Kristne patenter bliver brudt på Taiwan.

Der to som bor på Taiwan jeg ville besøge. Fordelen ved Taiwan er at jeg som præst ikke behøver at søge visa for at komme dertil. Som Dansker kan jeg være på Taiwan i 3 mdr uden videre.

Det blev en fantastisk oplevelse på grund af de to venner.

Først (og det er det jeg vil fortælle om her) var jeg hos Bishop, som ikke er biskop men reporter ved Taiwans stats-TV. Han har været i Danmark flere gange og nu synes han at jeg skulle se hans Taiwan. Hans gæstfrihed gjorde alt, hvad vi har gjort for ham, helt til skamme. Han havde noget han gerne ville vise mig og jeg havde også et par ønsker og så lagde han et program som førte os gennem det sydlige Taiwan.

Her er vores præst født, fortalte han. Vi var på sydspidsen af Taiwan, engang et fattigt område, nu et turistområde. Det er også fredet, men økonomien er vigtigere end fredning. Hun er 'barn af ' den finske lutherske mission, for finnerne gik i gang med mission blandt den fattige og oversete oprindelige befolkning. I efterkrigsårene var de fleste missionsselskaber travlt beskæftiget med at vente på at Mao blev træt af sit forehavende, så man kunne komme tilbage til arbejdet. Denne venten har været tragisk på i hvert fald to områder. Tragisk, fordi man glemte de folk der boede på øen, men som pludselig blev løbet over ende af Chiang Kai-shek's hær. I modsætning til hvad jeg har lært, var han ikke en god mand, demokratiets boldværk mod kommunismen. Han var mafiøs og herskede som en ægte mafioso med mord, bortførelser og bestikkelse. Og han kunne gøre det frit, fordi han var vestens eneste håb over for kommunismen. Med påskud af faren fra Kina indførte han undtagelsestilstand og den undtagelsestilstand blev først ophævet sidst i 80'erne. Den anden fejl missionen begik, var at drive mission over for militæret. Det er ikke en fejl i første omgang, men der opstod et forkert afhængighedsforhold mellem soldater og missionen. Begrundelsen for arbejdet var den samme: man skulle tilbage til Kina, og kunne derfor lige så godt arbejde blandt de folk man skulle arbejde sammen med når man nu kom tilbage. Kirkerne stod for nødhjælpsarbejdet (blandt militæret og de store grupper af flygtninge der var kommet med militæret til Taiwan) og USA støttede alle der 'gjorde noget godt' for vestens demokrati. Her blev kirken lig med ris. Og når der ikke var mere ris, hvad skulle man så gå i kirke for.... Måske kunne man gå til nogle af de kurser i engelsk kirken nu tilbød?

Ud over at være TV-producer, er Bishop også foredragsholder. Han skulle fortælle om dansk ældrepleje. Af en eller anden grund (jeg har angivet en grund, nederst, men det må du ikke læse før til sidst) mener han at nordens måde at behandle ældre på er helt optimal og vil gerne have noget lignende på Taiwan. Det er derfor han har været i Danmark så mange gange.

Møde om ældreplejen? Jeg tænkte at hvis vi var heldige kom der nok et par stykker.
Der kom ikke de 10 der ikke havde fået købt eget TV:

....500 til møde om dansk ældreforsorg?!

Mødet var en form for folkeforedrag, en folkeoplysning som selv Christian Kold må være blevet varm over. Bishop var naturligt stolt. Jeg blev trukket frem som souvenir og det befandt jeg mig … hvad skal jeg sige, noget bebyrdet over. For jeg skulle forklare de undrende spørgende om vores kollektive trafik, var det gratis at køre med bus som pensionist? om skolevæsnet der var gratis, om læsefærdighed, om hvornår man begyndte på engelsk, om sundhedsvæsnet, at det også var gratis, om pensionisttilværelser, plejehjem og om alt det ikke var dyrt?

Ikke et spørgsmål om den lille havfrue.

