Godt nyt - godtnok. Julebrev 2015


Godt nyt – ikke helt det samme som godt-nok.
Godt nyt er det vi hører om i julen.
Godtnok, det er jeg mester i at levere.
Der er sikkert nogle der stadig kan huske Hr. Godtnok. I 70'erne producerede tegneren Walther Lehmann i samarbejde med Per Holst en serie med den lille arbejds-fusker "Godtnok". Hr. Godtnok klarer tingene selv, men slipper ikke særlig godt fra det, også selv om han altid konstaterer at det er "godt nok!" Det som undrer mig ved disse film, er at vi aldrig ser, hvem det er der samler op efter hr. Godtnok.
Jeg har en masse engle der kommer som sendt fra himlen og Redder og Rydder og Reparere.
De kaldes for R&R&R-engle.
De har mange navne fx. Elsebeth, eller Maria, Irene, Jørgen og der er mange flere. Min største engel hedder Kirsten. Elsebeth råber salmenumre ned til mig fra pulpituret, når jeg ikke kan finde ud af hvilken salme vi skal synge som næste salme. Maria laver fagter og mimer at jeg har glemt præstekraven eller kommer løbende med noget jeg har glemt. Og Kirsten… ja hun er noget for sig selv:

Anne gik på det samme kursus som vi. Hun er desuden lærer på Gerbrandskolen. Og hun har et stort hjerte for børn i slummen uden for Nairobi.
Sankt Annæ skole plejer at levere lucia-piger til arrangementer i kirken, men netop luciadag, skulle de gå Lucia i den katolske kirke.
Så gik der 'godtnok' i mig – hvor svært kan det være? Find da nogle børn og så er den klaret.
Anne sagde at hun havde 90 af slagsen.
Det var godtnok mange, hvor skulle så menigheden sidde? Kirken har kun 230 siddepladser. Godtnok, tænkte jeg og med høj cigarføring sagde jeg: ”vi tager dem alle” (undlod at fortælle Anne det om pladserne ...og tænkte videre lad os se hvad der sker, det går nok).
Første problem dukkede hurtigt op: Dragter til 90?
Højdevanskirken har nogle. Men ikke 90.
Nathanael! jeg har en god kontakt til den kirke.
Kirsten fremtryllede straks en række omsyede lagner (de fleste havde hun selv syet til luciaer i Nathanael) og så var den hjemme. Godtnok!
Lige med undtagelse af luciakronen, for den manglede lysene. Kirketjeneren ved Nathanael mente ikke at de plasticrør med batteri i længere skulle bruges, så han havde smidt dem ud. På en ressourceforsvarlig måde og taget batterierne ud først. Da vi fik gravet dem op af skraldespanden, var pærerne gået i stykker.
Nu var der ikke mange dage til, faktisk var det lørdag formiddag; jeg besluttede at der var alt for mange lys på Højdevangskirkens juletræer. Fem lys færre på de to store træer er der ingen der lægger mærke til. Sammen med kirkens genbo, Jørgen der også er en Godtnok, afmonterede vi fødderne på fem af juletræslysene og satte dem over i luciakronen. Jørgen havde lige købt juletræs-lysene fra Harld Nyborg, de var med batteri og fjernbetjent.
Det var smart.
Nu kunne man tænde juletræet samtidig med Lucia.
Eller måske ikke så smart.
For da vi havde Lucia i fuld belysning kunne vi ikke slukke for hende under gudstjenesten, for så gik juletræerne ud samtidig.
Så hun sad der med fuld blus på under hele gudstjenesten. Det var da også godtnok, var det ikke?

Men inden vi var nået så langt, var vi røget lige ind i et tredje vejbump. Vi opdagede lørdag aften, da vi skulle stryge dem, at ingen vidste hvor Højdevangskirkens luciadragter var.
Altså der var tre, for dem havde jeg brugt som albaer (det der hvide præster har på i kirken) til mine konfirmander når de hjælper ved altergangen.
Men resten var pist væk.
Det var godtnok sørens (hvorfor Søren dukker op i denne og lignende sammenhænge kan jeg spørge ham om, han er børnehavepædagog og en meget god pædagog, så det må han kunne forklare mig) og gode råd bliver dyre og hvad det ellers hedder.
Heldigvis fortæller Anne fra skolen – undskyldende – at der ikke kommer så mange elever, måske max 30… Jeg svarer, høflig for det prøver jeg at være, at det gør skam ikke så meget.
Men, sagde hun, de har fundet nogle luciadragter, så dem tager de med.
Det er da dejligt, siger jeg.
Så er det tid til at forklare Kirsten at det var godt nok, at hun vaskede alle de dragter hun havde taget med (det havde hun gjort hun om natten, for der var som sagt ved at være kort tid til den 13.).
Og – jeg prøvede at fortælle det som en god nyhed – at nu behøver du ikke længere at stryge alle dragterne.
Det kan være jeg ikke er så god til at fortælle gode nyheder, jeg synes hendes smil og kommentarer var noget trætte i det. Hun var halvvejs igennem.
… Så forslog jeg at hun kunne se det positive i det: Halvdelen af hendes ellers så uegennyttige arbejde har hun lige sparet sig: altså alle de dragter hun havde liggende foran sig som manglede at bliver strøget. Og den anden halvdel er pænt strøget og klar til næste år. Var det ikke godt?

Nu er dragterne kørt tilbage til skolen og Nathanael kirke. De er klar til næste gang.
Men der står godtnok et spørgsmål tilbage:
Hvis er luciakronen?
Halvdelen af den er Højdevangskirkens, for den har leveret ægte LED-julelys fra juletræet til kronens fem kærter. Men bunden er stadig Nathanaels.
Det bliver svært. Er det at misbruge R&R&R at få en af dem til at afgøre hvor den hører hjemme?


Til børnejulegudstjenesten spurgte jeg: Englen siger: I skal finde et barn, svøbt og liggende i en ….. ?
Hvad var det barnet Jesus skulle ligge i?
”En krukke!” kom svaret prompte.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvorfor gå i skole, når man kan blive gift.

Ét eneste alternativ: Islam?