Den sejrende og den lidende Kristus.


Vi var til gudstjeneste i den katolske kirke ved Sukuma[1] museet, Bujora Cultural Centre. Museet og kirken er oprettet af en missionær fra 'the White Fathers'[2], den Canadiske pater David Clement. Han arbejdede med at forbinde den kristne liturgi med traditioner fra Sukuma-kulturen og var den der i 1954[3] tog initiativet til museet.
Det var en fantastisk oplevelse.

MISA CRIOLLA?

Nej, ikke kreolsk men MISA BUJORA, en katolsk swahili messe, som gav mig minder om Misa Criolla (Ramírez, midt-tresserne, fantastisk musik). Sylivester som vi mødte i Danmark, inviterede os til Gudstjeneste i hans kirke. At han så samtidig fryser et eller andet sted i København mens vi er i kirke var ikke med i beregningen.
Lige siden jeg ikke var barn har jeg nydt at gå i kirke, men nogen gange mere end andre. Det var en af de store nydelser[4].

Bijora- og Åbykrucifikset.

Alteret prydes af rød, blå og sort trekant-ornamentik på hvid baggrund hvor Kristus helt i sort træ står på korset. Jeg skriver bevidst står og ikke hænger. Udtrykket er som Åbykorset, den stående sejrende Kristus med hænderne strakt ud til velsignelse. Åbykrucifikset et er godt eksempel på intelligent nærværende (kontekstuel) forkyndelse ind i en ny kultur. Jellingestenen ligeså: Den sejrende Kristus midt i slangeornamentik. Hvide Krist over for sort magi, trolddom og Odin (af óðr "raseri").
Kristusbilledet skiftede i Europa til den lidende Kristus under indtryk af den sorte død: ”En smerternes mand”. Det er også kontekstuel forkyndelse. Døden ramte dengang ikke kun gamle, alle døde: Børn, unge, ældre. Landsbyer uddøde. Hvad der overgik Europa i 1300-tallet var en ufattelig katastrofe, hvor op til halvdelen af befolkningen døde – det tog 200 år før befolkningstallet igen var som før 1350. De krucifikser vi ser i dag, er stadig den lidende Kristus.

Af frygt for copyright-problemer har jeg ikke taget kopi fra internettet hverken af Jellingestenen eller af Åbykrucifikset. På en fælles konfirmandweekend i Højdevangskirken, havde nogle dygtige konfirmander aftegnet Åbykrucifikset og skabt et prosessionskors til den afsluttende gudstjeneste. Jeg har sat de to kors op ved siden af hinanden, for at vise nogle tydelige ligheder: Den sejrende og velsignende Kristus. Dette er også kontekstuel forkyndelse: Kristus træder ind i Sukuma-verdenen som den der sejrer over frygt, trolddom og mørke. Det har man brug for at høre, for der er ikke noget der som frygt handlingslammer et menneske. Men det vigtige er at han træder ind i, ikke træder på kulturen.


Hjemmesiden[5].

På hjemmesiden, der er præget af vesterlandsk tilgang til virkelighed og historie, kan man ikke læse sig til ret meget andet end at museet har ”interessant folklore”. Der står ikke noget om David Clement. Der står en del om undervisning i sukumakultur, dans, workshops og salg af lokal kunst. Ikke noget om kirkens centrale placering i komplekset.
I 1995 blev en hollandsk forsker, Franz Wijsen, sponsoreret at indeksere Sukuma museets arkiver og uddanne en lokal bibliotekar. To amerikanske kunsthistorikere, Mark og Aimee Bessire, har netop afsluttet registrering og fotografere indsamling kunst til museet. Det vil jeg meget gerne se nærmere på.
Her er min pointe: det er de to sidstnævnte der har stået for hjemmesiden, de har glemt den dimension jeg synes var mest interessant: pater Clemen Davids arbejde med at integrere sukumakulturen i den katolske kirkes liturgi,

Det interessante er i virkeligheden ikke slangedans og trommer.
I Kina var jeg vidne til en ’genoplivning’ af en af minoriteterne, Miau-befolkningens, traditioner til ære for rige kinesere og turister der kom for at se på. Engang var det deres kultur, nu er det et show for velbeslåede tilskuere. Jeg tror at de døde ved den genoplivning.
Det skulle nødig gå sukuma-museet som Miau-grupperne. Jeg har en fornemmelse af at den støtte der er givet museet udefra ikke har haft fremtiden for øje, men fortiden og dermed kommer noget af arbejdet til at ligne forholdene for Miaufolket. Undtaget altså pater Clemen David og den lokale kirke. Og det er derfor jeg er sikker på at der er en rigtig fremtid for arbejdet i Bijora.

Den lidende Kristus.

Troen på Jesus Kristus har i Afrika lidt under misforståelser fra vestlig mission. Der er begået fejl. Vores lærer i Danmark, Peter Mutahi, fortalte at i hans kirke var trommer blevet forbudt som hedenskab. I Buhaya hvor jeg er vokset op, blev de taget ind i kirken, ligesom her i den katolske kirke. Troen har lidt endnu mere under stats- og multinationale firmaers imperialisme, der har udnyttet Afrika til kun at være en ressource. Men den lidende Kristus finder vi også når vesterlændinge med manglende åndelighed, kun ønsker at se ’det ægte afrikanske udtryk’. Det er kulturimperialisme der afgør at slangedansernes tro og kirkegang er ligegyldig, blot de kan præstere en ’performance’ for de rige turister. Det er trist på internettet at finde kommentar til Sukuma-museet af turister, der forventede sig folklore i Kodak-color stil. De kom ikke ind i kirken.

Den sejrende Kristus.

Det er det jeg håber for kirken, Sylivester og alle hans venner. Afrika har levet i en påført nederlagsmentalitet, der ikke har bygget på kontekstualisering, men på udnyttelse.
De skal se noget andet: Hvis altså Sønnen [Jesus Kristus] får gjort jer frie, skal I være virkelig frie[6].





[1] Sukumaerne er den største stammegruppe af de i alt ca. 120 stammer der bor i Tanzania. Bujora har været et af centrene for sukumaernes kongedømme, med eget kongesæde.
[2] "The white fathers" giver let tanker i retning af hvid overhøjhed og imperialisme. Men de hvide fædre, var ikke altid hvide i huden, det var tøjet der var hvidt, en lånt 'mode' fra den kultur, hvor de begyndte deres arbejde, blandt de algeriske Arabere.
[3] The Bujora Cultural Center was founded in 1954 (hjemmesiden).
[4] Se https://www.youtube.com/watch?v=bEcMlIGeEwI hvor en tysk menighed har været til gudstjeneste.
[5] http://sukumamuseum.org/
[6] Johannes evangeliet 8, v36

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvorfor gå i skole, når man kan blive gift.

Ét eneste alternativ: Islam?