Tænk hvis - om at velsigne.
I søndags var vi i kirke i Iringas domkirke. Præsten var en af de gæstelærere der kommer fra Iringa theological college, altså noget der ligner det vi skal være med til at oprette i Mwanza. Det var anden gudstjeneste vi kom til og bagefter var der endnu en gudstjeneste. Da vi kom var der plads nok til at vi kunne sidde sammen, men efterhånden som gudstjenesten skred frem, blev alle pladser optaget; der var nogle menighedstjenere i hvid alba med grønne kors på, der gik omkring og anviste de nyankomne pladser. Det var vist en god ide, som hermed videregives til folkekirken…. hvis altså den skulle komme i den situation at der ikke er plads på kirkebænkene. Ledende præst var en kvinde der meget sikkert ledte gudstjenesten, Simon var ganske hjemmevandt i liturgien og kunne finde rundt i de mange opslag mens vi måbende fulgte med som konfirmander til første højmesse. Side 361 – så er det side 330 – så en salme og så en tekstlæsning side 532 og lidt mere fra side 330… vi skal ikke kun lære swahili kan jeg nu indse, for at klare os på det teologiske college. Men da hun skulle sige hvem der skulle prædike, havde hun ikke papiret hos sig og måtte til moro for menigheden hen og hente papiret med navnet på.
Præsten prædikede over 1. Mosebog kap 12 om Abraham der bliver kaldt til at rejse ud fra sit land og familie til et land Gud ville vise ham. Han fortalte at missionærer var sådanne der rejste ud og så slog han over i engelsk og kom med en henvisning til os gæster på kirkebænken fra det fremmede. Men også de tanzanianske præster rejste ud, evangelisterne rejste ud. Faktisk var det samme gældende for rigtig mange andre, to der giftes skal rejse fra deres vante omgivelser og begive sig ud i noget nyt. Og hvis en muslim omvender sig er det en trosrejse som er lig Abrahams. Han har forladt sin familie, tag derfor godt imod ham, giv ham plads i din bod, så han også kan sælge, giv ham plads i dit hjem, så han ikke overlades til ensomhed.
Så tog han fat i afsnittet hvor der står at den der velsigner Abraham(’s slægt) selv skal velsignes, mens den der forbander ham skal forbandes. Hvem var så Abrahams slægt, spurgte han. Det var jøderne. Dem skulle vi bede for. Det var de kristne. Men muslimerne var også Abrahams slægt sagde han.
Jeg spurgte bagefter Simon om han direkte havde sagt at man skulle bede for muslimerne; det mente han ikke. Da en god prædiken er interaktiv med menigheden (og han var en eksemplarisk prædikant, med både mening, teologi og menighedskontakt) synes jeg at jeg fik det ud af hans prædiken at vi skal bede for hele Abrahams folk, bede for muslimerne ligesom for jøderne.
Hvad der ikke blev berørt i prædikenen var hvad der sker med det folk der ”forbander Abraham”.
Jeg tror det er et spørgsmål til selvransagelse i det danske kirkefolk. Hvad sker der den kirke der forbander jøderne? Eller forbander muslimerne?
Hvad sker der med det danske folk, når vi både i folkesjælen og på højt politisk plan forbander de muslimske flygtninge der presser på ved grænsen? Nogle vil sikkert tage til genmæle og sige at ingen forbander muslimerne, vi er vel ikke racister. Men når vi ikke velsigner dem (og det tror jeg hele Danmark kan være enig i at vi ikke gør) og der kun er én anden mulighed, så … jo, en kold skulder er en forbandelse. Det ved enhver der har prøvet det.
Danmark skal ikke tage imod alle der kommer forbi. Men Danmark skal velsigne. Tænk hvis det blev sagt officielt når en flygtning træder ind over grænsen: Vi ønsker dig velsignelse i vort land. Tænk hvis det blev ment i vort sind når vi mødte en muslim: Gud velsigne dig i Danmark. Hvad der bliver af muslimer når vi velsigner dem, må Gud vide. Hvad der bliver af os når vi velsigner, ved jeg: ”Verdens lykkeligste folk” bliver ikke kun et besynderligt udsagn. Så er vi verdens lykkeligste folk.
Præsten prædikede over 1. Mosebog kap 12 om Abraham der bliver kaldt til at rejse ud fra sit land og familie til et land Gud ville vise ham. Han fortalte at missionærer var sådanne der rejste ud og så slog han over i engelsk og kom med en henvisning til os gæster på kirkebænken fra det fremmede. Men også de tanzanianske præster rejste ud, evangelisterne rejste ud. Faktisk var det samme gældende for rigtig mange andre, to der giftes skal rejse fra deres vante omgivelser og begive sig ud i noget nyt. Og hvis en muslim omvender sig er det en trosrejse som er lig Abrahams. Han har forladt sin familie, tag derfor godt imod ham, giv ham plads i din bod, så han også kan sælge, giv ham plads i dit hjem, så han ikke overlades til ensomhed.
Så tog han fat i afsnittet hvor der står at den der velsigner Abraham(’s slægt) selv skal velsignes, mens den der forbander ham skal forbandes. Hvem var så Abrahams slægt, spurgte han. Det var jøderne. Dem skulle vi bede for. Det var de kristne. Men muslimerne var også Abrahams slægt sagde han.
Jeg spurgte bagefter Simon om han direkte havde sagt at man skulle bede for muslimerne; det mente han ikke. Da en god prædiken er interaktiv med menigheden (og han var en eksemplarisk prædikant, med både mening, teologi og menighedskontakt) synes jeg at jeg fik det ud af hans prædiken at vi skal bede for hele Abrahams folk, bede for muslimerne ligesom for jøderne.
Hvad der ikke blev berørt i prædikenen var hvad der sker med det folk der ”forbander Abraham”.
Jeg tror det er et spørgsmål til selvransagelse i det danske kirkefolk. Hvad sker der den kirke der forbander jøderne? Eller forbander muslimerne?
Hvad sker der med det danske folk, når vi både i folkesjælen og på højt politisk plan forbander de muslimske flygtninge der presser på ved grænsen? Nogle vil sikkert tage til genmæle og sige at ingen forbander muslimerne, vi er vel ikke racister. Men når vi ikke velsigner dem (og det tror jeg hele Danmark kan være enig i at vi ikke gør) og der kun er én anden mulighed, så … jo, en kold skulder er en forbandelse. Det ved enhver der har prøvet det.
Danmark skal ikke tage imod alle der kommer forbi. Men Danmark skal velsigne. Tænk hvis det blev sagt officielt når en flygtning træder ind over grænsen: Vi ønsker dig velsignelse i vort land. Tænk hvis det blev ment i vort sind når vi mødte en muslim: Gud velsigne dig i Danmark. Hvad der bliver af muslimer når vi velsigner dem, må Gud vide. Hvad der bliver af os når vi velsigner, ved jeg: ”Verdens lykkeligste folk” bliver ikke kun et besynderligt udsagn. Så er vi verdens lykkeligste folk.
Kommentarer