Til spørgsmålet om pris. ”Vi betaler ca 50% i skat”.
Der gik et sus gennem salen. Det var rigtig meget mente de. Og det er det måske også. Men hvis det går til noget godt, noget der får det samfund jeg selv har gavn af at leve i til at fungere, er det måske ikke så dyrt alligevel. Og så kom jeg til at nævne min oldemors filosofi: ”Et halvt æble smager lige så godt som et helt”. Selv om man sidder som 'borgfrue' på Spøttrup Gård, kan man godt dele med den, der ikke har. Det var måske derfor hendes datter tog til Kina som missionær og sygeplejerske. Og hendes barnebarn til Tanzania som lægemissionær. Men jeg kan også håbe på at det er almindelig dansk væremåde, at vi deler fordi vi er kristne?

Vi var forbi Taiwans største buddhistkloster. Alle de steder (undtaget det i Canton) jeg besøgte var bygget af en karismatisk leder hvoraf mange af dem stadig levede. Det var altså moderne buddhisme. Og de har alle en mængde Buddhastatuer. Dette center var ingen undtagelse. En kæmpe Buddha udenfor (ikke helt så stor som den i Hong Kong) og en mængde andre. De fleste betalt af mennesker, der ønsker sig en forbedret tilværelse. Naturligvis betaler man mest for de store og allermest for dem der står tættest på den store Buddha. På skråningen nedenfor kan man blive begravet hvis man har råd. Men man kan også – her som alle andre steder – få sig en tavle når man dør, eller sit billede ind bag en låge med en Buddharelief, eller en lille eller en større Buddhafigur og dermed opstår steder som de titusinde Buddhaers tempel. (Jeg syntes først det var helt unfair at templet ”The big Buddha” også byggede et tillægstempel som også skulle hedde ”De titusinde Buddhaers Tempel” - unfair over for de Titudinde Buddhaers Tempel i Sha Tin. Indtil jeg forstod at det ikke var konkurrence, men ”gravpladser” man leverede).

Stedet er ikke kun for de døde, selv om de døde spiller en overordentlig stor rolle i kinesisk livsforståelse. Stedet her har sin egen presse og udgiver en daglig avis der sendes til store dele af verden med gode artikler om alt muligt, og så er det tykkere end Kristeligt Dagblad (Buddhistklostret har aflæggere rundt om i verden, og de driver mission), det har 'konfirmandklub' eller ungdomsklub, hvor glade unge i USA-jeans springer rundt og ser godt ud og de benytter sig af alle mulige audiovisuelle tilbud som måske også kunne interessere eksperimentariet – nej, de er ikke kommet helt så langt endnu, men det skal nok komme. Så er der noget for de unge, mens de ældre brænder røgelse af.

Vi var også forbi en landsby, bygget op af buddhistmissionen. Og nu skal man ikke tro at det er kristen mission over for buddhismen, der her er tale om. Nej, det er buddhismen som bygger. Landsbyen tilhører en bjergstamme, som ved sidste års voldsomme cyklonregn var blevet begravet i jordskred og mudder. Det var ikke folkekirkens nødhjælp, der sprang til og gik i gang med at bygge huse til de hjemløse. Det var buddhister der gjorde det.
Men det som rigtig rystede op i mig var, at landsbyens indbyggere primært var kristne. Buddhistmissionen hjalp altså kristne med at få tag over hovedet. Og ikke nok med det, de byggede dem også en kirke. Faktisk blev det til to, da adventisterne blandt stammefolkene brokkede sig over at de ikke havde fået en kirke til deres gudstjenester. Så nu står der to kirker, bygget af buddhister til kristne minoriteter på Taiwan. Jeg fik lov til at se den kirke indefra, der ikke var adventistisk. Jeg kikkede nøje efter og jeg spurgte: ”Har de ikke sat noget mærke, symbol eller lignende i kirken?” - nej, svarede kirkens ældste. ”I begyndelsen ville de sætte buddhistiske symboler i selve kirken, men vi protesterede mod det og så lod de være”.

Buddhismen på Taiwan går også ind for miljø. I Hsin Chu har aktive buddhister sørget for at der blev kildesorterning af affald, sådan at alt der kan genbruges bliver det. Buddhismen på Taiwan kan også lide klassisk musik. Man kan sagtens stadig høre en for os fremmedartet messesang fra templerne, men nu er der også klaver der akkompagnerer deres sang. Buddhisterne kan f.eks. synge Händels Messias. Ikke ordret, melodien er der, dog syger de ”Ametofu” i stedet for halleluja, men det lyder næsten ens (Ameto er en af Buddhas bodisatvaer).

