Mission er mennesker


Mission er mennesker


Vi var til ordination af 12 af vore studerende. Som Anna-Marie Lauenstein siger i sin blog[1]: ligesom de 12 disciple. En af sangene der blev gentaget flere gange havde omkvædet ’Nitume mimi’ – ’Send mig!’ Jesus sendte også sine disciple ud i verden. At sende hedder på latin missio, men når vi i dag bruger ordet mission indebærer det noget større: at være sendt ud med en særlig opgave, at have et mål.
Vi havde fået hele tre invitationer fra stiftet om at være med til ordinationen. Alle gode gange tre, må betyde at det var vigtigt for dem, at vi var der. ”Vi er kun lærere, udsendt af Danmission” – sådan tænker vi af og til, men virkeligheden er, at ”vi er fællesskab” – vi er ikke kun lærere. ”Tupo pamoja” er et glimrende swahili fynd-ord, som lyder lidt klodset, når de oversætter det til engelsk: ”We are together in it”. Da vagten ved restauranten hørte at vi arbejdede i KKKT (den lutherske kirke) hilste han med ”Tupo pamoja” – det var også hilsnen fra gudstjenestens slut: ”Tupo pamoja!”
Ud over de tre invitationer fra kirken fik vi også én fra ordinanten Martin Musa – en stor mand med store navne, både Luthers fornavn og hin navnkundige Moses. Han er højere end mig, og det er der ikke så mange der er. Hans kone er mindre end Kirsten. Vi ville have taget et billede sammen, Kirsten og jeg, Martin Musa og hans kone, i stedet kan I få et billede af kageskæringen. Alle fester er lige som bryllupper, med bryllupskage og kage skæring. Invitationen fra ham ligner da også nærmest en bryllupsinvitation, med to hjerter på forsiden.
Da vi kom, fik vi store ’tresidige’ knus, hvor man først knuser til venstre, så til højre og så til venstre igen (eller omvendt - hvilket kan skabe forvirring og halvfarlige situationer) og så ikke kun et enkelt tresidigt: Det blev gentaget da vi sagde farvel.
Tresidige knus kan kun udføres pamoja – sammen. Og det kan ikke erstattes af nok så mange ”thumbs up emoji” på Facebook, e-mail eller andre såkaldte ’sociale’ medier, endsige firmakontrakter. Og her er vi ved min pointe:

Mission er mennesker


Sådan hed det engang i DMS – og hedder stadig i Danmission, jeg mener, jeg har hørt Jørgen Skov Sørensen gentage det [2]. Det er et grundlæggende og godt udtryk for kristen mission. Mission er i kirkens forståelse ikke strategi, det er ikke firmastruktur, selv om mange firmaer nu bruger ordet mission. Strukturering, organisering, gode rutiner….  alle sammen udmærkede organisationsord, men ikke ord du finder i det ny testamente. Jesus satte mennesker i gang, ikke organisationer. Og han sendte dem ud med et ”Tupo pamoja” – og se! Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

De fire M’er: Man … Movement … Machine … Monument


De fire m'er er ikke noget genialt nyt, det er et relativt gammelt udtryk, men stadig ganske genialt: Det udtrykker en fremadgående udvikling: Et menneske (Man) sætter andre i gang i en bevægelse (Movement) der vokser til et maskineri (Machine) for til sidst at ende som et Monument over en storslået fortid.
Jeg mødte selv de fire M’er i 80’erne da DMS’ parole var ”Mission er mennesker”[3]. Måske blev det fremhævet i DMS for at undvige farerne ved systemer og selvkørende ’firmaer’?  Kan man forestille sig mission uden at sende mennesker? Santalmissionen stod engang som fortaler for ”Syd-syd mission”, hvor man betaler billigere syd-ansatte til at overtage de funktioner, som dyre udsendinge fra Danmark ellers skulle have haft.
Det er der selvfølgelig både argumenter for
1.      … medarbejderen skal ikke overskride en stor kulturkløft, men
2.      … kan sproget, og
3.      … laver ikke kulturbommerter (imperialisme) og
4.      … er langt billigere i drift.
5.      Tilmed risikerer man ikke, at missionærbørn (TCK, third culture kids) vender hjem til Danmark med ”kuller i hovedet.”
… og der er argumenter imod:

1.      Ja … hvad kan egentlig veje tungere end alle disse fordele?
2.      …?

Jo! Der er et ”Tupo pamoja”et fællesskab – til forskel. Pengeoverførsler skaber ikke fællesskab, men afhængighed og grobund for korruption. Ekspert hjælp skaber et ”oppefra og nedad” … ”os og dem”.

