Det er ulovligt!

Fiskeri med gift og dynamit

Præsidenten  er en handlekraftig mand. Engang var der (ulovligt) dynamit og gift fiskeri i Victoriasøen. Mens han var minister for fiskeri, fik han stoppet det, så nu er der ingen der tør købe en fisk der ser ud som om der er sket et eller andet med den. Han er blevet kaldt ”Bulldozeren”. Det var mens han var trafikminister, en vej skulle bygges, og mange huse var allerede jævnet med jorden fordi de lå, hvor vejen skulle være, men da det så kom til at en regeringsbygning som også skulle ’demonteres’ blev det de øvrige politikere for meget.  Det skulle stoppes og jeg mener det var i den sammenhæng han fik øgenavnet ”bulldozer”. Nu er han så blevet præsident, men kører stadig tingene på en yderst håndfast måde. 
.

Den lerklinede….

Han er født i et lerklinet, stråtækt hus i en lille landsby tæt ved Victoriasøen, som søn af en landmand. Vi kører igennem hans landsby når vi skal til Bukoba. Han vogtede køer, som så mange andre jævnaldrende, solgte mælk og fisk for at hjælpe med familiens økonomi.
.

Så læste han til lærer, tog en videreuddannelse i kemi og blev doktor fra et universitet Dar es Salaam i 2009. Han blev politiker og arbejdede som sagt først som minister for fiskeri, siden blev han trafikminister og fik der den noget sære titel: veje går forud for huse. Da han var trafikminister var han ansvarlig for enorme summer og kunne være blevet en meget rig mand. Det blev han ikke. Han er den lavest lønnede præsident i Afrika. Hans antikorruptions holdning førte han med sig da han gik efter præsidentposten. Siden er det gået slag i slag med den ene sag efter den anden, som da han fyrer sin indenrigsminister da han mødte spirituspåvirket op på arbejde, afskediger ineffektive embedsmænd og aflyser julekorthilsner, fordi det er spild af penge, aflyser en af de største nationaldage, fordi det er spild af penge, aflyser den udbredte skik at holde ministerielle møder på hoteller, fordi det er extravagant spild af penge (nu er hotellerne vrede og taxachaufførerne giver ham heller ikke deres stemme).

”Hapa kazi tu”

.

Til gengæld for den aflyste nationaldag, er der ved at blive bygget en 4-sporet hovedvej ud til lufthavnen i Mwanza. Tænk så meget man kan få ud af ikke at holde fester. Hans motto er også ”Hapa kazi tu”. På billedet jeg vedhæfter har mobilfirmaet ’lånt’ hans udsagn og skrevet ”Hapa kasi tu” – z skiftet ud med et s og så betyder det: Her er høj hastighed (internettet).

Han er handlekraftig…

..

…som når der drives ulovligt landbrug i de statslige reservater.
Det har været ulovligt at bygge inden for områder der er beskyttet enten til vandressourcer eller til nationalparker igennem flere præsidentperioder. Det er ikke blevet mere forbudt, det har hele tiden været forbudt. Forskellen mellem nuværende og daværende præsidenter er at han er konsekvent. Forbudt er forbudt. Huse bliver revet ned og der er ingen kompensation.
.

Her begynder vore problemer at melde sig.

.

Vi kender en af dem der har købt jord på statens grund, Edward vores havemand.
Han har købt et stort stykke land i god tro af den siddende landsbyøverste, mwenyekiti, som har solgt grunde med agerjord til mange af områdets jordløse. Han købte jord for 1,5 millioner shilling. Selv for os er det mange penge. Og han er ikke den eneste. Landsbyøversten er selvfølgelig nu gået under jorden, formodentlig har han nu en god lejlighed i Dar, hovedstaden.

Huset skyllet væk

.

For ikke at gøre problemerne mindre, så arbejde Edward Kamome extra hårdt for at skaffe nogle flere penge til huset, for da der pludselig kom regn, længe ønsket regn, kom det blot ikke som stille regn, men som en syndflod, og hans hus sank sammen.
Han arbejde hårdt,
 - vi lånte ham til det sidste så han kunne bygge huset op igen til sin familie.
Han har en stor familie. Eller hvad skal jeg sige man når det drejer sig om ’far og mor og to børn’ – som så bliver stor, fordi han skal passe sin syge far (lungeproblemer, så han kan ikke arbejde selv om han kun er godt 50) og sin mor. Og så også søsteren med sine fire børn, fordi svogeren døde. Fire voksne der ikke arbejder, seks børn der skal have noget at spise og have skoleuniformer og lignende fornødenheder. Og så Edward der læser uden at få SU. 

