Mission er mennesker
Mission er mennesker
Vi var til ordination af 12 af
vore studerende. Som Anna-Marie Lauenstein siger i sin blog[1]:
ligesom de 12 disciple. En af sangene der blev gentaget flere gange havde
omkvædet ’Nitume mimi’ – ’Send mig!’ Jesus sendte også sine disciple ud i
verden. At sende hedder på latin missio, men når vi i dag bruger ordet mission
indebærer det noget større: at være sendt ud med en særlig opgave, at have et
mål.
Vi havde fået hele tre
invitationer fra stiftet om at være med til ordinationen. Alle gode gange tre,
må betyde at det var vigtigt for dem, at vi var der. ”Vi er kun lærere, udsendt
af Danmission” – sådan tænker vi af og til, men virkeligheden er, at ”vi er fællesskab”
– vi er ikke kun lærere. ”Tupo pamoja”
er et glimrende swahili fynd-ord, som lyder lidt klodset, når de oversætter det
til engelsk: ”We are together in it”. Da vagten ved restauranten hørte at vi arbejdede
i KKKT (den lutherske kirke) hilste han med ”Tupo pamoja” – det var også
hilsnen fra gudstjenestens slut: ”Tupo pamoja!”
Ud over de tre invitationer fra
kirken fik vi også én fra ordinanten Martin Musa – en stor mand med store
navne, både Luthers fornavn og hin navnkundige Moses. Han er højere end mig, og
det er der ikke så mange der er. Hans kone er mindre end Kirsten. Vi ville have
taget et billede sammen, Kirsten og jeg, Martin Musa og hans kone, i stedet kan
I få et billede af kageskæringen. Alle fester er lige som bryllupper, med
bryllupskage og kage skæring. Invitationen fra ham ligner da også nærmest en
bryllupsinvitation, med to hjerter på forsiden.
Da vi kom, fik vi store ’tresidige’ knus, hvor man
først knuser til venstre, så til højre og så til venstre igen (eller omvendt -
hvilket kan skabe forvirring og halvfarlige situationer) og så ikke kun et
enkelt tresidigt: Det blev gentaget da vi sagde farvel.
Tresidige knus kan kun udføres pamoja
– sammen. Og det kan ikke erstattes af nok så mange ”thumbs up emoji” på
Facebook, e-mail eller andre såkaldte ’sociale’ medier, endsige firmakontrakter.
Og her er vi ved min pointe:
Mission er mennesker
Sådan hed det engang i DMS – og
hedder stadig i Danmission, jeg mener, jeg har hørt Jørgen Skov Sørensen
gentage det [2]. Det er
et grundlæggende og godt udtryk for kristen mission. Mission er i
kirkens forståelse ikke strategi, det er ikke firmastruktur, selv om mange
firmaer nu bruger ordet mission. Strukturering, organisering, gode rutiner…. alle sammen udmærkede organisationsord, men
ikke ord du finder i det ny testamente. Jesus satte mennesker i gang, ikke
organisationer. Og han sendte dem ud med et ”Tupo pamoja” – og se! Jeg er med
jer alle dage indtil verdens ende.
De fire M’er: Man … Movement … Machine … Monument
De fire m'er
er ikke noget genialt nyt, det er et relativt gammelt udtryk, men stadig ganske
genialt: Det udtrykker en fremadgående udvikling: Et menneske (Man) sætter andre i gang i en bevægelse
(Movement) der vokser til et
maskineri (Machine) for til sidst at
ende som et Monument over en
storslået fortid.
Jeg mødte selv
de fire M’er i 80’erne da DMS’ parole var ”Mission
er mennesker”[3].
Måske blev det fremhævet i DMS for at undvige farerne ved systemer og selvkørende
’firmaer’? Kan man forestille sig
mission uden at sende mennesker? Santalmissionen stod engang som fortaler for ”Syd-syd
mission”, hvor man betaler billigere syd-ansatte til at overtage de funktioner,
som dyre udsendinge fra Danmark ellers skulle have haft.
Det er der selvfølgelig
både argumenter for …
1.
… medarbejderen skal ikke overskride en stor
kulturkløft, men
2.
… kan sproget, og
3.
… laver ikke kulturbommerter (imperialisme) og
4.
… er langt billigere i drift.
5. Tilmed
risikerer man ikke, at missionærbørn (TCK, third culture kids) vender hjem til
Danmark med ”kuller i hovedet.”
… og der er argumenter imod:
1.
Ja … hvad kan egentlig veje tungere end alle
disse fordele?
2.
…?
