Har du været på sommerlejr?

Mange kirkelige organisationer har som et vigtigt fællesskabs-skabende omdrejningspunkt sommerlejre eller sommerstævner. Danmission har haft mange af dem: Grænseborgen, Blåvand, Bistrup…. Oase har sine store sommerfamilie stævner, Areopagos har lige afsluttet sin, ”den bedste nogen sinde”, KFUM & K, Indre Mission, Luthersk Mission har ligeledes sine. Vi har, da vi boede i Danmark, været med på mange sommerlejre til stor glæde for os.

”Sommercamping”

Mwanza stift har også sin ”sommercamping”. Men der er nogle iøjnefaldende forskelle.
Den første store forskel, er at det er kirkens ledelse, der afholder disse sommerlejre, biskoppen er med, sammen med hele stiftsøvrigheden. Det har jeg ikke hørt om i danske sammenhænge.
Men der er en anden og betydningsfuld forskel også.
Når vi i Danmark tager på sommerstævner/lejre, er det for selv at blive opbygget. Her tager man på sommerstævne for at bygge kirke.  Altså: hvert år udvælges et kirkeligt svagt område (hvor mange ikke er kristne) som så får besøg af ansatte og frivillige fra hele stiftet. Alle går sammen med lokale kristne for at hjælpe dem med at komme videre. Kirkerne i stiftet sender et bestemt antal medlemmer – efter hvor rige de er. 

Daniels kirke (en af vore studerende) sendte 5 personer, og brugte over en million sh på dette, for det koster 150.000 sh for hver deltager, beløbet inkluderer også en gave til den nyetablerede kirke. I år blev det Nkome kirke der modtog denne hjælp. Kirkebygningen i Nkome består ind til videre kun af mure og har ikke noget tag endnu. I det område er der mange der ikke er kristne.

”Missioni”

Området deles op og så går folk fra hele stiftet i sammen med lokale kræfter på husbesøg, taler med hver enkelt i landsbyen og inviterer. De prædiker omvendelse og tro på Jesus Kristus og inviterer til fællesskab i kirken. Vi mener der blev døbt over 50 til søndagens gudstjeneste. Voksne og deres børn. Det kan godt være der var flere, det er svært at tælle når der er 10 præster i gang med dåb på en gang. Biskoppen bruger ordet ”missioni”, mission. En god konsekvens er, at Danmark ikke driver mission i Tanzania, men deltager i kirkens mission. Vi blev inviteret med til de to sidste dage af kirkens ”missioni”. De andre havde været i gang hele ugen.

Hjertesprog

Vi kom, da de var ved at gøre klar til første ’stormøde’. En hel del plaststole var allerede sat frem, et podie var bygget og det vigtigste var ved at blive afprøvet: Forstærkeranlæg med enorme højtalere. Sådan skal det være. I stedet for talere var det den ene danse og sang gruppe (kirkekor) efter den anden der holdt for, præsenteret af en ældre præst i sin bedste alder. Han så ikke ud til at blive træt af at præsentere nye grupper eller af at komme med kommentarer og invitere flere til at deltage. Og det er helt sikkert musik og dans der trækker folk til sig. Biskoppen er meget bevidst om musik og dans som formidler af evangeliet. Et areal som en halv fodboldbane, var afgrænset til dansegrupperne og folk stod rundt om som tilskuere til en vældig musik og dansekonkurrence. Jeg har været noget tilbageholdende over for store højtalere og forstærkeranlæg med playback og amerikansk inspireret musik. Men så kom jeg til at tænke på min barndoms oplevelser på Uhuru-pladsen i Omurushaka/Karagwe, hvor også den ene dansetrup efter den anden præsenterede hvad de kunne og folk stod og så på. Måske er det mindre amerikansk end afrikansk alligevel. Disse traditionelle dansestævner findes stadig.
Da alle de mange kor havde været igennem deres repertoire, kom eftermiddagens taler, en dame der havde ordet i sin magt. Biskop Gulle er ikke bange for kvindelige præster eller prædikanter. Hun er ikke engang præsteuddannet, men hun er en benådet taler. Hun holdt en vækkelsestale der førte næsten halvdelen af tilhørerne frem til forbøn foran podiet – der blev noget at se til for de forsamlede præster. Til sidst blev det helt ny-testamentligt, med folk der faldt om og blev båret ind i et forbønsaflukke (for at skærme dem for nysgerriges blikke) og dæmoner blev uddrevet.
Dette var så første store afslutningsaften på det ugelange program. Det ligner, som jeg sagde, ikke det jeg kender fra sommerstævner. Uddrivelse af ånder og renselse af et område i bøn, lyder fremmed, måske skræmmende i danske øren, og det er ikke det vi i første omgang vil fortælle om. Vi vil gerne fortælle om en god oplevelse vi havde sammen med kirken herude, hvor årets sommercamping blev brugt som en hjælpende hånd til at bygge kirke i et område, hvor det er blevet svært at være kirke.
Sidst på aftenen blev der vist film på storskærm.

