Som motorvejen nord for Aalborg en søndag morgen

Vi fløj med China Southern – jeg nævnte det ikke for Birgitte før vi var i lufthavnen i Nanning. Det var det selskab som Hans fortalte om.... det som havde ansat piloter med falske flyvercertifikater. Vi var et par timer forsinket da vi fløj til Nanning. Vi sad i flyveren og ventede på at der skete noget. Og da vi skulle derfra igen varede det ca 3 timer før flyet kom. Så sagde jeg: ”Det er fordi de lige skal finde en pilot”.

Fra lufthavnen kørte vi i bus ca 6 timer før vi kom til Rongshui. Før tog det ikke så lang tid, men da var der heller ingen trafik 'fælder', hvor alle køretøjer får registreret deres hastighed. 60 km i timen betyder under 60 km/t. Hvis man køre 60 er den rød, og så er man fotograferet. Nogle gange stod der fx 47 km/t, så var chaufføren helt sikker. Derfor tog det også lidt længe tid. Det var ikke trafiktæthed der gjorde udslaget. For der er meget få biler på motorvejene, i forhold til de danske. Som på motorvejen nord for Aalborg en søndag morgen ved 8-tiden.

Nanning er hovedstad i et området (en autonom region) der hedder Guangxi med grænse til Vietnam. Nanning er eneste 'rigtige by' og området huser store fattige landbrugsområder. Det har mere end 70 % minoritetere og af minoriteterne er Miau-befolkningen størst (ca 40 % af hele befolkningen). Google fortæller at 85% af verdens produktion af verdens stjerneannis er produceret her, men da det ikke er det produkt der er mest efterspurgt gør det ikke Guangxi til et rigt område. Men alle der har set kinsesiske landskabsmalerier har set Guangxi. Her står bjergene lodret op. Det er gammel søbund, der åbenbart ved historiens magi har vendt sig så det der engang var vandret nu er lodret og det der var 'hverken eller' er skyllet bort.


10 oktober: Det er en almindelig onsdag formiddag.

Gudstjeneste i den lokale kirke i Rongshui. Da vi kommer er en forsanger i gang med at 'træne' kirken som kor. Jeg tror de har arrangeret en extragudstjeneste i anledning af at vi kommer. Vi får lov til at sidde forrest, hvor vi kan se præsten, mens det er lidt sværere at se menigheden bag os. Så tager Yu Qiau fat. Hun er immigreret fra Hong Kong, da hun blev forelsket i en af de studerende, rev. Meng, præst ved Rongshui kirke. Hun læste kommunikation og har en bachelor i det, men så tog hun teologi som overbygning og der så hun pastor Meng. Hun har et naturtalent for forbøn og ledelse i bøn og har 'lært' at gøre det på samme måde som jeg oplevede i Nord Øst Kina. Præcise bønner, der bliver tiljublet med et ammen, hver gang der er så meget som antydning af en pause i bønnen. ”Og menigheden svarer AMEN!” Noget som jeg forestiller mig måske har sin rod i den koreanske menighedsstil1. I forhold til hende virker hendes mand meget mer bleg i det.

De har tre børn! Er det ikke meget i Kina? Det er fordi hun er fra Hong Kong og han er Miau-minoritet. Minoriteterne må få 2 børn, mens kinesere af Han-slægten kun må få én – Hong Kong er der ingen regler for.... Det lyder som den rene lykke for dem i et Kinesisk samfund: To piger og så en dreng. Men det er det ikke. Der ligger meget store problemer foran dem. Deres ældste skal snart i skole, og hvad så? Da børnene er født i Hong Kong hører de ikke til i området, de kan ikke gå i minoritetsskolerne (reglen er til for at beskytte minoriteterne mod Han-folkeslagets nominelle dominans). De har tænkt på at sende børnene til Hong Kong, men så er det ikke bedsteforældrene der kommer til at passe dem, da de begge arbejder, dvs de skal have en 'købe-tante' til at passe deres børn, mens det er i Hong Kong. Den ældste er skoleklar, men de er ikke klar over hvad de skal.

Yu Qiau er ikke præst, men fungerer som frivillig i kirken. Hun underviser de unge i kirkens ungdomsarbejde og jeg tror hun er lønnet der.