Jo! Der er et ”Tupo pamoja” – et fællesskab – til forskel. Pengeoverførsler skaber ikke
fællesskab, men afhængighed og grobund for korruption. Ekspert hjælp skaber et ”oppefra
og nedad” … ”os og dem”.
Er der andet at sige?
”Andet” er for mig alt, der har
med kirkeopbygning at gøre - den primære opgave i mission. Kirkeopbygning er
ikke kirkebygning-opbygning, men at inddrage andre i fællesskab i troen.
Mission er mennesker – ikke specialister.
Alle folkekirkelige danske missionsselskaber har haft store problemer med at
fastholde det primære i mission: Vi udfører ikke
primært nødhjælpsarbejde[4],
og er ikke primært sendt for at føre en fredsskabende
dialog - begge dele er meget
væsentlige dele af hovedopgaven: At
forkynde evangeliet til alle folkeslag.
Grunden til – som jeg ser det – at det har været svært at indsamle
midler til mission/kirkens indre opbygning, er at der har været for få
missionærer ansat i netop denne opgave.
Derfor har de danske menigheder
ikke kunnet høre missionsopgaven italesat, og er overladt til nødhjælpens ’talende’ billeder (der ikke behøver sprog).
Og årsagen til de få missionærer,
skal ikke ses som en fejl i missionsselskaberne, men skal findes i folkekirken
(Vestens kirkesamfund), der som helhed har svigtet sin første kærlighed, som
brevet til Efesus i Åbenbaringsbogen udtrykker det. Efesermenigheden var godt
på vej - ligesom folkekirken - ind i det tredje ”M”, Maskineri[5].
Maskiner kører af sig selv.
’Missio Dei’ – hvorfor ikke ’Missio Jesu’…?
Missio Dei er et godt ord: Guds mission. Vi sendes ikke ud på egen
hånd for at fremme egne interesser ... eller på ’firmahånd’ for at fremme
firmainteresser. Vi er udsendt af Gud, gennem et missionsselskab, til en kirke
hvor vi arbejder pamoja - sammen. Men
hvorfor taler vi ikke om Missio Jesu?
Jesu mission? En hurtig korrektion: ”Vi” står her for Nordeuropa. I Tanzania er
man nemlig ikke bange for ord som ”Jesus”, ”frelse”, ”evangelisation”, ”omvendelse”.
Jeg tror ikke kirken i Tanzania kender ordet Missio Dei. Men de kender
missionsbefalingen, Jesu ord om at gå ud…
Europa har fået ondt i ordet
”Jesus”. Hvis der overhovedet tales om mission, tales der - symptomatisk - om Missio Dei. Kirkerne i Europa, inklusive
folkekirken, har svigtet den første kærlighed, kærligheden til det første ”M”. Det ”tredje M” sender specialister ud på
heltedåd for at redde stakler, det første ”M” sender ud til fællesskab. Få
præster og dermed færre folkekirkemedlemmer
tør sige, at Jesus har kaldet dem til deres arbejde, at Jesus har frelst dem
fra synd og død og sendt dem ud på en verdensmission mod netop: Synd og død. Omkvædet i den lutherske
kirke i Tanzania ”Nitume mimi,” (Herre,
send mig), er ikke længere et omkvæd – hverken i Europa eller i den danske
folkekirke.
Håb forude
Når man ser et monument, kan man
inspireres: ”Hvad var det der førte til dette vældige monument?” Vi behøver
ikke en oversættelse af swahili-salmebogs nr. 390, Bwana assema, for der er flere danske salmer der har temaet: ’Send
mig’. Desuden hører vi også igen og igen missions/dåbs-befalingen i vore
folkekirkelige kirker:
”Gå ud i alverden…” Inspirationen
er ikke langt væk!
[1] https://blog.danmission.dk/aml/ordination-af-12-nye-praester/
[2] Søger man på ’mission er mennesker’ på Google, dukker Indre Mission og Mission Øst op. Men desuden kombinerer firmaer som: Intenz, AS3
Transition og SOSU og mange andre, der kombinerer ordene mission og mennesker i deres
arbejde. Danmission kunne jeg ikke finde.
[3] DMS’ flot illustrerede 150-års-jubilæumsbog fra 1971: ”Mission
er mennesker – Glimt fra Det danske Missionsselskabs Arbejdsområder gennem 150
År” (DMS Forlag).
[4] Det er svært
at få folk til at give til andet end hjerteskærende ulykker, hvis de ikke
kender nogen i området.
[5]
I Åb. 2,1–7 står der bl.a.: ”Jeg har det imod
dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er
faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg
over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.
...
Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.”
Kommentarer