Den sejrende og den lidende Kristus.


Vi var til gudstjeneste i den katolske kirke ved Sukuma[1] museet, Bujora Cultural Centre. Museet og kirken er oprettet af en missionær fra 'the White Fathers'[2], den Canadiske pater David Clement. Han arbejdede med at forbinde den kristne liturgi med traditioner fra Sukuma-kulturen og var den der i 1954[3] tog initiativet til museet.
Det var en fantastisk oplevelse.

MISA CRIOLLA?

Nej, ikke kreolsk men MISA BUJORA, en katolsk swahili messe, som gav mig minder om Misa Criolla (Ramírez, midt-tresserne, fantastisk musik). Sylivester som vi mødte i Danmark, inviterede os til Gudstjeneste i hans kirke. At han så samtidig fryser et eller andet sted i København mens vi er i kirke var ikke med i beregningen.
Lige siden jeg ikke var barn har jeg nydt at gå i kirke, men nogen gange mere end andre. Det var en af de store nydelser[4].

Bijora- og Åbykrucifikset.

Alteret prydes af rød, blå og sort trekant-ornamentik på hvid baggrund hvor Kristus helt i sort træ står på korset. Jeg skriver bevidst står og ikke hænger. Udtrykket er som Åbykorset, den stående sejrende Kristus med hænderne strakt ud til velsignelse. Åbykrucifikset et er godt eksempel på intelligent nærværende (kontekstuel) forkyndelse ind i en ny kultur. Jellingestenen ligeså: Den sejrende Kristus midt i slangeornamentik. Hvide Krist over for sort magi, trolddom og Odin (af óðr "raseri").
Kristusbilledet skiftede i Europa til den lidende Kristus under indtryk af den sorte død: ”En smerternes mand”. Det er også kontekstuel forkyndelse. Døden ramte dengang ikke kun gamle, alle døde: Børn, unge, ældre. Landsbyer uddøde. Hvad der overgik Europa i 1300-tallet var en ufattelig katastrofe, hvor op til halvdelen af befolkningen døde – det tog 200 år før befolkningstallet igen var som før 1350. De krucifikser vi ser i dag, er stadig den lidende Kristus.

Af frygt for copyright-problemer har jeg ikke taget kopi fra internettet hverken af Jellingestenen eller af Åbykrucifikset. På en fælles konfirmandweekend i Højdevangskirken, havde nogle dygtige konfirmander aftegnet Åbykrucifikset og skabt et prosessionskors til den afsluttende gudstjeneste. Jeg har sat de to kors op ved siden af hinanden, for at vise nogle tydelige ligheder: Den sejrende og velsignende Kristus. Dette er også kontekstuel forkyndelse: Kristus træder ind i Sukuma-verdenen som den der sejrer over frygt, trolddom og mørke. Det har man brug for at høre, for der er ikke noget der som frygt handlingslammer et menneske. Men det vigtige er at han træder ind i, ikke træder på kulturen.


Hjemmesiden[5].

På hjemmesiden, der er præget af vesterlandsk tilgang til virkelighed og historie, kan man ikke læse sig til ret meget andet end at museet har ”interessant folklore”. Der står ikke noget om David Clement. Der står en del om undervisning i sukumakultur, dans, workshops og salg af lokal kunst. Ikke noget om kirkens centrale placering i komplekset.
I 1995 blev en hollandsk forsker, Franz Wijsen, sponsoreret at indeksere Sukuma museets arkiver og uddanne en lokal bibliotekar. To amerikanske kunsthistorikere, Mark og Aimee Bessire, har netop afsluttet registrering og fotografere indsamling kunst til museet. Det vil jeg meget gerne se nærmere på.
Her er min pointe: det er de to sidstnævnte der har stået for hjemmesiden, de har glemt den dimension jeg synes var mest interessant: pater Clemen Davids arbejde med at integrere sukumakulturen i den katolske kirkes liturgi,

Det interessante er i virkeligheden ikke slangedans og trommer.
I Kina var jeg vidne til en ’genoplivning’ af en af minoriteterne, Miau-befolkningens, traditioner til ære for rige kinesere og turister der kom for at se på. Engang var det deres kultur, nu er det et show for velbeslåede tilskuere. Jeg tror at de døde ved den genoplivning.
Det skulle nødig gå sukuma-museet som Miau-grupperne. Jeg har en fornemmelse af at den støtte der er givet museet udefra ikke har haft fremtiden for øje, men fortiden og dermed kommer noget af arbejdet til at ligne forholdene for Miaufolket. Undtaget altså pater Clemen David og den lokale kirke. Og det er derfor jeg er sikker på at der er en rigtig fremtid for arbejdet i Bijora.

Den lidende Kristus.