Normalt har de gudstjeneste om aftenen, fordi de fleste arbejder om dagen – alle dage. Fri søndag morgen findes ikke her.

Der er 80.000 i byen og ca 400 kristne fordelt på to kirker. Tager man oplandet til byen med, er der i alt 400.000. I alt 14 kirker. På vej til Rongshui kom vi forbi en kirke som Timothy ikke havde besøgt. Rev. Timothy Wei er medlem af Christian Counsil og arbejder som underviser af lægprædikanter. Han var sammen med os på hele turen. Jeg spurgte om den var katolsk, men det var en protestantisk kirke.

Om eftermiddagen skulle vi se deres nye kirke. Der var ikke noget at se, ud over et stort hul med vand og vandplanter (som blev dyrket til at spises), men de ville vise os stedet hvor det nye kirkecenter kommer til at ligge, og de ville gerne have at vi bad for det. Det gjorde Rolf på Nynorsk. Rolf og hans kone har en måde at sige ting på så selv om få forstår deres engelsk, fortår alle alligevel hvad de siger. Hvorfor så ikke lige så godt snakke lidt nynorsk nu og da og blive forstået? De har fået grunden meget fordelagtigt for 150.000 RMB markedsprisen er 600.000 RMB (Den kinesiske møntfod hedder Renminbi (RMB) også bare kaldt for Yuan. Den Internationale betegnelse er ”Chinese Yuan” (forkortet CNY)) . De regner med et kirkekompleks på 500 m2 hvor selve kirken bliver indrettet med 600 siddepladser. Kirken kommer til at ligge længst oppe mod vejen (som heller ikke er der endnu) så kommer kontorkomplekser og undervisningssteder og ungodmscenter og bagerst et grønt område op mod jernbanen. De regner med 3 års byggetid fra nu af. Den gamle kirke vi var i om formiddagen, forventer de solgt til ældrehjem. Om det var noget kirken kom til at drive forstod jeg ikke.

Efter velsignelsen gik vi ad et par små gader til et børnehjem. David som er leder af børnehjemmet fortalte om stedet. Det er støttet primært at givere fra USA gennem en organisation kaldt Agape, hvor man betaler for et barn. For 35 US$ om måneden (tror jeg det var) har man betalt for alt for et barn: mad, sygesikring, skolegang og tøj og husly (incl personalet der). Det er i underkanten, personalet er underbetalt, hvorfor der også er en ret stor udskiftning.

Der er nu 94 børn og 9 personaler ansat. 4 af de ansatte bor på stedet.

For at blive ansat skal man ville tjene, være tålmodig, … 4 ting i alt, hvilket ville gøre enhver ansøger med de kvalifikationer til en førsteklasses medarbejder - alle steder :)

Børnene går ikke i skole på stedet, men sendes til lokale skoler.

45% af børnene er drenge og alderen strækker sig fra 7-19. Der er dog ingen der har været der fra 7 til 19, da stedet ikke er så gammelt. De begyndte i 2007, selv om 7-8 børn har været tilknyttet stedet i 5 år og begyndte før stedet blev fundet.

At disse børn er forsømt eller forladt af voksne kunne man ikke se på dem, de fleste virkede utrolig åbne over for os og for hinanden. David kommer i kirken, men børnehjemmet er ikke et kirkested, det kan man se af hans 'namecard' – lederens visitkort. ”Men de har glemt et c”, siger han og griner. C for Christ. Det er meget tydeligt på selve stedet, at der ikke er glemt noget C noget steds. Da det er så tydligt får de heller ikke nogen støtte fra det offentlige. De børn der kommer her vælges ud fra forskellige kriterier. Det offentlige peger på de børn, der kan komme på tale til stedet. Men nogle børn findes også ved at personalet i sommerferien tager på familiebesøg rundt om i landsbyer. Nu er stedet så kendt at de også kontaktes af familier der ansøger om at få et barn placeret på hjemmet. Er man eneforældre (eller begge forældre døde) eller har en handicappet far/mor eller en mor som bliver gift igen og ikke længere har 'plads til barnet' kan et sådant barn komme på tale. Hvis man kan finde en donor.

De underviser om frihed og lighed og ligeværd.

Der blev spurgt om der var volontører tilknyttet stedet. Det var der ikke, selv om de meget gerne så det. Der blev også spurgt om adoptioner, og til dato har der kun været en.

