Domestic workers

Der er ca 250.000 af dem i Hong Kong – nu er der sikkert flere, tallet er fra 1998.
Domestic workers, kaldes de, de fleste af dem har det formodentlig godt, men der er dem der ikke klarer sig. Ca 1%.
Hvad gør de?
Nogle af dem møder op ved Sct Andrews kirke på Jordan Rd for at få hjælp og vejledning. Bethune House hedder stedet. Dette sted (sammen med to katolske) er de eneste steder, hvor alle kan få hjælp, eller hvis de ikke lige har plads, så finder de en løsning her. Der er også andre hjælpeorganisationer, men de øvrige har begrænsninger mht hvor du er fra.
I 70'erne var det mændene der tog ud fra Filippinerne og Indonesien og udførte farlige jobs rundt om i verden, nu er det kvinderne der gør det. Vi så en video, et TV-program vist i Hong Kong (lavet for at presse myndighederne til at anerkende problemet), hvor en kvinde var blevet stemplet med et varmt strygejern af sin arbejdsgiver, fordi hun ikke havde gjort lige hvad arbejdsgiveren mente der skulle gøres. Begge hænder er nu brandmærket af strygejernet. Hun havde fået en erstatning og arbejdsgiveren dømt. Det er sværere for dem der har været udsat for seksuelle overgreb. Dem så vi også glimt fra. Lakoniske tekster fra myndighederne om at retssekretariatet takker for at du, som en god borger har gjort din pligt ved at anmelde denne alvorlige forbrydelse....
Hong Kong er en meget høflig stat på alle måder.
Hvis ikke de går direkte fra overgrebet til politiet, er det næsten umuligt at få dømt en person for overgreb.
Bethune house har 25 års jubilæum, hvis man kan tale om et jubilæum ved en sådan sag. Det kan man måske alligevel; mange af kvinderne omtaler stedet som deres andet hjem og deres redning.
For nogle år siden flyttede en australier fra en lejlighed i Sct Andrews kirkens egendom. Denne dag bor der 35 kvinder. Der er 11 køjesenge, altså i alt 22 sengepladser – resten sover på borde og under samme eller i den lille sofa osv.

Renovationen.
Kirken har besluttet at stedet skal renoveres.
Det lyder godt, synes den første tanke at være. Men hvor skal så disse ca 35 kvinder opholde sig imens? Det er der ingen der ved. Priser for lejligheder er tårnhøje i HK og de har brug for et areal der svarer til to HK lejligheder. Men helt galt blev det, da de hørte at en anden organisation med penge i baglommen ønskede at leje stedet. Så vidt jeg forstod kom det dog på plads at de kunne fortsætte deres lejemål, men problemet med mellemtiden har de stadig.

En af pigerne, Sinia (jeg har valgt ikke at bringe billedet af hende, selv om det er et 'godt billede' af en smilende og øjensynlig glad indoneser), fortæller om sin tilværelse. Hun har været her i 5 år, er fra Indonesien. I dag er det Indonesien der leverer de unge maitress. Hendes sag er i gang på andet år. Når sagen kører må hun ikke arbejde. Hvis hun vinder sagen og vil fortsætte med at arbejde, skal hun tilbage til Indonesien og få en ny ansættelseskontrakt. Det betyder for øvrigt tilbage til det samme bureau, der første gang aftalte underbetaling for hende med hendes arbejdsgiver. 1000 HK$ for lidt om måneden. Mange får aldrig lov til at se det papir de skriver under på.

Første år betaler hun af på det 'lån' bureauet har stillet til rådighed for hende, for at hun kunne komme til Hong Kong. Først andet år begynder hun at tjene noget til sig selv. Men på grund af retssagen er hendes økonomi gået helt i stykker. Det er derfor let at forstå hvorfor så mange opgiver at føre sag mod deres arbejdsgivere. Bethune house vinder ca 60% af sagerne, men altså mest dem der drejer sig om fysisk vold.
Som domestic worker er du kommet til Hong Kong på specielle præmisser. Mens man i andre 'arbejdsklasser' optjener point, så man efter et vist antal år kan søge om permanente arbejdsvilkår, gælder dette ikke for domestic workers. De har samme status også efter 25 år, og ingen rettigheder til at blive i landet når der ikke er mere arbejde.

Hun fortalte at hun havde haft 6 arbejdsgiver i de 5 år hun har været her. To af gangene var det gået galt med seksuelle overgreb. Manden ringede og spurgte om hans kone var hjemme, det var hun ikke, men straks efter var han hjemme.... så stod hun her kl. 22 om natten.
Hun smiler hele tiden og spørger om vi vil have noget mere te. ”You want some tea?”
Maria spørger: Hvordan er dine følelser til det det der er sket. Så græder hun og undskylder og græder igen.
Det tager tid før hun igen kan fortælle om sig selv.
”I also love to stay in Hong Kong” siger hun.
Trods det der er sket med hende, er hendes eneste håb at få et ordentligt arbejde i byen, hjemme er der ikke noget til hende.
Så nu hvor hendes sag kører og hun ikke kan andet end at vente, tager hun nogle kurser på stedet. Engelsk for at forbedre sit sprog, men også Kantonesisk.

Det var en stille gruppe der forlod stedet da vi var færdige.
En synes han ville af sted for sig selv, for at tænke lidt. To andre blev lidt længere i byen for også at tanke...
men alle var meget opsatte på at de gerne ville hjælpe hvis de kunne bidrage med noget.
Det blev aftalt.
På Bethuna House er der altid noget man kan hjælpe med.
Engelsk. Håndgerning. Eller ture i byen – mange af pigerne har ikke set andet end det bureau der hyrede dem og så deres arbejdsgiver.
De har aldrig taget MTR'en (metroen), set Hong Kongs skyline, eller købt ind på en eller anden ”Grand Central Plaza”. Selv om de måske har boet her i flere år.

Korssting.
Inde i køjesengene sidder en gruppe af pigerne og syr korssting.
De laver julekort. Når de laver dem er det lige så meget terapi for dem som for at tjene lidt til stedet, for det får tankerne væk for det der er sket dem. Kortene bliver solgt på julemarkeder til 20 HK% stk, og 3 kort sørger for mad til en af kvinderne i et døgn.