som tema. Jeg har taget et par billeder, et er fra pilgrimshall, hvor Tao Fong Shan er afbildet. Et andet er et 'rigtigt' foto af det som man kan se på billedet i pilgrimshall. Det er ikke svært at se at den kinesiske kunstner (det var buddhistmunke som boede på Tao Fong Shan, der malede deres tro og skabte kunst som dette billede) ikke har forstået det med de rette proportioner. Der er alt for langt mellem Kristustemplet og indgangsportalen. Så store er afstandene slet ikke. Og se på menneskerne, hvis de små mennesker endelig får bevæget sig den lange vej til til indgangsporten, vil de være blevet små som myrer.

Jeg har taget et billede som det er i virkeligheden. Hvis virkelighed?

Den virkelighed

- hvor jeg som menneske har magten, troen, positionen. Gå en tur på et dansk slot og se hvordan mennesker protræteres. Mennesket i forgrunden. Mennesket stor og mægtig, med evt lidt natur i baggrunden. Eller se i dit eget fotoalbum – du må også gerne tage et kik i mit.

Eller en anden virkelighed. Den som kinesere i århundrede har afbildet. Det lille menneske i en stor natur. Mennesket er bevidst gjort mindre, naturen bevidst tolket større. Den virkelighed som også David oplevede på markerne ved Betlehem, da han digtede om Gud og skaberværket: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk... hvad er da et menneske?

Jeg kan ikke tro.

Jeg har mistet troen.

Måske skal vi ikke begynde at lede efter krummerne af tro i vort hjertes skjulte afkroge, men i stedet gøre som kinesere og mange andre med dem har gjort i århundrede. Gå ind i troen, sætte sig i troens lotusblomst blive mindre end bierne i blomsternes verden, vende vort trosperspektiv mod himlens 9 ringe: det er ikke mig der har troen, men troen der har mig.