En af lederene var i gang med at male væggene sammen med børnene. Jeg troede at der var enorme kreative kræfter i personalegruppen, for de maler på livet løs, men det er der ikke. Da vi skulle afted havde de lavet gaver til os. Tegninger. Nogle af de børn der fremstillede tegninger havde ikke gjort det før. Måske er stedet for disse forældreløse børn så meget et åbent sted, at kreativiteten blomstrer af sig selv. Lederen sagde at det var børnene der lærte hende at male. Hun kunne stort set ikke engelsk, men samtalen gik da alligevel. Så fik jeg en pensel og skulle lysne noget som hun mente var for mørkt. Jeg fik malet et Lock Ness uhyre der hvor der skulle lysnes i billet. Det kunne de så bare male over, men jeg er bange for at det bliver stående. Så har jeg sat mit præg på stedet også. Rolf spillede basketball med nogle af drengene og forsøgte også at spille volleyball med en basketball. Det skal man godt nok have stærke fingre for at kunne.

Da vi forlod stedet sagde de alle Sei Djen: Vi ses!


Derefter var vi forbi kirkens socialcenter i Rongshui og fik serveret æbler og pærer i både. Trommeslageren fra kirken tog imod, han arbejder vist fast dér.

Det er fra 2006, men ser ret slidt ud. Det gør bygninger hurtigt herude, siger Notto.

De fleste af de unge der kommer der, siger ikke at de går i kirke, men at de går til klub. Men jo mere de er her, jo mere forstår de af hvad kirken er. Der var 3 computere ovenpå, hvor de kunne spille nogle spil, jeg tror der var online spil der også skulle give børnene noget undervisning.

”For os er det vigtigt at vise et kristent sind. Skolerne heromkring værdsætter vort arbejde og henviser til os og opfordrer til at de unge skal være her. Vi har en form for medlemssystem, hvor forældre kan støtte deres børn eller andre”. Det sted de holder til i, er et lejet hus, så de glæder sig til at kirken får bygget sit nye kirkecenter, hvor de så skal flytte ud.

Der er 3 ansatte og de holder åbent fra eftermiddag til kl. 21.

Jeg tror det er her Mrs Yu Qiau Meng, (hende fra Hong Kong) arbejder.


Om aftenen skulle vi have en fællesaften, med forskellige indslag. Den norske gruppe havde forberedt en billedserie fra Norge og et stykke klassisk musik, Grieg naturligvis, morgenstemning naturligvis-naturligvis. Vi skulle synge nogle af Taize-sangene, som vi i forvejen havde øvet på både lokalsprog i Europa og på Kinesisk. Til sidst skulle de have det norske flag, fordi det er et flag med et kors i. Perfekt program, det skulle nok gå, selv for de to ikke så norske (Birgitte og mig). Men så opdagede de, at de billeder der skulle vises ikke var kommet med. Krisestemning. Nu begyndte programmet at falde fra hinanden. En hurtig samling af forskelliges billeder hjemmefra dannede nu en serie hvor der pludselig dukker to billeder op fra Sverige med et i mine øjne meget smukt træhus. Alt nordisk skulle bruges i en håndevending.

Til aftenen havde menigheden stillet op med et kor med to forsangere. Her var så ungdomslederen igen trommeslager. Til accopagnement af trommmerne var der en klaverdame, der er lærer og kunne valsetakt. Hun kunne (lige som pianisten fra min tur til Nord Kina) spille alt i 3/4. Så det gjorde hun.

Da de havde sunget, var det Griegs tur. Ægte klassisk. Det gik helt hen over hovedet på dem – de har sikkert ment der var problemer med teknikken for de snakkede på livet løs. Så viste vi billeder. Billederne var der mere succes med. Det pinlige ved at vise familiebilleder for fremmede viste sig næsten at her at have den modsatte virkning: hver gang der kom familiebilleder eller billeder af dem der var med, kom der interesseret tiljubel, når der så blev vist billeder af Norge i dyb sne, snakkede folk som de bedst kunne – og det var de som sagt ret gode til. Måske var det godt at de klassiske billeder fra Norge blev på TFS. Vi sang vore sange, først på engelsk, så på kinesisk, om de forstod at det var kinesisk ved jeg ikke, men jeg tror de synes godt om det 4-stemmige, da de er vandt til kun at synge en unisont. Da det norske flag skulle overrækkes og menigheden til gengæld ville overrække Carl Telle en bambusting med kinesisk indskrift mente meget af publikum at det var tiden til at skulle videre til noget andet. De er bedre til gudstjeneste end til underholdning her i Rongshui.


