Årsagssammenhænge?

Pastor Mbaya, lærer på skolen, blev syg.

Han var med ved morgengudstjenesten 7:30, sagde et par ord (onsdag er ’engelsk-dag’ selv om det er få, der siger noget på engelsk; ideen er at give de teologiske studerende et engelsk kirke sprog også, så de vil være i stand til at lede en engelsk gudstjeneste) og gik så til undervisningen. Under forelæsningen blev han syg og faldt om, mens han tog sig til hjertet.

Han er ca. tre år ældre end mig.

Han kom på vores lokale sygehus, hvor man melder at hans blodtryk er ok, hans blodsukker ligeså, men at han har malaria-3.

De gik i gang med en malariabehandling samtidig med at han fik væske. Senere på dagen var skolens rektor Ling’hwa og jeg forbi for at hilse på ham, men han var ikke ved bevidsthed, lå urolig i sengen og tog sig stadig til hjertesiden.

Mbaya som vi husker ham. 

I efteråret blev en af skolens elever syg, kom på det lokale sygehus, blev overført til Bugando Hospital og døde. Ham, der siden blev vores havemand, blev også syg, indlagt, men kom sig heldigvis. I Tanzania er det lige som i Danmark let at få en overtro til at gro; vi ”ved” at man ikke må sidde 13 tilbords, følgen er død. At tænke i følgeslutninger er menneskeligt, det skaber en form for orden omkring os.

Her går tanken i retning af ’forbandelser’ eller åndsangreb eller miljøkatastrofer. Det virker som om alle tre forklaringer er lige plausible, ”The inviroment is bad, we cannot sleep in the night”.

Om eftermiddagen blev Pastor Mbaya overført til Bugando hospital, som er det store hospital i Mwanza. De har en hjerteafdeling der.

Det er rigtigt, at det er meget varmt, at majsen dør på marken og at ”the inviroment is bad”. El-Ninoen i Sydamerika for et års tid siden er nu endt her, og da det var en af de ’slemme af dem’, gør den også vejret slemt i Afrika. Den bliver kaldt ”El Nino”, barnet, fordi fænomenet med uregelmæssige mellemrum, dukker op ved juletid i Sydamerika. Men modsat Jesu fødsel er der ikke meget velsignelse over El-Nino’s komme, den skaber mangel på mad langs hele Sydamerikas vestkyst.

Nu er den her, for selv om ”verden er så stor så stor” i Lasse Lasse lille sangen, er den ikke større end at der er sammenhæng mellem, hvad der sker et sted på jorden og lidt senere et andet sted.

Vi har det varmt og tørt, majsen dør på roden før den får sat afgrøde. Det er et vejrfænomen der begyndte med en El-Nino, men som i år er forstærket af vores (vestens) misbrug af jordens ressourcer. Verden er ikke stor – der er sammenhæng mellem hvad der sker i Europa og Afrika. Men der er ikke sammenhæng mellem ”bad enviroment” og Mbayas dødsfald torsdag morgen. Det er ikke åndeligt angreb på menneskeheden eller skolen, men er selvfølgelig et hårdt slag for os alle. Kirsten og jeg mistede en der altid hilste og gerne ville tale med os, skolen mistede en af den faste lærerstab. Der er i forvejen for få lærere.

Stor-køkken: Jeg tror der var over 500 spisende

Han var et yderst rart menneske, og meget høflig over for os på en, virkede det til, ægte og lidt underfundigt drillende (positivt forstået) måde.

Torsdag var vi på ’høflighedsvisit’ i hans hjem, hvilket er meget mere end høflighed, for det er dér alting bliver planlagt. Kirken i Mwanza ville give middagen til begravelsen, vi missionærer gav graven, andre igen gav behandlingen af liget, hvilket, det er noget jeg vender tilbage til om lidt, koster rigtig meget. Der er lige som i Danmark utallige udgifter forbundet med en begravelse, men forskellen mellem her og i Danmark er, at i Danmark er det familien, der bærer alle udgifter – her er det fællesskabet. Jeg er ret sikker på at der også er beregnet noget ’overskud’ til familien, sådan at de har noget at leve af, når forsørgeren ikke længere er der.

Et udsnit af gæsterne

Mbaya kom fra Singida, og da han døde, ville nogle af hans brødre have ham hjem til Singida, for at få ham begravet der. Men han har bygget hus her i Mwanza og hans 5 børn bor også her, så efter nogle lange forhandlinger endte det med at blive her. Grunden til at det tog tid og at vi (jeg var med uden helt at forstå, hvad der foregik) som kirke blev aktive i diskussionen var, at Mbayas familie er muslimer. De ville have ham til Singida, for at han kunne blive muslimsk begravet. Det blev så tilspidset, at kirken havde fået hospitalet til at beholde ham en dag længere end normalt. Hvis hans lig var kommet til hans hjem i Mwanza om fredagen, var man bange for, at der kom en bil fra Singida for at hente/bortføre ham.