Vi bor ganske tæt på et af konkurrencestederne, Bujora/Kisassi. Konkurrence er ofte ganske fornøjelig, men på grund af den tætte tilknytning der er mellem dans og åndeverden, er konkurrencen skiftet fra dansernes dygtighed til troldmændenes dygtighed i at forblænde tilhørerne, så de stemmer på de ’bedste grupper’ [se note nederes på siden] .  Her ved kirkens mission, blev der ikke ofret høns til ånder og gravet hjerter ned i jorden for at betvinge mennesker til noget de egentlig ikke ville, her talte man direkte til tilhørernes hjerter gennem ord og sang.  Og konkurrence-niveauet er også et helt anderledes, for der var ingen der fik førstepræmie, og dermed heller igen der tabte, alle var med på hver sin måde i at forkynde Guds gode gerninger for os tilskuere/tilhørere gennem deres optræden.

Kirkeindvielse, derfor er vi der:

Den følgende dag blev kirken indviet (stadig uden tag) men dog ved at en tavle blev afsløret, og den første gudstjeneste holdt med mange dåb.
At disse møder og initiativer foregår her i ELVD (Mwanza-stiftet) er netop en af hovedgrundende til at Danmission har valgt at samarbejder tæt med stiftet: Stiftet står i en meget stor opgave med at dele det frigørende budskab om Jesus til sukuma-folket, samtidig vil vi også gerne vil være med til at kvalificere hvordan det sker, netop fordi Danmission kan dele ud af erfaringer andre steder fra.
Hvad skal der til for at en kirke er en kirke? Vist er det upraktisk uden tag, men det er ikke taget der gør kirke.
Uden tag blev det varmt for alle, inklusive dåbsskaren – de var de eneste der fik fysisk vand under den lange gudstjeneste, men alle andre kom til Jesus som livets kilde. Det levende vand der renser for synd og slukker tørsten i hjertet.

Og det er det som er kirke:

•    Under danske forhold kommer Jesus til os for at lindre vor smerte, angst og nerver, eller for at bekæmpe vore komplekser og fobier og vi har brug for det i Danmark.
•    Herude uddriver han urene ånder, renser området for negativ åndsmagt og heler sit folk der ellers er både åndelig og fysisk adskilt gennem stammer og klaner og driver frygten ud af mennesker. Det er der brug for her. Den store forskel er ikke i hvad der sker når Jesus kommer til et menneske i Danmark eller Tanzania. Forskellen synes jeg er størst i at kirken i Danmark ikke nok ser ansvaret for små og svage menigheder. Tænk hvis et stift udvalgte en kirke hvor der har været messefald gang på gang (gudstjeneste uden deltagere) og satsede dansk type ”sommermøde” for at hjælpe denne lokale kirke på fode, områdets beboere til gavn og glæde.
Kirsten og Peter.

Et lille ps:

Biskoppen bruger ordet ”missioni”, mission. En god konsekvens er, at det ikke er Danmission, der driver mission i Tanzania, men at vi deltager i kirkens mission. Vi blev inviteret med til de to sidste dage af kirkens ”missioni”.

[note]
Jeg har kopieret en tekst fra Sukuma Museet, hvor det ikke er så skjult som ellers at der her er mere end dans. Det er skjult under en ’historisk vinkel’ men faktum er at det stadig foregår (kursiv/understregning ved mig):
”These societies were started in the mid Nineteenth century by two famous dancers and composers, Ngika and Gumha. Both of these men lived for many years with traditional doctors to gain the knowledge of potent medicines. Because they were also both famous dancers in Usukuma, they were encouraged to compete to test which one had the most powerful medicines. Both used their magical potions to attract the spectators to their side of the dance field and to force bad luck on their opponent. The matches between these men was fierce and in the end their supporters divided according to which man they thought was the most powerful”. Fra http://sukumamuseum.org/sukuma-dancing-dawa/