Næste dag skulle vi se en ”oprindelig landsby”, Heung Fen Byen.

Vejene er så smalle at det kræver præcision at passere hinanden. Den manglede to lasbiler, de havde præcis ramt hinandens bagsmæk og begge stod nu med åben bagklap (beskadiget altså) og sten liggende bag sig. Den den ene havde (haft) mursten på ladet, den anden sten fra floden. Det gjorde det heller ikke lettere for vores bus at passere.


Et kinesisk udtryk for fattigdom: Mere end 8 bjerge, mindre en 1 flod og 1 mark....

Reklamen fra området siger Guangxi: East or west – Landscape is the best. I fremtiden bliver måske noget af det der har bragt lokalbefolkningen fattigdom deres rigdom, hvis de altså ikke får gravet alle bjergene væk inden da. Som I kan se på billederne er det en flot natur der er herude. På kinesisk kunst ses ofte en lille mand i en båd på en flod og bjerge der tårner sig op i skyerne. Man kan får den tanke at det er overdrevet. Men her er de: bjergene og den fattige fisker i sin lille båd.

Som jeg skrev før er det gammelt havbund så bjergene er af kalk, så er der sket noget rod i undergrunden så det der før var vandret, nu står lodret. Andet er eroderet væk og nu står der disse 'sten-horste' tilbage i ægte kinesisk landskabsstil med vand og bjerge og tåge. Jeg tror de af og til ogå har sol. 'Den oprindelige landsby' er lidt i retning af de masai-landsbyer turister kan besøge når de er i Serengeti dyrepark – vilde elefanter og de vildes landsbyer. Her skal man kunne opleve Miau kulturen, alt lagt an på kinesiske weekend turister, der kommer for at møde det oprindelige. Også hotellerne er i Miau-stil, men er så fine at det ikke ligner en landsby med et nøjsomt indtægtsniveau. Hvor der kan tjenes penge, prøver man på det.

Der er en stor scene hvor der er optræden for turister. Vi så byen, så nogle af de fantastiske optrædende og fik så en god middagsmad. Det er det officielle program som turisterne plejer at blive betjent med.

Da vi var færdige med den 'officielle del' spurgte jeg Timothy: ”Kan vi ikke tage ud til det vandfald?” Der var store billeder af et vandfald med nogle Miau-folk foran (damer naturligvis) der reklamerede for stedet her. Timothy er en ung og initiativrig præst og arrangerede straks at jeg kunne komme med en motorcykelbus ud til vandfaldet, ”det er kun 8 km væk”. Men de kører ikke så hurtigt, vi skulle være tilbage senest kl. 15 - det blev 15,40. Det kunne blive lige så pinligt denne gang som sidst da jeg købte noget kinesisk slik og båden med hele Tao Fong Shans personale var sejlet uden mig – dog klarede jeg mig dennegang ved ved at mangedoble mine forsyndelser, for da jeg havde fået arrangeret turen lokkede jeg Birgitte og Rolf og Åsil med … der var plads til 8 i motorcykelbussen, et par til kom også i. Da de øvrige så at vi sådan stak af, hyrede de en minibus og fulgte efter os. Nu var mine synder så store, at jeg nærmest var uskyldig. Den må jeg tænke over til næste prædiken. Minibussen kørte hurtigere, men vi havde det sjovere. På den tur kom vi ud til en landsby, som åbenbart ikke var så vandt til turister og slet ikke til hvide. I Rongshui, der er en by på 80.0000 indbyggere var vi et særsyn og folk stimlede sammen om os. Her var vi virkelig mærkelige. Det var få der turde hilse på os. Måske også fordi vi forsøgte os med goddag på mandarin, og det var ikke deres sprog/dialekt. Men mest fordi vi var og blev virkelig fremmede. Måske lignede vi et bundt ”hvide djævle”? Det kan være sådan mine bedsteforældre har følt det, da de kom, blev betragtet og ikke budt velkommen. Vi havde ikke tid til andet end at smile, det store arbejde med at gøre sig til venner med en fremmed kan turister ikke give sig i kast med. Ekmon Tam fortalte på vejen hjem at Kina er modsætningernes land, selv om han er kineser kan han også føle sig fremmed i Kina. Ekman er gift med en Canadier, så selv om han ser kinesisk ud og taler mandarin er der måske større forskel mellem ham og de oprindelige miau-folk end mellem ham og os.


