”Træer vokser da ind i himmelen, ikke?”

For mange år siden, på et repræsentantskabsmøde, plæderede jeg for at alle missionærer, udsendte fra Danmission, skulle have en basisuddannelse i økologisk landbrug.

En vision

Jeg var blevet inspireret til dette forslag efter en god samtale med min tidligere klassekammerat fra Kibeta, den dansk-svensk-tyske missionsskole der var i Buhaya, da jeg var barn. Han har taget en uddannelse i landbrug og specialiserede sig i landbrugsformer, der påvirker omgivelserne mindst muligt. Altså hvordan får du jorden til at yde mest ved en minimal påvirkning af jorden.

Påvirkning af jord er når vi dybdepløjer, bruger store maskiner til at høste afgrøder. Men endnu større påvirkning er det når vi tilfører afgrøder kunstgødning og pesticider (derunder ukrudtsbekæmpelsesmidler) for at øge udbyttet.

Jeg har siden gymnasiet betragtet økologi (et græsk ord som betyder noget i retning af husholdning) som Guds modsvar til vækst-ideologiers krav om effektivisering og et industrialiseret landbrug (at tingsliggøre sine omgivelser). Esbjørn Wandt, som han hedder, fortalte om ”etage-dyrkning” (skogsträdgård) i stedet for de monokulturer vi er vandt til at se på markerne (mono for én afgrøde, altså kornmarker med kun hvede, eller kun rug eller marker med kun raps) – det er hans speciale.

Det var spændende, men da han sagde at mens økologi i vesten kæmper for sin berettigelse i et effektivt, industrialiseret landbrug, vil økologi i tredjeverdenslande være win-win, fik jeg en vision. Landmændene i Afrika har ikke råd til de dyre pesticider og kunstgødninger og de har ikke uddannelse i brugen af det. Ved undervisning i økologi vil udbyttet fra de enkelte marker pludselig øges betragteligt, også indtjeningen ved salg af afgrøderne bliver højere ved samme arbejde idet bedre dyrkningsmetoder giver højere kvalitet af høsten. Endvidere vil en eventuel eksport af økologiske afgrøder til vesten kunne give landmænd adgang til et ellers importlukket Europa. Altså: alle missionærer skal have en basisuddannelse i økologisk landbrug. Det er ren win-win.

Forslaget blev mødt af venlig tavshed, for repræsentantskabet består af ordentlige mennesker der ikke buher folk ud. Det blev heller ikke kommenteret af hverken bestyrelse eller sekretariat.

Nu er det for sent.

Ærgerligt nok.

Det er for sent, fordi pesticider og kunstgødning ikke længere er dyre og svære at skaffe. Det er for sent, fordi tanzanianske landmænd har set hvad kunstgødning og pesticider kan gøre af mirakler. Man kan dyrke kæmpe sødekartofler, få stort udbytte af bomuld, sælge tomater uden skurv og orm. Kina leverer al den gødning man ønsker, staten Tanzania har en stor statslig landbrugssektor der producerer F1-hybrid frø så gulerødderne bliver 30 cm lange og papajaen sætter frugt som aldrig set før.

Hvorfor skulle de pludselig vælge økologi? Hvorfor skulle de vælge lavere udbytte? Fordi nogle missionærer nu kommer og fortæller dem at det er en god ide? Helt øjensynligt er det ikke en god ide! Resultatet er ringere, og hvem vil vælge det?

Med tiden vil Tanzania også opleve sideeffekter, bagsiden af at man pryglebanker naturen til at makke ret. Faktisk tror jeg allerede nu at bagsiden af industrialiseringsmedaljen viser sig i små glimt.

Siden Portugiserne fandt på at hente majs fra Sydamerika og plante det i sine kolonier rundt om i verden er majs gået sin sejrsgang verden over. Så meget at ingen i Tanzania længere tænker på majs som en invasiv, ikke-afrikansk plante. Alle skal have ugali. Ugali, når det skal være bedst (man kan også lave ugali af andet, kasawamel fx), skal komme fra majsmel. Danskere vil have kartofler (også portugisisk import fra Sydamerika), italienere spaghetti og Fjernøsten ris. Ugali er bestemt ikke en vestlig spise, kineserne bryder sig heller ikke om det, altså må det være ægte afrikansk!?