Vi var til sidst forbi en lille kirke bygget af Det danske Missionsselskab. Den har snart jubilæum. De havde tændt lyset i kirken da vi kom. Et ældre præstepar gjorde tjeneste ved kirken. Vi så billeder af deres børn. De har også været aktive ved kirken. Men nu er de flyttet andre steder hen. Sønnen spiller på trommer, datteren klaver eller guitar. Faderen kan også spille guitar og moderen synger. Det er en hel ”von Trap familie” der dog ikke er hel længere. ”De unge søger til de mere populære kirker”.

Vi skulle vi passe på kirkebænkene. De smittede af. De var i gang med at male dem, så de kunne være nymalede til jubilæet. Det var nogle gode bænke, ikke til at slide op. Og så skulle de se at få lavet noget ved det materiale de havde fået fra Danmark om kirkens opstart.

”Men der kommer ikke så mange længere, efter at soldaterne er flyttet fra området. Vi vil gerne på pension snart, vi har været præster her i over 30 år, men ved ikke hvem der skal tage over efter os. Vi er dog så heldige at der et ægtepar der har tilbudt engelskundervisning i kirken, det er en god kontakt til vores lokalsamfund”.

De var meget glade for at vi kom, vel særlig at jeg kom fra Europa/Danmark. Præstekonen forsvandt for at finde en gave til mig: Et sæt spisepinde til mig og min kone. Hun viste mig et par 'tryllekunster' man kunne lave med spisepindene. Dem havde hun også underholdt med, da de var i Tyskland. Vi drak te, så deres bibliotek, og sagde farvel. Jeg fik ikke taget så mange billeder, mit kamera løb tør for strøm.

Sådan er det måske også med kirken, den er ved at løbe tør for energi. Men er der steder, hvor den kan blive ”ladt op” igen? Jeg havde indtryk af at turen til Tyskland var foregået for meget længe siden. Jeg har også et indtryk af at de føler sig glemt.

På Taiwan er der fuld fart over buddhismen. Og de vil ud til hele verden. De har program for verdensmission.

Det er snyd!

Buddhisterne gør de kristne ting.
Næstekærlighed, nødhjælp, miljøbevidsthed, kultur, ungdomsarbejde.
Og de gør det bedre end os.

Hvad skal vi så lave?

Vi kan vel ikke genindføre salg af små afladsting, som i senmiddelaldrens kristenhed?

Er der noget andet vi som kristne kan? Har jeg glemt noget ;)


PS.
Dette ps må du først læse, når du har svaret på ovenstående.

Jeg var også i Bishops kirke. Han er luthersk kristen og aktiv i en af de lutherske citykirker i sin by. Den kirke er ikke faldet i søvn eller er løbet tør for livsenergi. Der er ikke plads til menigheden om søndagen, så de har en række gudstjenester, for at alle kan være med. Præsten (hende der blev født på det sydlige Taiwan, en af stammefolket) fortalte om hvordan de strukturerer deres arbejde, om hendes forhold til buddhismen. Jeg så deres kollekt-kuverter. Hver medlem af kirken har en konvolut med navn på. Bagpå er der trykt forslag til hvad man ønsker sit søndagsbidrag skal gå til. Når man har sat kryds ved hvad ens penge skal gå til, lægges konvolutten i indsamlingskurven der går rundt og bagefter bliver pengene talt op, underskrift og et lille stempel på kuverten indicerer at beløbet er registreret. ”Vi går meget op i gennemsigtig økonomi. Det skal kunne ses hvor pengene kommer fra og hvor de går hen” Det sagde hun med henvisning til de meget store beløb der går til de buddhistiske klostre og som ingen fører regnskab med.

Alt det Bishop laver, ved jeg også godt hvad er. Man kan ikke på et 'public service TV' prædike, men når han fortæller om Danmark og det kristendommen har givet vort land, er det en indirekte prædiken. Han ved hvor han står og ved hvad han gør. Han ved at Danmark, Norge og Finland ikke er perfekte. Men han søger Ham, der har givet vore lande en særlig menneskelig omsorg og ønsker at hans eget folk skal finde samme frelse fra både den ydre og den indre nød.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvorfor gå i skole, når man kan blive gift.

Ét eneste alternativ: Islam?