Næste dag kørte vi tilbage til provinshovedstaden, Nanning. Lidt afhængigt af hvem man spørger er byen på mellem 6-8 mio indbyggere. En sagde 6,9. Det er et præcist tal, så det holder jeg mig til. Aftensmad fik vi på en af hotellets tilknyttede restauranter, og det skulle være en mexikansk restaurant. Der var kæmpe ta'selv anretninger og tjenere der gik omkring med grill spyd og serverede den ene lækkerbidsken stegt kød efter den anden; man kunne fylde tallerknerne igen og igen (nye tallerkner hver gang) og tage frugt ad libitum og give det til en tjener som tilberedte frugten til en. Den overflod af kød der blev serveret var næsten til at blive syg af. Kød er en mangelvare i Kina, så meget kød er meget rig og her sad vi og virkelig fråsede i kød.

Mens folk snakkede højlydt, var der en ung violinist der spillede klassisk musik for os (altså ikke mexikansk musik) og på endevæggene var der pyntet med fine fotostadier – en stor grøn mark med gule mælkebøtter og bagved en smuk gård i de kendte rød-hvide farver. Det passede godt til os, men ikke til Mexico. Jeg tror ikke de spisende ellers fornemmer andet end, at de billeder må komme fra et fjernt sted, hvorfor skulle der ikke kunne være marker med mælkebøtter og træhuse med falurød i Mexico?


Da jeg havde spist, skulle jeg til at skrive lidt på en prædiken som jeg blev bedt om at holde. Nej, det passer ikke, det er naturligvis ikke en prædiken, for jeg har lovet visa-myndighederne at jeg ikke prædiker i Kina. Min onkel Finn altid sagt at jeg ikke kunne prædike. ”Du snakker fra prædikestolen”. Jeg skulle altså forberede mit snakketøj til aftensgudstjenesten og det ville jeg gøre mens jeg spiste den pære jeg snuppede fra aftens buffeten. Men jeg snuppede altså en pære som jeg ikke fik tilberedt af en af kokkene og på vej ud kunne jeg fornemme på en af tjenerne at det vist ikke var så almindeligt at man "snupper sig en pære...." Det kan være at en pære skal være tilberedt, hvis den skal kunne spises. Jeg må sige at den kan godt spises utilberedt, en velsnuppet pære smager godt!


Næste formiddag skulle vi se og høre om Nannings kirkeliv og det har været spændende at opleve, måske var det mest gribende, hvor rørt de studerende var over at vi kom.


På vej til Council Office, CC's center og undervisningslokaler kom vi forbi den katolske kirke. Grunden til at det blev to kirker, skyldes at katolikkerne benyttede et andet navn for Gud end protestanterne. Katolikkerne hedder: Himmel-Herre religionen. Tianzhu.

Protestanterne benyttede et andet ord for Gud: Shangdi eller Shen. Shangdi betyder øverste herre. Så blev det til to religioner. Himmel-Herre religionen og Øverste Herre religionen.


Pastor Steven Wang (han er bestyrelsesformand for Christian Council i Nanning) fortalte om kirkens liv og historie. Ifølge Karl Telle har han været kirkerne en rigtig god mand. Det er ham der har fået styr på økonomien og fremtidsplanerne.

Mange af de fra det norske rejsehold havde været der før, og bemærkede hvor langt det var kommet med renoveringen af bygningen. Før var der ikke borde og stole i spisesalen, nu var det en ægte spisesal, med lakerede træborde og stole, og der var malet, spartlet huller og sat døre i. Bygningen er ikke gammel, men var meget misvedligeholdt.