I mange år er det gået godt med høsten af majs. I de senere år endnu bedre, fordi man har kunne kunstgøde og sprøjte mod insekter. Større udbytter. Men i de sidste års tid har vi set marker helt ødelagt af biller, der spiser majskolberne før de er modne. Orme spiser toppen af majsen så den slet ikke sætter frugt. Og selv om man sprøjter virker det ikke altid længere. Så planter man igen og håber på at den nye sæd ikke bliver angrebet. Men det gør den.

Hvorfor?

Uden at have nogen videnskabelig undersøgelse bag mig tænker jeg, at det skyldes at man ved effektive bekæmpningsmidler har slået alle ”gode” insekter og andre nyttedyr ihjel, så insekter der trives i monokulturer, pludselig er alene om markerne. De bliver slået tilbage af pesticiderne men kommer sig hurtigere end de andre dyr. Og derefter har de frit spil.

En præstefamilie her fra Mwanza kom på sygehuset for 2 år siden efter at have spist ”mboga” tilbehør, altså grøntsager. Det viste sig at der var store koncentrationer af pesticider i grøntsagerne. De skyldige blev fundet og straffet. Præsten og familien overlevede, en af dem efter tre ugers hospitalsophold. Man ved efterhånden at pesticider er farlige for mennesker. Men endnu ved man ikke at de også er farlige for naturen. At de ikke bare forsvinder, når man ikke længere kan se dem.

Affald – det skal da brændes?

På skolen forsøger vi at sortere affald. Det er meget lettere at brænde de hele. Så forsvinder plast og papir og blade og tilbage ligger der noget sort aske (og nogle glasskår) – jo det ligger der også når alt andet er grønt, men på et eller andet tidspunkt kommer græsset igen og så er alt grønt igen indtil næste tørtid hvor alt er brunt.

Mange års erfaring med oprydning i form af afbrænding er svær at komme forbi. Just mens man tror at nu er der blade i bunken og kun lidt plastik er der en der har stukket ild i bunken og kompostbunken er blevet til aske. Eller just når man har samlet blade og køkkenaffald sammen er der nogle der tømmer plastik, madaffald og dåser og elpærer i bunken, så man enten skal sortere det forfra eller opgive komposten og brænde bunken.

Vi arbejder nu med farvekoder på skraldespandene: Grøn er til kompost. Rød er til hønsene (når vi altså får dem, projektet er på vej) det er madrester der skal blive til foder. Gul er til ”restaffald” som i dette tilfælde dækker alt andet og bliver kørt til den kommunale losseplads. Og så er der flettede beholdere til plastikflaskerne som kan videresælges og genanvendes. Makufuli har oprettet en stor forarbejdnings fabrik for PET-plast i Mwanza (måske også andre steder).

Måske er det ikke for sent endnu?

Det er ikke meget man kan nå at gøre i et undervisningsforløb, men integreres undervisning og praktisk handling kan man nå ganske langt. Vore finske missionærkollegaer har stået for en bog på swahili om hvordan man passer på naturen og sorterer affald, bogen er illustreret af et tidligere gadebarn, der nu tjener lidt penge som kunstner på at tegne og male; alle på skolen har fået et eksemplar. Vores skoleleder Mimii Brown arbejder med at al teologisk undervisning også skal inddrage naturen og forvaltning af naturen.

Og hvis eleverne lidt efter lidt kan se at de sammenfejede blade kan blive til kompost, der ændrer den golde røde jord til mørk brugsjord . . . nej, der skal mere til:
Når de siden får et veltiltrængt tilskud af grønt til deres ugali, dyrket på det de har betragtet som affald, kan det være maven taler til forstanden. Måske vil de holde op med at brænde alt af.

Og når de smager hønsene (stadig de kommende høns) der er blevet fede og spiselige af madaffald som ellers før blot gik op i røg, får de måske en mavefornemmelse for sund økologisk økonomi.

Og eftersom det er menighedsledere (præster, evangelister og sognemedhjælpere) vi uddanner på skolen, vil det, de siger og gør, have vid betydning i de lokalsamfund de senere skal arbejde i.

”Farming God’s way”?

Teologi eller økologi? det var engang et valg jeg skulle tage i forbindelse med universitetet. Nu er det ikke længere et valg: men teologi og økologi, Jesus og landbrug, frelse og fornyelse, tro og vækst, liv og en åben himmel – og ja, jeg tror at træer kan vokse [ind] i himmelen.

(PS: søg på internettet ”Farming God’s way”)
.