Er der andet at sige?


”Andet” er for mig alt, der har med kirkeopbygning at gøre - den primære opgave i mission. Kirkeopbygning er ikke kirkebygning-opbygning, men at inddrage andre i fællesskab i troen.
Mission er mennesker – ikke specialister. Alle folkekirkelige danske missionsselskaber har haft store problemer med at fastholde det primære i mission: Vi udfører ikke primært nødhjælpsarbejde[4], og er ikke primært sendt for at føre en fredsskabende dialog - begge dele er meget væsentlige dele af hovedopgaven: At forkynde evangeliet til alle folkeslag.  Grunden til – som jeg ser det – at det har været svært at indsamle midler til mission/kirkens indre opbygning, er at der har været for få missionærer ansat i netop denne opgave.
Derfor har de danske menigheder ikke kunnet høre missionsopgaven italesat, og er overladt til nødhjælpens ’talende’ billeder (der ikke behøver sprog).



Og årsagen til de få missionærer, skal ikke ses som en fejl i missionsselskaberne, men skal findes i folkekirken (Vestens kirkesamfund), der som helhed har svigtet sin første kærlighed, som brevet til Efesus i Åbenbaringsbogen udtrykker det. Efesermenigheden var godt på vej - ligesom folkekirken - ind i det tredje ”M”, Maskineri[5]. Maskiner kører af sig selv.

’Missio Dei’ – hvorfor ikke ’Missio Jesu’…?


Missio Dei er et godt ord: Guds mission. Vi sendes ikke ud på egen hånd for at fremme egne interesser ... eller på ’firmahånd’ for at fremme firmainteresser. Vi er udsendt af Gud, gennem et missionsselskab, til en kirke hvor vi arbejder pamoja - sammen. Men hvorfor taler vi ikke om Missio Jesu? Jesu mission? En hurtig korrektion: ”Vi” står her for Nordeuropa. I Tanzania er man nemlig ikke bange for ord som ”Jesus”, ”frelse”, ”evangelisation”, ”omvendelse”. Jeg tror ikke kirken i Tanzania kender ordet Missio Dei. Men de kender missionsbefalingen, Jesu ord om at gå ud…
Europa har fået ondt i ordet ”Jesus”. Hvis der overhovedet tales om mission, tales der - symptomatisk - om Missio Dei. Kirkerne i Europa, inklusive folkekirken, har svigtet den første kærlighed, kærligheden til det første ”M”.  Det ”tredje M” sender specialister ud på heltedåd for at redde stakler, det første ”M” sender ud til fællesskab. Få præster og dermed færre folkekirkemedlemmer tør sige, at Jesus har kaldet dem til deres arbejde, at Jesus har frelst dem fra synd og død og sendt dem ud på en verdensmission mod netop: Synd og død. Omkvædet i den lutherske kirke i Tanzania ”Nitume mimi,” (Herre, send mig), er ikke længere et omkvæd – hverken i Europa eller i den danske folkekirke.

Håb forude


Når man ser et monument, kan man inspireres: ”Hvad var det der førte til dette vældige monument?” Vi behøver ikke en oversættelse af swahili-salmebogs nr. 390, Bwana assema, for der er flere danske salmer der har temaet: ’Send mig’. Desuden hører vi også igen og igen missions/dåbs-befalingen i vore folkekirkelige kirker:
”Gå ud i alverden…”    Inspirationen er ikke langt væk!


[1] https://blog.danmission.dk/aml/ordination-af-12-nye-praester/
[2] Søger man på ’mission er mennesker’ på Google, dukker Indre Mission og Mission Øst op. Men desuden kombinerer firmaer som: Intenz, AS3 Transition og SOSU og mange andre, der kombinerer ordene mission og mennesker i deres arbejde. Danmission kunne jeg ikke finde.

[3] DMS’ flot illustrerede 150-års-jubilæumsbog fra 1971:  Mission er mennesker – Glimt fra Det danske Missionsselskabs Arbejdsområder gennem 150 År” (DMS Forlag).
[4] Det er svært at få folk til at give til andet end hjerteskærende ulykker, hvis de ikke kender nogen i området.
[5] I Åb. 2,1–7 står der bl.a.: ”Jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. ...
Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.”

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Det regner så alt skylles bort - og vi har ikke vand!

Reformationsdag