"Lit de parade"

Lørdag fandt selve begravelsen sted. I hjemmet havde man stillet op til et formiddagsarrangement, mens man ventede på at alle indfandt sig; det tog lidt tid, idet biskoppen fra nabostiftet også skulle nå at komme med. Da han var kommet, spiste vi – jeg synes det lignede over 500, men det kunne sagtens have været flere. Spisningen foregik ved hans private hjem. Hvordan man ville have klaret det i Danmark, ved jeg ikke, men her blev alle mætte i løbet af mindre end 1½ time. Da vi havde spist, blev der afholdt en gudstjeneste i hjemmet, hvor der blev sunget meget og var mange kor, hvorefter alle kørte til kirken, hvor der igen blev holdt gudstjeneste. Ved gudstjenesten var der 4 af kvinderne i familien der kollapsede. Det var under en ’lit de parade’, et element i gudstjenesten, hvor kistens øverste femtedel blev åbnet, så man kunne se afdøde en sidste gang.

Det er en nyere ’mode’, sikkert inspireret af USA.

Det er ikke nogen god ide.

Udbæring....

For at kunne gøre noget sådant i et varmt klima, skal den afdøde behandles med formalin i store mængder. Det er bestemt ikke alt fra USA der skal kopieres. Her skulle de hellere kopiere muslimerne, som holder begravelse samme dag eller blot holde fast ved deres gamle traditioner.

Jeg kan huske at den på Amager i kirkekredse berygtede Peter Tomasen fra Begravelses Service prøvede at indføre ’amerikanske tilstande’ ved begravelserne, hvor kisten skulle åbnes under bisættelsen. Alle præster stemte imod.

De to biskopper ved begravelsen

Hvad er det man gerne vil se en sidste gang?

Personen der engang var?

Det man ser er en afdød, stivere i ansigtet af formalin end figurerne i Madame Tussauds vokskabinet. Så giver det bedre mening når de sætter et flot billede på kisten af afdøde. Billedet gengiver ikke en afsjælet krop men den person alle kendte. Det med billedet er en god ide.

Eller er det den afdødes personlighed i genopstandelsen?

Kransenedlæggelse - hjemmelavet af farvet plastic, det holder i solen.

Det evige livs håb tydeliggøres meget bedre med symbolske billeder som lys eller blomster, meget gerne også sidenhen på graven.

Dog, da Nyerere døde, blev han på det nærmeste balsameret, og så gik turen landet rundt for at alle kunne sige farvel til ham – og for at man kunne mane rygter i jorden om at han ikke i virkeligheden var død. Denne bemærkning skriver jeg som en sidebemærkning til alle gode amerikanske venner, for det kan selvfølgelig også spille ind i traditionerne her.

Flere familiemedlemmer: alle er med til jordpåkastelse, ikke kun præsten.

Dem der besvimede, blev båret ud af nogle der stod parate. Der er nogle områder her, som øen Ukelewe eller Wazinza, hvor det er en gammel tradition. Kirken forsøger at dæmpe denne tradition. Det kommer fra samfund, der er fuld af sammenhænge: Kvinder der besvimer, gør det for at vise at det ikke var dem, der ved hjælp af trolddom, forsagede at døden indtraf. 

Der var mange i kirke, så det tog lang tid. Da gudstjenesten var færdig, kørte vi ud til graven,

nybygget helmuret. Jeg havde ingen anelse om, at det var det, jeg havde betalt til. Da jeg var til biskoppens fars begravelse var det et ’almindeligt’ gravet hul, her var den fuldmuret. Ovenpå gjorde man klar til at støbe et låg af jernbeton. Måske er jordforholdene det sted kirken har købt til begravelse ikke så godt, man skal nødig forurene grundvandet. I Tanzania er man blevet meget mere bevidst om grundvandsforurening end man har været tidligere.

Begravelsen begyndte lørdagen med en lille gudstjeneste kl 7 om morgenen, vi var hjemme igen kl. 7 om aftenen. En lang dag.

Der er altid mange kor - Tanzania er berømt for sin korsang, med rette. Det er godt at synge om det evige livs håb

Torsdag var der ingen undervisning, vi var alle ude til ’receptionen’, fredag heller ikke hvilket undrede mig. Men begravelser tager meget tid herude. Hvad der har mindre betydning er at mine undervisningsplaner lider under disse uventede aflysninger. 

Paulus siger: ”vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren” (2.Kor 5,8). En af de hilsner man bruger her er: ”Ametangulia mbele za haki” Han/hun er gået i forvejen for os.

Mbaya døde, formodentlig af et hjertetilfælde.

Han blev overført fra kirkens lokale hospital på Nyakato til Bugando, og fik dermed det samme sygdomsforløb som evangelisten der døde i efteråret.

Bed for os alle.

Bed for at vi ikke må drage jordiske følgeslutninger, men holde fast i den himmelske: At døden for Jesu skyld (læs: som følge(slutning) af Jesu død og opstandelse) ikke er døren til mørke, men til evigt liv.

Kærlig hilsen Kirsten og Peter.

Nogle af oplysningerne har vi fra samtaler med vores sproglærer. Dr. Salala.

Billederne er taget af Mongi, en af vore studerende.