Den første Kirke i Guangxi blev bygget i 1842 – under opiumskrigene – og den var primært støttet af mission fra Amerika. I Guangxi har der været meget få missionærer, sammenlignet med resten af Kina. Der er ikke mange egendomme fra missionens tid. I 1942 var der ca 1000 kirker i provinsen. Kirkerne blev lukket under kulturrevolutionen og medlemstallet faldt voldsomt. Da tiden med de 'åbne døres politik' kom, var der kun ca 1000 kristne tilbage i hele området. Nu er der 100.000 fordelt på 100 kirker og der er mere end 90 ansatte.

CC opfatter sig som brobyggere mellem regeringen og menighederne. Der er stadig mange af de små kirker der behov for hjælp – lige fra betjening med præster på de små steder, hvor CC sender præster ud for at forrette gudstjenester, til at undervise menighedsledere og til hjælp til hvordan man bliver registreret som en husmenighed/kirke. Der er stadig sår fra kulturrevolutionen: mistro mod registrering og 'frafaldne', der ikke ved hvordan de kommer tilbage til kirken efter at have afsværget deres tro.

Centret har ca 45 studerende, der tager et 1-årigt kursus, hvorefter de skal tilbage til deres arbejde. De er deltidsarbejdere i kirken. Det er både en styrke og en svaghed. Svagheden er at den lokale kirke ikke får så meget ud af deres 'arbejdere', men det er en glæde at der er så mange der tager uddannelsen.

For 10 år siden begyndte de at bede til Gud om et større center med mulighed for en uddannelse af 2-3 års varighed. ”Gud har givet os et stykke jord, og næste år begynder vi!” Økonomisk har de kun indsamlet 1/5 af det beløb der skal til. David (en af præsterne) mente ikke det var gået i Europa. ”Der skal man have pengene før man påbegynder sine bygninger. Men vi bygger i tro. Når vi har taget det første spadestik ('braking the ground'), er det som da Israel krydsede Jordan”. Regeringen har givet os 100.000 renmingbi og vi har fået hjælp fra TFS/Norge. Men kirke er meget mere end penge. Den bæres af bøn og menighedens fællesskab og da arkitekten kom og spurgte for et år siden om vi havde pengene sagde jeg ja og tilføjede i mit sind: ”bare ikke endnu”.

”Til jul om et år flytter vi ind”.


Jesu Ei Ni.

Derfra gik vi op af trapperne til deres undervisningslokale der lå øverst, en form for 'ovenpå' bygningen.

Timothy underviste holdet af studerende og viste dem og os en Powerpoint han havde lavet til lejligheden. En kirkehistorie over deres kirke. Notto Telle holdt et foredrag om 'hele biblen på en halv time'.

Timothy fortalte at de havde forberedt en velkomstsang for os. En af pigerne foran os fik tårer i øjnene. Jeg tænkte at det måtte være en meget smuk sang, eller i hvert fald meget smukke ord, som jeg så ikke forstod. Men bagefter var der flere der græd og særligt Birgitte fik et par kolossale krammere der strakte sig over flere minutter af nogle af de tilstedeværende, som helt offentligt lod tårerne løbe (hvad det så også gjorde på Birgitte).

En dyb taknemmelighed over at vi kom til deres kirke. Det var helt sikkert: vi betød mere for dem end pengene.

De hilste os med ”Jesu ei ni”. Pludselig var der noget kinesisk jeg forstod. Jeg kunne huske min mor har sagt det. Det betyder: Jesus elsker dig. Det er nærværende teologi og en ligefrem tro, sagt så det går til hjertet i Nordøst Kina i 1920'erne eller i 2010 i Sydvest Kina.
Familien Telle har støttet distriktet økonomisk gennem Areopagos og TFS selv om det ikke er noget man ellers gør. Projektets grundstruktur er ikke de indsamlede penge, men at de har besøgt området nu i 9 år hvert år. De har været meget fattige. Nordmændene har sat sig for at at betale mindst 50.000 nkr om året til menigheden (det nærmede sig vist de 100.000). Det er en CCC-kirke, så præcis hvordan de har fået pengene placeret ved jeg ikke. (Karl Telle sagde at når der var nybyggeri var der denne mulighed, han indrømmede at der også har været problemer under vejs: Hong Kongs lutherske biskop mener også det er vigtigt at støtte lokale kirker, altså lokale i Hong Kong. Men Karl påstår at de er rige nok i Hong Kong til at skulle kunne klare sig uden tilskud udefra).