Troen på Jesus Kristus har i Afrika lidt under misforståelser fra vestlig mission. Der er begået fejl. Vores lærer i Danmark, Peter Mutahi, fortalte at i hans kirke var trommer blevet forbudt som hedenskab. I Buhaya hvor jeg er vokset op, blev de taget ind i kirken, ligesom her i den katolske kirke. Troen har lidt endnu mere under stats- og multinationale firmaers imperialisme, der har udnyttet Afrika til kun at være en ressource. Men den lidende Kristus finder vi også når vesterlændinge med manglende åndelighed, kun ønsker at se ’det ægte afrikanske udtryk’. Det er kulturimperialisme der afgør at slangedansernes tro og kirkegang er ligegyldig, blot de kan præstere en ’performance’ for de rige turister. Det er trist på internettet at finde kommentar til Sukuma-museet af turister, der forventede sig folklore i Kodak-color stil. De kom ikke ind i kirken.

Den sejrende Kristus.

Det er det jeg håber for kirken, Sylivester og alle hans venner. Afrika har levet i en påført nederlagsmentalitet, der ikke har bygget på kontekstualisering, men på udnyttelse.
De skal se noget andet: Hvis altså Sønnen [Jesus Kristus] får gjort jer frie, skal I være virkelig frie[6].




[1] Sukumaerne er den største stammegruppe af de i alt ca. 120 stammer der bor i Tanzania. Bujora har været et af centrene for sukumaernes kongedømme, med eget kongesæde.
[2] "The white fathers" giver let tanker i retning af hvid overhøjhed og imperialisme. Men de hvide fædre, var ikke altid hvide i huden, det var tøjet der var hvidt, en lånt 'mode' fra den kultur, hvor de begyndte deres arbejde, blandt de algeriske Arabere.
[3] The Bujora Cultural Center was founded in 1954 (hjemmesiden).
[4] Se https://www.youtube.com/watch?v=bEcMlIGeEwI hvor en tysk menighed har været til gudstjeneste.
[5] http://sukumamuseum.org/
[6] Johannes evangeliet 8, v36

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

  Rapport, Kirsten og Peter Buch Ansættelse Vi blev ansat ved en kontrakt af juni 2015 til en nyoprettet stilling inden for Danmission: Undervisning af teologiske studenter i den laveste akademiske grad (diploma, der ikke er det samme som en diplomuddannelse i Danmark) Skolen ønskede at tage springet fra en bibelskole til et mindre universitet for præstestuderende, et såkaldt college. For ELCT-ELVD (The Evangelical Lutheran Church of Tanzania – East of Lake Victoria Diocese) var det en satsning, man ønskede bedre uddannelse af sine præster. Vores arbejdsbeskrivelse indebar også andre opgaver: I aftalen med ELVD står der endvidere: ” Preparation and keeping the books of accounts for the Nyakato Lutheran Bible College as well as conducting research on culture and traditions of local ethnic groups” og “Teaching Practical Theology at ELVD Nyakato Lutheran Bible College and supporting research work on culture and traditions of local ethnic groups”. Om os Kandidater i de fem h...
Læs mere

Det regner så alt skylles bort - og vi har ikke vand!

Billede
Det er noget af en modsætning - masser af vand (udenfor), ingen vand i hanerne. Da vi arbejdede her som lærere var det et tilbagevendende problem: Skolen har høje udgifter til det kommunale vandværk, som ofte ikke leverer varen. Vi bor på et lille bjerg og når trykket falder i systemet er vi de første der mangler vand.  Mens vi er her denne gang håber jeg på at vi kan finde en anden løsning end kommunens dyre ustabile leverance. I et tæt buskads udenfor Nyakato colleges område står der en pumpe, som ingen bruger.   Først troede jeg at det drejede sig om en gravet brønd med pumpe som vi kender dem fra på landet. Men vi skruede delene fra hinanden og jeg prøvede at trække pumpen op. Den var tung, vi fik fat i 8 studerende som arbejdede på at få den hævet og da fandt jeg ud af at det var en boret bønd, der måske går 40 m ned. Jeg har spurgt mig for, men ingen ved præcis hvornår den blev boret og dermed kan jeg heller ikke få andre oplysninger om boringen. Faktisk tror je...
Læs mere

Hvad stod der på gravstenen?

Billede
Jeg tror, at jeg engang læste i en avis at J.K. Rowling (Hun hedder Joanne og har indsat sin farmors fornavn K for Kathleen, fordi udgiveren ved den første Harry Potter-bog mente man ville miste drengene som læsergruppe, hvis hendes navn blev ‘offentliggtjort’) ikke brød sig om at blive sammenlignet med C.S. Lewis. Egentlig mærkeligt. Det var C. S. Lewis der med J. R. R. Tolkien påbegyndte den (engelske) bølge af ‘fantasy’ der har influeret verdenen så meget, at vi f.eks ikke har fået et dansk navn for genren endnu. Det var derfor ikke en dårlig sammenligning, skulle man synes. Pointen er, at hun ikke skrev som C. S. Lewis, hun ønskede ingen metatekster i sine historier: historierne var historier på fortællingens egne vilkår. Og dog er det spørgsmålet om hun ikke alligevel kom til at gøre det. Allerede fra begyndelsen af. Når Lily, Harry Potters mor, springer ind foran Voldemort for at redde sin dreng, sker der noget med magien. Det onde (Voldemort) slås tilbage da hun gør ...
Læs mere