Istanbuls rædsler.

Vi hørte først om terrorhandlingen gennem en af vore venner, der var i Tyrkiet på kort visit (hun er i Grækenland på ferie). Så lyttede vi på podkast fra DR1 og fandt ud af hvad der var sket. Jeg har endnu ikke stor erfaring med politik i Tanzania. Dog oplever jeg oplever Tanzania som et fredeligt land, hvis man ser på folks måde at reagere på over for hinanden. Der sker ulykker her, ligesom i Danmark. Vi så i eftermiddags en bus (en sk. daladala, en minibus, dem er der mange af) der var forulykket på vej ned af bjerget. Og så kan man ikke lade være med at tænke på alle de mennesker der er i en sådan bus, der altid er fyldt til bristepunktet.
Trafikken er kaotisk, og det kan godt forstås positivt.
Hvis alle ved at regler kun er vejledende og at situationen er bestemmende for hvad man gør og man ellers ikke er bange for at give andre plads, så fungerer det udmærket. Jeg tog ikke billeder af ulykken, for den nyfigenhed synes jeg er uanstændigt, så jeg har sat et billede af en meget postmoderne bil som blikfang.
Vores lærer sagde at den slags ulykker skete tit på den strækning. Og at der var tre døde i dag. Agnes (som jeg har omtalt i en anden af mine blogs) siger at de altid beder Gud beskytte dem før de kører. Det kan man også gøre i Danmark, for 3 døde i trafikken er lige så frygteligt der som her. Og så ellers indånde hver dag i ærbødig taknemmelighed over livet, der jævnligt virker ganske kaosagtigt på mange af os, men som alligevel gav os (en) plads. En af minibusserne har en indskrift (langt de fleste biler har indskrifter med mere eller mindre gennemtænkte ord) hvor der står: Lukas 11,9.
Hvis man ikke lige kan huske det, må man hjem og slå op.... øh, det er der hvor Jesus siger: "Bed så skal der gives jer".
Jesus siger ikke noget om hvad vi skal bede om eller hvad der gives os, men jeg er sikker på at åbenhed over for Gud (bøn, det behøver ikke være ord og slet ikke lange taler) giver åbninger for os i livet. Og virkelighedens liv former sig på en kaotisk måde med åbninger man ikke lige havde set komme. Jeg kan ikke regne livet ud, men får liv hver dag.
Hvis jeg her i Tanzania forsøgte at påberåbe mig trafikreglerne, ville det meget hurtigt ende galt. Jeg ville i hvert fald meget hurtigt blive meget vred over alle dem der ikke kan se de fuldt optrukne linjer, overhaler over fodgængerfelter, eller fylder 'hullet ud' når jeg holder afstand. Måske var det dét der skete i Istanbul, at nogen blev trætte af at andre ikke overholder reglerne og mente de var i stand til at svare på Guds vegne.
Men den dag hvor vi passerer en ulykke, kan bønnen godt blive mere konkret: Gud jeg beder for dem der sårede, dem der har mistet. Gud vær den nådig, der forårsagede ulykken. OG så gør det ikke den store forskel, om jeg ser ulykken ud af bilruden på bjergvejen ved Iringa, eller ser den i Istanbul gennem TV'ets glasrude.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvorfor gå i skole, når man kan blive gift.

Ét eneste alternativ: Islam?