Synger og danser for Herren





Vi fik besøg fra Danmark, Tove, Christoffer og Bo.
Anne tæller ikke med, da hun er fra Arusha :)

Tove er Danmissions journalist og Christoffer er fotograf og Bo også journalist - men fra Roskilde stift. De skulle lave noget film om Danmissions nye engagement i stiftet syd for Victoriasøen. Blandt andet om Kirstens og mit arbejde. Anne skriver og tager billeder af Danmissions arbejde, se hendes blog og fb.

Vi er ansat til at undervise og også for at arbejde lidt med antropologiske studier. Undervisningen går det fint med, vi nyder at undervise. Vi oplever også det meningsfulde i at indarbejde kulturen i forkyndelsen.
Man kunne selvfølgelig forestille sig at Danmissions seerskare ville glæde sig over en parallel til det norske koncept ‘langsom TV’ og nyde at se John Mongi læse en god teologisk bog på 1400 sider … Tvivlen kom noget andet til gode:
Abel er en anden af vore elever. 

Da vi i efteråret snakkede med ham og de øvrige om at tage en tur til Bujora for at se hvad de gjorde (se tidligere blog), fortalte han at de sang “gospel” i hans kirke. Han viste nogle billeder fra deres gospelsang, og det lignede ikke noget jeg havde set før som bar navn af ‘gospel’. Ingen af jer har set Oslo Gospel Choir stille op med hvid og sort ansigtsmaling eller danse rundt saa støvet står op omkring fødderne - I Oslo Gospel Choir står sangerne pænt og vugger fra side til side, hver på sin plads.
Vi havde besluttet at vi ville tage ud alle sammen og være med til en gudstjeneste hos Abel.
Så var det at der kom  besøg fra Danmark, professionelle film og journalistfolk. Hvad skulle de se? De flittige elever der læser i bøger i Kirstens velorganiserede bibliotek? Elever der sidder ved deres computere og skriver….?
Vi spurgte Abel om han ikke kunne komme med sit kor. Det sagde han ja til.
Projektet blev en hel del større end jeg lige havde forestillet mig: Godt 20 personer fra den anden side af Geita skulle transporteres , fem  timers kørsel, til Nyakato og tilbage igen samme dag for at der kunne komme en film ud af det. Abel fik sine første grå hår og dertil hovedpine et par dage. Jeg skulle selvfølgelig eksperimentere med en intensiv udgave af influenza samtidig med at det hele løb af stablen. 

Men da de kom i gang - så flyttede de hele fokus. Filmfokene havde ikke brug for at se biblioteket eller mine skriverier på en sort tavle eller vores computerrum, som vi ellers er berettiget stolte af.
Abel havde gjort det at han havde skrevet en hel lille sukuma-opera (for dem af jer der ikke er til opera, tænk på dødens triumf af The Savage Rose, blot i en meget positiv udgave), en fantastisk oplevelse.


Var det besværet værd? Bestemt! Og det havde nogle uventede sidegevinster, jeg ikke havde set komme:

  1. Abel har arbejdet med kor siden 2006 - uden nogen egentlig har lagt mærke til det. Det er bestemt et berettiget scoop for ham at blive set. Han havde selv skrevet manuskriptet til dramaet og han er selv musiker i spillet. Han har spillet på trommer siden han var 4.
  2. Alle jer fra Danmission der kommer til at se filmen, får jer et indtryk af levende spirituel kristentro i en helt anden kultur - glæd jer; deres tro og livsglæde vil flytte ind i stuerne til jer. Det er central forkyndelse af betydningen af Jesu død i vort sted, om forsoning og befrielse af mennesker der lever i reel frygt for en - for at sige det som det er - ganske reel angstskabende åndelig verden.
  3. Skolen så hvad Abel kunne - og vores dygtige leders mere udefinerbare tanker om musik “ligesom på Makumira” bliver pludselig meget lettere at definere: Nyakato skal som særkende ikke nøjes med musikundervisning, men have undervisning i drama og musik.
  4. Uden at det var planlagt kom Simon Kristensen, vores områdesekretær forbi, sammen med Henrik Sonne Petersen; det gjorde ikke spor at de så at der er kvalitet i det arbejde Danmission støtter.

Havde vi som planlagt taget ud alene havde vi haft en fantastisk tid sammen med Abel og hans menighed - nu fik en hel række andre også stor glæde af dramakoret.
Vi er sikre på at dette også kan være med til at tydeliggøre Nyakato/Mwanza. Jeg håber der kan blive plads til en tekstet udgave af en del af Christoffers film, som siden kan bruges herude. For så kan også dem der ikke er Sukuma forstå hvad der bliver sunget om.
Og selvfølgelig skal vi stadig ud til Abels landsby, Ushirombo. Nu er der kun 5 uger til.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Det regner så alt skylles bort - og vi har ikke vand!

”En trynet folkekirke”