Svedjebrug, det ved man da hvad er…

.

Vi ved ikke om det er faderen, der indgik handlen med at købe nyjord, for sønnen Edward læser til evangelist her på Nyakato, men han fik en ny hakke (jembe) af os i julegave sidste år, som han har brugt flittigt til at bryde nyland. Buskadset brændes, de større træer fældes, så man kan komme til jorden. Og så går man i gang med at så majs. Træfældning var ”godt latin” for år tilbage for at komme af med tsetse-fluerne, en væmmelig bremseagtig flue, der har en parasit i sig, der giver sovesyge. ”Tsetsefluer gemmer sig ofte i mørk skov, som akaciebuske og -træer, for at finde skygge.” Skover man derfor træerne, forsvinder bremsen også. Men skover man, øger man sandsynligheden for ørkenagtige tilstande, hvor regnen bliver uregelmæssig, og for at regnen, når den kommer, skylder jorden (og huset) bort så der kun bliver det hårde røde jordlag tilbage, der er svært dyrkelig og for at grundvandstanden falder.
De store skovområder som er henlagt til nationale reservater er ikke kun til for turister, stribede zebraer og løver; det er også vandbeskyttelsesområder.
Han var vældig stolt over alt det han havde nået i ferien. Nu skulle familien ikke sulte længere. Da vi først antog ham som havemand, var det ikke fordi vi behøvede en. Vi havde faktisk allerede en kvindelig havemand som sørger for buske og blomster (ikke at det er gået som vi har forestillet os, regnen har udeblevet også her og det hun plantede forsvandt igen, selv om hun vandede). Men vi antog ham, fordi vores nabo der er psykolog havde samtaler med ham, og fortalte at han var ved at bryde sammen. Hans familie sultede. De klagede over at han læste i stedet for at brødføde dem. Han var deprimeret og ved at opgive sit studie for tage hjem til familien. Siden er han gået i haven og har fløjtet og sunget og han er nu næsten færdig som evangelist, et halvt år mere, så er han klar til kirkens arbejde (det er der ikke mange penge i) og fortsat hårdt jordarbejde.

Har der været krig?

.

Men så var det regeringen sendte hæren ud og brændte huse og huggede afgrøder ned. I kan se hans hus, jeg har give det en markeret farve. Vi tog billedet uden at vide at det var hans hus vi så, da vi lidt chokeret kørte forbi på vej til missionsgudstjenste i Ushirumbo og så disse ødelæggelser – havde der været krig? En anden af vore studerende der snakker glimrende sukuma fik forklaringen. Hæren havde ødelagt deres huse. Folk gik i rækker langs landevejen med bylter på hovedet, det de lige havde kunnet nå at redde. Der er absolut forbud mod at komme ind i området igen. De kunne altså ikke hente mere end det de kunne tage med sig.
.

Edwards hus har stadig gode vinduer i. Huset havde også bølgeblik på. Det har vi været med til at sørge for. Men man må ikke hente det, lige som man ikke må høste (det meste er også mejet ned af soldaterne). Nu bor hans lille eller store familie til leje et alt for dyrt sted. 30.000 om måneden for at have et sted at bo. 40.000 om måneden til mad på bordet. Og ingen fremtidsudsigter.

Hvad skal han gøre?

Han har været afsted igen for at se på et område i byen, et meget mindre et end det han før havde. Han vil kunne købe det for en halv million. Det ser ud til at være reelt – hvis de får stedet kan de måske starte en lille byhandel op, for grunden er tæt på centrum. Hans lungesvage far kan så sælge fisk og søsteren og hans kone kan gå til Victoriasøen og hente fisk, som faderen kan sælge.
Eller de kan lave et lille cafeteria, det er tæt på en stor gymnasieskole, med masser af elever.
De studerende er altid sultne.

Had gør vi?

Skal vi låne ham penge til at købe grunden?
Hvad så bagefter? Man kan ikke bo på en grund, der skal jo tag over hovedet. Skal vi låne så han også kan få bygget lidt på grunden – men så bliver beløbet så stort at han nok ikke kan nå at betale det tilbage før han er færdig med studiet. Og hele tiden er der de mange munde at mætte. Det koster som sagt, hvis de er sparsommelige, 40.000.
Jeg tror stadig at præsidentens politik er rigtig.
Men det er blevet mere kantet – det ærgrer mig at vi ikke kan hente de tagplader….