Derfra kørte vi til den største af de to ”downtown City kirker”

Kirkerne er opkaldt efter de gadenavne de ligger på. For mig står den som 'Kælderkirken', officielt hedder den Gung He Rd Church, bygget i 1996.

Den kvindelige præst, Rev. Chao, har været præst her siden 1994 – altså ansat før kirken blev bygget, da var hun færdig som teologisk kandidat. Hun fortalte også om kirken:

Under kulturrevolutionen blev alt taget fra dem og medlemstallet faldt drastisk. Under åbne døres politik fik de grunden tilbage, men det er et krav at man skal kunne bygge på grunden inden et år, ellers frafalder rettighederne til at bygge. Menigheden var så fattig at de ikke havde pengene til det, derfor gik de i kompagniskab med et firma der har bebygget halvdelen af grunden. Det er vist derfor indgangen til kirken er gennem en parkeringskælder (parkeringskælderen er kirkens).


Gung He Rd Church har 400 siddepladser, dog sådan at nogle af de 400 pladser er kapel-annekser, hvor der er storskærm gudstjeneste sammen med hovedgudstjenesten. Et af kapel annekserne er beregnet for mødre og børn. Kirken har dåbsgrav ved alter-scenen.

Første gudstjeneste er kl. 7.30 – den er for de gamle. De gamle har lettest ved at komme op om morgenen.

Anden gudstjeneste er kl. 9.

Tredje gudstjeneste er kl. 10.30 – den er ofte tosproget, simultantolket til engelsk. Der er engelsktalende der kommer i kirken (en del afrikanere).

Fjerde gudstjeneste er kl. 19 og er primært for de unge.

Der er to præster på hver søndag, sådan at første præst tager gudstjeneste 1 og 3 mens anden præst tager 2 og 4.

Gudstjeneste 1 og 4 er de vanskeligste :)


De har ikke medlemstal. Men der er ca 2000 worshippers. Hun fortalte at man ikke føler sig knyttet til fx den kirke man blev døbt i, men flytter alt efter som ånden kalder (nok ens egen ånd). De regner med at de siden start i 1995 har døbt ca 2000 – sidste jul var der 200 til dåbsundervisning.

Når der ikke er medlemstal, betaler man ikke medlemskontingent, alt der indkommer til kirkens drift går gennem kollekten. Nogle giver måske mere end 10 % af deres indkomst, mens andre slet ikke betaler. De skal måske se lidt på hvordan man kan gøre. Ekman Tam mente at den menighed ville han godt tilhøre, med de lempelige betalingsforhold.


Den 'gamle' kirke: Chungshan Rd kirke. Renoveret 1982 og taget i brug igen efter den har været i forfald under kulturrevolutionen. Det er her David er præst.

Det var her jeg snakkede... om vandflasker og hvordan man får en flaske til at stå. Det kan de vel ikke have så meget imod noget sted i embedsmandskredse.


Ved middagstid næste dag tog vi til flyvepladsen, fandt gate # 5 og ventede på at flyet fra China South skulle komme. Jeg så med interesse at det landede normalt uden de store udskridninger og vi bordede og kom godt til grænsebyen til Hong Kong. Jeg kom i gennem grænsen uden at de sagde noget og jeg har i dag ansøgt om et nyt visa. Visa-myndighederne ville heller ikke denne gang give mig mere end en gang. Hvorfor fik du sidste gang kun 7 dage? De fleste får visa til 30? Tja, det ved jeg ikke. Hvordan skal jeg kunne svare på det – jeg søgte jo om ½ år og flere gange...

Du får 10 denne gang, sagde damen.

Set fra den positive side: der er sket en markant forbedring. Jeg er gået fra 7 til 10 på kun en måned. Det er en langt stærkere fremgang end Kinas økonomiske vækstrate.


1 - ikke kun i koreansk gudstjenesteform, det er også bibelsk: Joh.åb.7,11 Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde: Amen!

Samt:

Sl.106v48 Lovet være Herren, Israels Gud fra evighed til evighed,

og hele folket skal sige: Amen!

(Forhåbentlig ikke efter forskriften i 5. Mosebog 27 hvor en række forbandelser nævnes, den ene efter den anden "Og hele folket skal sige amen" - efter hver forbandelse).

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvorfor gå i skole, når man kan blive gift.

Ét eneste alternativ: Islam?