Big Buddha

Big Buddha

Her mødes økonomi, turisme og religion på en åbenbart meget fornuftbaseret grund.

Da Zen buddhist-samfundet med kloster besluttede sig for at bygge en kæmpebuddha i 1995, viste det sig at det var en god satsning. Nu er den blevet et af Hong Kongs helt store turistmål. Der er bygget en kabelbane derop, sådan at endnu flere turister kan komme forbi. Selve kabelbanen er en turistattraktion, når den på sine 5,7 km fører en op gennem landskabet forbi Hong Kongs højeste bjerg (lidt over 1000 m) til en helt kunstig opbygget landsby, Ngong Ping byen, som kun er skabt med et formål for øje: at vride penge ud af turisterne på vej op mod Buddha-statuen. Kabelbanen munder direkte ud i et salgslokale, så man kan allerede gøre sine første køb næsten før man har nået jorden. Blandt andet tages der et billede af gruppen i kabelbanekabinen ved afgang og billedet er fremkaldt og sat i en mappe med andre farvestrålende billeder, som man kan få ved ankomst – ved at aflevere nogle flere HK$.

Make your wish come true.

Byen er 'for meget' – Buddha fik sin oplysning under Bodhi træet, ”the tree of Awakening”. Det træ er selvfølgelig også plantet her, blot i en plasticmodel i forholdet 1:1, hvorunder man kan få sine ønsker opfyldt. 'For meget' for os fra vesten, men måske ikke for kinesere?

Det første indtryk af en ren pengemaskine må have en anden side også af dybere religiøs fromhed. Klosteret er ikke kun penge. Klosteret har erhvervet sig en af de hvide relikvier af Buddha (der er forskellige farver, tre i alt, hvor den/de hvide fremkom da man kremerede hans knogler og ben). Den er placeret på anden 'stokværk' inde i Buddha-figuren, ca der hvor man kan forvente at Buddha-figuren har sit hjerte. Turister kan se stedet, men det er afspærret område for nysgerrige. Når turisterne er væk formoder jeg at der også er religiøse handlinger for buddhister.

Der må ikke tage billeder af Buddhas indre. Så derfor er der ikke noget billede af den glasanretning (form som et slankt kræmmerhus af glas, vendt 'på hovedet', hvor relikvien er placeret i midten. Ikke meget at se, men værdsat. Desuden har dette kloster nogle meget sjældne Sutraer, oversættelser fra det oprindelige sanskrit, men da originalerne er gået tabt, er disse 1700 tals afskrifter yderst værdifulde også for historisk interesserede, må man fornemme. Det er kinesiske tegn indgraveret i træ, og det har været en god gerning idet de ikke kun har kunnet bruges som 'bogtryk' (også kopierne af trætavlerne er forsvundet) men selv er blevet opbevaret. Der skulle være flere tusinde af disse tavler inde i Buddha-figuren. Jeg kunne ikke se dem udstillet noget sted. Der var andre sutraer udstillet i montre, skrevet med blod. Det står ikke hvis. Buddhister må jo ikke slå ihjel, så blodet må vel stamme fra den skrivende?

På stueplan (der er to stokværk inde i Buddha-figuren) går man ind til en Buddha-figur som står under en stor klokke. Denne klokke skulle ringe hvert 7. minut, hvilket i døgnet skulle give 108 slag. 108 typer af menneskelig irritationsmomenter skulle hermed blive frigivet. Jeg gætter på at det ikke betyder at man slipper 108 aggressioner løs ved at lytte til klokkeslaget (det er en meget stor klokke), men at irritationerne i stedet forsvinder ved lyden af det rungende malm. Klokken slog ikke, selv om den så ud til at være præcis lige så mekanisk aktiveret som Højdevangs kirkens klokker. Til gengæld var der et airconditions anlæg i Buddhaen som var gået i selvsving og nu lød som en murermester i gang med et slagbor, med god resonans i hele Buddha-figuren. Lyden hørtes helt ned til nederste trin af de mange trappetrin op mod figuren og kunne godt være med til at aktivere forskellige irritationsytringer.

Buddha-figuren er i alt 33,95 m høj, og vejer ca 250 ton (som en jumbojet) og er placeret på en kopi af 'Himmelens alter' Tian Tan (Beijing) for at fortælle at Buddha er den største af guderne og 'the sage among sages', viseste blandt vise. Han sidder oven i en lotusblomst og har 6 devaer omkring sig, der alle tilbeder ham (med ca samme ansigtsudtryk).

Pludselig sang alle munkene i Po Lin klosteret (grundlagt 1906 af buddhistmunke fra Kina), der nu Hong Kongs største Chan (Zen) buddhist-samfund i byen. Det skulle jeg overvære.
Sammen med en hel del andre.
Kraftfulde mandsstemmer messede den ene hymne efter den anden. Hvor det var de sang? Det kom ud af højtalerne, vist så, men de måtte da synge et eller andet sted? Der så ikke ud til at være 'et andet sted', så jeg tror jeg hermed overværede en båndet gudstjeneste sunget med stærk effekt (Watt).

Bag ved templet/klosteret, hvor man kunne tro de sang, var det et stort byggeri i gang. EN kæmpekran, arbejdere med gule sikkerhedshjælme og en masse armeringsjern stod og ventede på at blive indstøbt i beton, så Po Lin templet sidenhen kun kommer til at fremstå som en lille entre til det kommende store byggeri.

Det skal være de 10.000 buddhaers tempelhal. Den troede jeg lå i Sha Tin? Men nu synes Chen-buddhisterne åbenbart at det også er tiden for dem at erhverve sig en status i lighed med Sha Tin, så man ikke længer behøver at tage til Sha Tin. Virker det som om de er helt søde ved hinanden, buddhistmunkene?

Nede på 'jordplan' går almindelige buddhister omkring og brænder røgelse af i god tro. Det er måske kun mig som turist der synes der er noget af en kræmmer gemt i Big Buddha.

Jeg gik fra Po Lin templet ud i naturen forbi Hong Kongs eneste teplantage (det er ikke Hong Kong der er leverandør af Kinas bedste tesorter) der nærmest er groet til og den tilhørende te-have hvor jeg havde troet jeg skulle nyde noget te, var helt forfalden og forladt.

Ingen eftermiddagste.

Jeg gik videre ud mod visdomsgangen. Der kan man læse udvalgte suthraer højt, meget, meget højt: Hele træer er skåret ud i planker, og plantet i jorden som enorme slikkepinde, påskrevet livsvisdomsord i et naturområde der vender op mod Fung Wong Shan, Fung Wong bjerget, Hong Kongs næsthøjeste bjerg.

Indrettet til at man på kort tid, kan gå en evighed og filosofere.

Indskrifterne er sat på en bjergsti som et liggende 8-tal.

Smukt.

Mærkeligt at der var så få turister der fandt herud.

Havde jeg haft mere tid end en gennemgang af evigheden, var jeg nok gået op af bjerget. Det skulle kunne klares på et par timer.